Retten på Bornholm. Foto: Berit Hvassum

Dømt narkokøber anker narkosag

RETSSAG

En større narkosag fra Rønne skal i landsretten. En 22-årig mand, som i byretten blev straffet med seks års fængsel, har nemlig anket sagen, oplyser anklagemyndigheden ved Bornholms Politi.

Manden havde på forhånd erkendt sig delvist skyldig i at have bestilt narkotika fra udlandet på det mørke internet ved hjælp af bitcoinoverførsler. Der var uenighed om, hvor store mængder han havde modtaget, og i byretten argumenterede den 22-åriges forsvarer for, at straffen maksimalt skulle være et år og ni måneders fængsel.

Dommeren og domsmændene fandt anklagemyndighedens beviser mest overbevisende, og den unge mand blev dømt i overensstemmelse med det fulde anklageskrift.

Forsendelserne indeholdt MDMA, ecstasy, hash, kokain og ketamin og blev fragtet til Rønne med pakkepost. Mest tungtvejende var de 1.753 gram af feststoffet MDMA, som manden blev dømt for at have modtaget med henblik på at sælge stofferne videre.