Foto: Berit Hvassum

Forsvundet kvinde er fortsat efterlyst

Eng ung kvinde blev meldt savnet af Bornholms Politi, efter at nogle personlige effekter var blevet fundet på færgen Hammershus søndag den 26. januar. Effekterne viste sig at tilhøre den 23-årige Karen Kubel Rolighed, og politiets efterforskning afslørede, at den unge kvinde havde været på vej hjem til Vestjylland efter at have besøgt venner på Bornholm.

Det var personale på Hammershus, der på overfarten tilbage til Rønne fandt Karen Kubel Roligheds personlige effekter. Blandt andet et par sko, en mobiltelefon og en mulepose med en computer. Men ikke den store orange rygsæk, som hun ifølge overvågningskameraerne havde med sig, da hun gik om bord. Der findes ikke optagelser af Karen Kubel Rolighed på overvågningskameraerne i terminalen i Køge.

Bornholms Politi oplyser, at der ikke er kommet nye oplysninger i sagen, men at Karen Kubel Rolighed fortsat er efterlyst. Der har ikke været henvendelser om sagen fra andre lande, oplyser politiet.