Sol over Gudhjem. Arkivfoto: Torben Ager

Affald bliver basis for nye fødevarer

Om et par år vil hylderne i supermarkederne måske lokke med bagværk bagt med restproduktet fra ølbrygning, øl brygget på æbleskrog eller frossen frugtjuice fra æbler, som tidligere var blevet hældt direkte i skraldespanden. Det er tre konkrete eksempler på nogle af de nye fødevareprodukter, som har meldt sig i kampen om Produktprisen 2020, som kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem og dagligvaregiganten Coop står bag.

– I år kan vi se, at man bruger nogle affaldsprodukter fra et andet produkt til at lave et nyt produkt. Det er en ret sjov tendens, siger Mads Marschall, som ejer og driver Sol over Gudhjem sammen med sin lillebror Mikkel.

Hans erfaring siger ham, at når en tendens viser sig blandt de tilmeldte produkter, så dukker den op i butikkerne et, to eller tre år efter.

– Sidste år havde vi rigtig meget af de her køderstatningsting. Der var nogle, der havde fundet på at lave en leverpostej, og så kaldte de den en bønnepostej, eller det var dilddellen eller rødbedebøffen, fortæller han.

Til brug i madlavning

Mads Marschall synes selv, at det er ret sjovt at opleve, hvordan nogle producenter ser på genanvendelsesgraden af noget affald fra et andet produkt, inden det ryger i skraldespaden og går til spilde. I stedet bliver det brugt til at lave et nyt produkt.

– Der er noget, der hedder Agrain, som laver både søde og salte kiks, hvor de bruger affaldet fra ølproduktion, fra mæsken. Og der er også nogle, der brygger øl, hvor de i stedet for at bruge humlen bruger æbleskrog til at brygge på, fortæller han.

Et tredje eksempel er en producent, der laver terninger af frosset saft fra frugt og grønt.

– Det er på frugter, der er blevet stødt eller ikke kan bruges. Så juicer de dem og fryser det ned som isterninger, og så kan man bruge det i sin madlavning, siger Mads Marschall og nævner citron, ingefær og tomat som eksempler.

– Det er meget sjovt, synes jeg, lyder det af halvdelen af brødreparret bag Sol over Gudhjem.

Rekordmange er med

Traditionelt bliver Produktprisen afgjort i forbindelse med Sol over Gudhjems årlige kokkekonkurrence på Gudhjem Havn. I år er dysten mellem kokkene aflyst, men det er producenternes konkurrence ikke. Faktisk er den større end nogensinde, fortæller Mads Marschall.

– Der er 107 tilmeldte. Jeg havde ikke forventet, at vi ville få så mange. Sidste år mener jeg, at vi fik 94 tilmeldinger, og så var der nogle, der ikke fik sendt ind, så jeg tror, vi smagte på et par og 80 produkter, og nu er det 107, siger han.

Om Sol over Gudhjems Produktprisen 2020:

107 tilmeldte produkter, deriblandt syv fra Bornholm og yderligere tre fra bornholmere med base i København. Produkterne konkurrerer i følgende kategorier: Mad, Drikke, Konfekture og Innovation. Produktprisen 2020 er et samarbejde med Coop og handler om at hylde landets bedste lokale varer inden for kategorierne mad, drikke og konfekture. Et ekspertpanel bestående af seks dommere smager og bedømmer produkterne: Thomas Rode, Mikkel Maarbjerg, Simon Olesen, Francis Cardenau, Mads Battefeld, Hanna Schaldemose (Coop) Konkurrencen skulle efter planen løbe af stablen i forbindelse med Sol over Gudhjem lørdag den 20. juni på Gudhjem Havn. Den vil i stedet blive afviklet som en virtuel smagning, hvor dommerne mødes og smager de produkter, der er gået i finalen. Det bliver filmet og sendt ud på Sol over Gudhjems Facebook, Instagram og LinkedIn samt på Coops sociale medier.