Det historiske træskib M/S Thor er blevet renoveret til en ny sæson, men coronakrisen har udskudt sæsonstarten. Foto: Berit HvassumDet historiske træskib M/S Thor er blevet renoveret til en ny sæson, men coronakrisen har udskudt sæsonstarten. Foto: Søren Danig

Nyrenoveret træskib sejler fortsat ikke: Det er tæt på umuligt at få et sikkert svar

GUDHJEM

Det historiske træskib M/S Thor er blevet renoveret til en ny sæson, men coronakrisen har udskudt sæsonstarten og dermed også indtjeningen på sejlturene. Lige nu ligger M/S Thor stille frem til 9. juni. Ejer Søren Danig fortæller, at det er svært at finde ud af, hvad han må og ikke må, og derfor tør han ikke begynde at sejle med passagerer endnu.

– Jeg kender ikke helt reglerne for sejladser som vores, og det er tæt på umuligt at få et sikkert svar lige nu. Jeg har ringet rundt til flere forskellige styrelser for at få svar, men det har jeg endnu ikke fået. Så nu har jeg valgt at vente til 8. juni, hvor fase tre træder i kraft og forsamlingsantallet forhåbentlig bliver hævet til mere end 10 personer. Vi er simpelthen bange for at få en betydelig bøde af politiet, hvis vi starter, før vi må. Der er for meget usikkerhed omkring det, siger Søren Danig.

Renoveret for en halv million

Der var ellers lagt op til en god ny sæson for M/S Thor. Søren Danig har over vintermånederne renoveret træskibet fra 1913 for tæt på en halv million kroner. Skibet er nu forsynet med en ny motor og motorkasse, nye alarmsystemer, nyt cockpit, nye instrumenter, selvstyre og et AIS-system, så andre skibe kan se M/S Thor i farvandet. Desuden er der sat nye maghoniplader på skibet, og skipper har fået en ny stol at sidde i. Altsammen forbedringer, som redderiet havde råd til. Lige indtil coronakrisen brød ud.

– Vi renoverede, fordi vi troede, vi havde råd til det. Motoren var en ældre sag, som var sat i engang i slutningen af 1960’erne. Det var svært at skaffe reservedele til den, og så gav det god mening at skifte den nu. Hvis vi fik et motorsvigt, kunne der være risiko for at ligge stille hele sommeren. Så derfor besluttede vi at renovere, så vi var klar til en ny sæson, siger han.

Ingen indtægt

Selvom udgifterne har været store og gerne skulle tjenes ind igen, ligger M/S Thor nu stille, indtil retningslinjerne for sejlads af M/S Thors type er helt klare.

– Skibet er fuldstændig klar, og vi vil frygtelig gerne sejle, men vi kan ikke risikere en stor bøde. Vi er nødt til at vente og se tiden mere an, siger Søren Danig.

Ligesom andre turistattraktioner er M/S Thor ramt hårdt af coronakrisen.

– Det påvirker os ganske voldsomt. Lige nu har vi ingen indtægt, og vi er heldige, hvis vi kommer ud på den anden side af sæsonen med bare halvdelen af den omsætning, vi plejer. Så det er en dyr omgang for mig. Jeg har været nødt til at hæve fra min pensionsopsparring og sætte det ind i firmaet, fortæller Søren Danig.

Hele sæsonen påvirkes

Ifølge ham vil coronakrisen med stor sandsynlighed også komme til at påvirke resten af sæsonen for M/S Thor.

– Det her kommer også til at betyde meget for resten vores sæson. Når grænserne er lukkede, går det hårdt udover alle i turistbranchen. Alle tyskerne, som plejer at komme, ser vi jo ikke, og de udgør en stor del af vores kundegrundlag. Generelt er mennesker også nervøse for at være samlet for mange af gangen og vil nok undgå det i nogen tid fremadrettet, siger Søren Danig.

Det ser ud til, at der går noget tid, før passagerer kan få glæde af forbedringerne på M/S Thor. Søren Danig fortæller, at han har kontaktet både Corona Hotlinen og Bornholms Politi for at få mere klarhed over situationen, men at der stadig ikke er kommet et klart svar. Indtil videre er M/S Thors sæsonstart derfor udskudt til 9. juni.