Bornholms Højskole. Arkivfoto: Berit Hvassum

Ny uro på Bornholms Højskole: Forstander og formand vil tilbage

Balladen på Bornholms Højskole fortsætter. Nu med højskolens gamle bagland og to afgående frontpersoner i hovedrollen.

En gruppe, bestående af medlemmer af Bornholms Højskoles skolekreds, har nu oprettet en side på facebook med navnet ‘Forsvar Bornholms Højskole’.

Formålet er at få Knud Andersen og Allan Gardersøe tilbage i ledelsen på Bornholms Højskole.

Fredag den 15. maj lagde gruppen en redegørelse op på facebook-siden med den afgåede formand, Knud Andersen, som forfatter.

I indlægget giver Knud Andersen sin version af forløbet før og efter bestyrelsesmødet den 28. april, som bringer flere detaljer omkring formandsskiftet frem i lyset end hidtil set.

Trak sig i loyalitet

Knud Andersen og Allan Gardersøe var indtil for nylig henholdsvis bestyrelsesformand og forstander på Bornholms Højskole. Knud Andersen valgte at trække sig som formand, da han på et bestyrelsesmøde den 28. april kom i undertal i et spørgsmål om højskolens forstander. Dagen efter meddelte Allan Gardersøe, at han trak sig fra stillingen som forstander i loyalitet med formanden.

Efterfølgende forsøgte bestyrelsen at få forstanderen til at trække sin opsigelse tilbage, og det fremgår af Knud Andersens redegørelse på ‘Forsvar Bronholms Højskole’ at Allan Gardersøes betingelse for at kalde sin opsigelse tilbage var at Knud Andersen skulle genindtræde som formand for Bornholms Højskoles bestyrelse. Det skete ikke, og højskolen har nu en ny formand og en ny konstitueret forstander, Niels Glahn, der tiltrådte sidste mandag.

Generalforsamling udskudt

Den udvikling har tilsyneladende skabt uro i højskolens bagland, og mange medlemmer af skolekredsen ønsker ifølge Knud Andersen en generalforsamling snarest.

“De ønsker at kunne afgive deres stemme i forbindelse med valg til bestyrelsen, og derved få formand og forstander tilbage“, skriver Knud Andersen.

Den nye bestyrelse, der har konstitueret sig med tømrermester Steen Colberg Jensen som formand, har udskudt årets generalforsamling til august eller september på grund af forsamlingsforbudet. Dette bliver af ‘Forsvar Bornholms Højskole’ fortolket som forhaling:

“Det er tydeligt at bestyrelsen ikke ønsker denne afstemning på nuværende tidspunkt“, hedder det på facebooksiden ‘Forsvar Bornholms Højskole’, som har afgående forstander Allan Gardersøe som administrator og kontaktperson. Han fratræder formelt stillingen som forstander den 1. juni 2020.