“Sen aften”, 1946. Fra kataloget: Bognemark-motivet ændrer sig efter 1943. Solnedgangene bliver kraftigere og gårdspladsen mere tom, hvilket er en symbolik, der er svær at adskille fra kunstnerens tab af sønnen Ole på Østfronten i Anden Verdenskrig. Foto: Jens-Erik Larsen

Maleren var besat af en vognport: Bornholms Tidende erklærer hermed ny udstilling for åben

Sol går op, sol går ned. Hver dag efter samme model, omend vi her højt mod nord har dage og nætter med forskellig længde.

En rose er en rose er en rose, som Gertrude Stein slog fast.

Og – som en travestering af ovenstående – en vognport er en vognport er en vognport …

Eller hvad?

Nej, vel står solen op og går ned igen med en cyklisk monotoni, men ingen dage er jo ens. Ligesom ingen roser er.

Eller vognporte.

Det sidste vidner Oluf Høsts repetitive venden tilbage til sit yndlingsmotiv, Bognemark, om. Igen og igen malede han vognporten på husmandsstedet, som lå på toppen af klippepartiet oven over Norresân, Gudhjem, hvor han og fru Hedvig boede. Hundreder af malerier blev det til, men ikke to ens.

Han så – som i så! – vognporten på ny, igen og igen, hvilket man kan forestille sig må have krævet en mental kraftpræstation. For ved vi ikke alle, at vi på et tidspunkt ikke længere kan “se” lænestolen derhjemme, indtil vi måske pludselig en dag stopper op, ser den med et fornyet blik, undres og tænker, nåja, det er sådan, den ser ud.

Og ligesom der er noget, der hedder deja-vu, hvor vi kan få en fornemmelse af tidligere helt præcist at have oplevet en situation, vi står midt i, er der jo også noget, der hedder jamais-vu, hvor noget allerede velkendt opleves som ukendt. Et ord, for eksempel, som man pludselig opdager den egentlige lyd af eller dets egentlige grafiske udtryk på skrift, og som man ikke genkender, selv om det er velkendt. Faktisk kan det være en ganske besynderlig og nærmest skræmmende oplevelse.

Måske kan man også tvinge sig selv til at se en vognport sådan, så den hver gang er en ny oplevelse? Eller handler det snarere om, at maleren fik en stadig dybere forståelse af netop denne vognport, når han gennem sit kunstneriske sind transformerede den fra tre til to dimensioner?

På Oluf Høst Museet har direktør Martin R. W. Brandt længe glædet sig til at vise årets udstilling frem. Den fokuserer nemlig netop på Oluf Høst og Bognemark med en stribe malerier af husmandsstedet, og udstillingen hedder derfor “Besat af Bognemark”.

Men så kom coronakrisen, og nej, der blev ingen fernisering den 3. april. Til gengæld var direktøren overbevist om, at regeringen ville tillade hans og andre museer at åbne i mandags, hvorfor han var på arbejde hele weekenden inden, men nej, det blev heller ikke til noget.

Martin R. W. Brandt: Det er lidt, som når et band går på scenen, og publikum råber “spil noget, vi kender!” . Foto: Jens-Erik Larsen

Den 8. juni

Nu kan han annoncere, at udstillingen åbner den 8. juni – bortset fra altså, at Bornholms Tidende med denne artikel træder til og åbner den lige her på disse sider.

Vi er tre til stede ved ferniseringen, museumsdirektøren, fotografen og journalisten, og det er faktisk en dejlig begivenhed, selv om Martin R. W. Brandt ikke, som han havde overvejet det, lader lidt boblevand springe. Men pyt med det pauvre traktement, denne formiddag er kunsten i højsædet, og det er vitterlig interessant at beskue de mange udgaver af Bognemark.

– Det er lidt, som når et band går på scenen, og publikum råber “spil noget, vi kender!”, siger museumsdirektøren.

– Den her udstilling har været efterspurgt. Høsts Bognemark-billeder er jo ikoniske for dem, der kender ham, fortsætter han og peger på et maleri fra 1946, som bærer titlen “Bognemark, sen aften”.

– Det der er der mange, der har haft hængende på væggen, og når de ser det i virkeligheden, siger de, hvor er folden på midten, fordi plakaten derhjemme har været foldet sammen.

 

Den her udstilling har været
efterspurgt. Høsts Bognemark-
billeder er jo ikoniske for dem,
der kender ham

 

Hvad er fidusen i, at en kunstner maler samme ting igen og igen?

– Som udgangspunkt tænkte jeg og Vanja Falk, som er kurator på udstillingen, og som jeg har haft et fantastisk samarbejde med, over, hvordan vi kunne sætte billederne op i et friskt lys med en ny skarp kant med de orange bogstaver, siger han og peger op på væggen, hvor udstillingens titel står skrevet.

– Vi har prøvet at fange den farve, der er inde i porten på “Bognemark, sen aften”. Men hvad er det, der er med gentagelsen? Det er et bevis på, at Høsts tradition kom fra de store malere som van Gogh, der malede blomsterne i vindueskarmen, og Cezanne, som malede bjerget Sainte-Victoire i Sydfrankrig igen og igen. Det er noget med at tage en ting, sådan som Høst tager sit husmandssted, og vise det på alle tider af døgnet. Han kunne bedst lide at male det i det, de franske malere kalder l’heure bleue, altså, den blå time, inden solen går ned.

– Og især om vinteren syntes Høst, at det nordiske lys gav allermest mening. Det frostklare, knivskarpe lys, hvor han maler lige inden solen går ned. Den time fangede han på sit lærred lige fra en gang i 30’erne og til han holder op med at male 30 år senere.

Ved man, hvor mange Bognemark-billeder, han lavede?

– Nej. Men vi plejer at sige, at han gik derop to-tre gange om dagen. Han startede med morgenmad, gik op og malede, gik hjem og spiste forkost, men gik derop igen og sad der så om aftenen. Og han var godt gift og havde derfor fri adgang til materialer, som kan være dyre.

Han var ikke repræsentant for den sultne kunstner, som må lide for sin kunst?

– Nej! Men hans kunst er også et udtryk for kærlighed til almuen og det stolte folk, der arbejder på markerne. De er essensen af dette land.

Gentagelsen

Der var også noget med, at han ikke brød sig om at male om sommeren på grund af turisterne og det mere forlorne liv, som udfoldede sig?

– Præcis. Og man kan sige, at sildekone- og røgeribillederne, som han malede i slutningen af sin karriere, da han rent fysisk ikke kunne gå helt op til Bognemark, var en romantisering, for sildekonerne stod ikke i slutningen af 50’erne og i 60’erne og rensede fisk og hængte dem op, som de tidligere havde gjort. Men det var en kærlighed tilbage fra, da man gjorde det, og hvor Høst så at sige klippede alt det udenoms fra. Det samme med Bognemark, hvor der kun er personer på, hvis de kan fortælle en historie.

Så sent i livet fandt han sin egen Sildekone Valley, kan man sige?

– Ja, det kan man sige, siger museumsdirektøren og tilgiver journalisten hans primitive reference til Silicon Valley i det nordlige Californien.

Men igen: Hvad er den kunstneriske vision i at søge tilbage til det samme igen og igen?

– I gentagelsen ligger der, at man kan have fokus på nogle elementer i billedet, som man kender lige så godt som sin egen bukselomme, men stadig må studere indgående år efter år. Malerierne præsenterer også nogle af hans grundelementer i at forstå et billede. Gårdspladsen er det nære, og så er der kigget ud igennem porten til det universelle og skiftet derimellem. Fladerne med tagrygningen og måske, der ligger sne, lag på lag. Nogle steder er det skrabet maling, andre steder brændt og tørret, han brugte en masse hårde metoder for at få den her…

Martin R. W. Brandt laver en gestus med sin hånd og gnider sine fingre mod hinanden, som man gør, når man vil have nogle penge.

– … stoflighed frem, siger han så.

– Og på den måde bliver det pludselig relevant med nogle billeder, der er malet for flere generationer siden.

Det må også være en manøvre, der kræver, at man holder sig spændstig i hovedet, for kan man overhovedet se en ting igen og igen og så egentlig se den? Man skal vel tage sig sammen for at se essensen i tingen og ikke blive blasert?

– Ja, nemlig. Han starter på Bognemark for at søge hen til et kernemotiv, et motiv, der er hans eget, og det er også derfor, han på et tidspunkt køber Bognemark. Han vil sikre sig sin – på moderne dansk – branding, siger museumsdirektøren.

De udstillede malerier strækker sig helt fra 30’erne og til slutningen af 50’erne, så man kan følge malerens udvikling over en lang periode.

 

Foto: Jens-Erik Larsen

 

Da yndlingsmotivet nedbrændte

I 2000 nedbrændte Bognemark – på en skala fra 1 til 10, hvor ærgerligt er det?

– Det er et meget svært spørgsmål, siger museumsdirektør Martin R. W. Brandt og tøver.

– Man kan anlægge den vinkel på det, at det giver det en vis poetisk, nærmest filmisk afslutning – man kan næsten forestille sig en af de store danske filminstruktører lave en film, hvor Bognemark brænder til slut. Det afslutter en tid, og der bliver bygget et moderne hus på grunden, som har samme træk og ligner Bognemark. Men det er en afslutning. Som et sankthansbål, hvor man brænder noget af, og så forsvinder det.

– Jeg tror helst, jeg vil se det sådan, for hvis Bognemark lå der nu, ville der være udfordringer med, at folk kom i busser for at se den, og det ville ikke være det samme. Så ville folk sige, hvordan kan det her lille husmandssted være dét sted. Ligesom jeg havde det, da jeg for mange år siden så H. C. Andersens hus – kan så stor en forfatter komme fra det lille hus?

Ja, men jeg mangler stadig et tal på en skala fra 1 til 10?

– Ja … mhhh. I respekt for dem, der bor der …

Du må gerne sige, at det er noget pjat, og at man ikke kan sætte et tal på det?

– Ja! Må jeg det? Tak, hr. journalist, ler museumsdirektøren.

– Men jeg kan godt forstå spørgsmålet. Jeg lander på en etter, hvis man ser det som en poetisk afslutning, og at vi nu har et museum, der fortæller om noget, der er sket engang – men det er en 10’er i forhold til, at der er noget, der ikke længere kan forklares på samme måde.

Jeg ville egentlig have troet, du ville siger en 11’er, fordi det er ærgerligt, vi ikke længere kan se, hvad det var, han brugte så megen tid på?

– Ja. Men det er fint, hvis du vil skrive det, jeg siger, lidt mere empatisk, så jeg ikke får folk på nakken. For jeg forstår jo også godt, hvis man ærgrer sig og er berørt af det, siger Martin R. W. Brandt.

 

Fakta

Oluf Høst (1884-1966), født i Svaneke, var den eneste indfødte bornholmer i den gruppering, der betegnes Bornholmerskolen. Han var i malerlære, inden han 1905-08 besøgte Gustav Vermehrens malerskole. Efter en måned på Kunstakademiet undervistes han 1910-12 hos Johan Rohde og 1915-17 hos Harald Giersing.

Oluf Høsts tidlige malerier bærer præg af Vermehrens romantiske realisme, mens de senere arbejder viser indflydelse fra Karl Isakson og Harald Giersing. Hans udtryksform betegnes oftest som ekspressionistisk, fordi han både koloristisk og i sin motivverden udtrykker stærke sindslige stemninger. Motiverne blev hentet på Bornholm, rundkirkerne, sankthansbål, silderøgerier, de klare vinterhimle med stjernebilledet Orion og det mest elskede, gården Bognemark ved Gudhjem, som han erhvervede i 1935 udelukkende som motiv, og som han malede i flere hundrede versioner, der gengiver årstidernes vekslen set gennem det voldsomme temperament.

Kilde: denstoredanske.dk

 

Sorgen er diskret til stede

Udstillingen med Bognemark-billeder er lykkedes ved at låne malerier fra både andre museer og fra privatpersoner, i alt cirka seks forskellige steder. Hvad de sidstnævnte angår, fortæller museet ikke præcis, hvem der ejer maleriet, fordi det jo repræsenterer en stor værdi.

Museumsdirektøren kan dog afsløre, at der er i hvert fald ét maleri, som aldrig har været uden for Gudhjem, ja, som rent faktisk altid har befundet sig inden for en radius af maksimalt én kilometer fra museet, som jo er indrettet i Oluf Høst og hans kone Hedvig Wiedemann Høsts villa, som bærer navnet Norresân.

– Jeg synes, det er et vanvittig godt billede, siger han og studerer maleriet, som det altså ikke tidligere har været den brede offentlighed forundt at se.

– Jeg har heller ikke selv tidligere været bekendt med det, siger han.

– Og studerer man billedet kan man se, at der er seks signaturer placeret diskret rundt omkring i det. Der står både “BB”, som står for Bognemark Barwenkowo, hvor Barwenkowo er for den lille by ved Østfronten i Rusland under Anden Verdenskrig, hvor Oluf Høsts søn, Ole, døde. Andre steder står der OH, altså Oluf Høst, og det betyder, at han har haft fat i lærredet og lige malet lidt mere på det. Men BB rummer jo den store sorg, som enhver forælder frygter i forhold til, at et barn dør, og som han diskret har malet ud på lærredet. Ikke skrigende, men så fint, at det har hængt i et hjem, hvor folk ikke har tænkt over det.

 

 

 

Foto: Jens-Erik Larsen

“Bognemark”, 1937. Fra kataloget: Efter erhvervelsen i 1935 var Bognemark stort set det eneste motiv, Høst brugte kræfter på. Tidligere havde han arbejdet med de dramatiske solnedgange ved det lokale silderøgeri, men det forlod han til fordel for gården. Dette maleri bærer præg af, at maleren har brugt timevis på at studere og sanse den gamle gård, og murene er spartlet op med et tykt lag oliemaling. Værket ville være tungt og mørkt uden den lille lysorange bræmme i vognportens åbning, som lysner billedet og indikerer, at der er en anden verden på den anden side af den lettere klaustrofobiske gårdsplads.

 

Foto: Jens-Erik Larsen

“Bognemark, dækket af tøsne”, 1942. Fra kataloget: Her billedliggøres det nordiske tema på flere parametre. For det første er det et overbevisende vinterbillede; man kan næsten hør, hvordan det tykke lag sne dæmper alle lyde. Høst elskede at male om vinteren, hvor luften var kold og farverne tydelige, omvendt havde han et anstrengt forhold til sommeren, hvor naturen forvandlede sig til en ensfarvet “grønkål”, som gjorde landskaberne vulgære og banale. Billedet her indeholder en grundig undersøgelse af farven blå, som han anså som “grundakkorden i Norden”, og som var den bærende farve i størstedelen af hans malerier.

Foto: Jens-Erik Larsen

“Sen aften”, 1946. Fra kataloget: Bognemark-motivet ændrer sig efter 1943. Solnedgangene bliver kraftigere og gårdspladsen mere tom, hvilket er en symbolik, der er svær at adskille fra kunstnerens tab af sønnen Ole på Østfronten i Anden Verdenskrig.