En sort stork går i disse dage rundt i Ekkodalen. Foto: Mogens Timand Kofod

Ornitolog om sort stork i Ekkodalen: Det er en strejfer

BIOLOGI

Mogens Timand Kofod stod tidligt op tirsdag morgen og kørte til Almindingen i håb om at få et glimt af den sorte stork, der mandag blev set i Ekkodalen.

Og det lykkedes faktisk at komme tæt på den sjældne fugl, selv om det krævede en større indsats.

Mogens Timand Kofod slog følge med Sune Riis Sørensen. Begge er ivrige ornitologer og altid på jagt efter eksotiske fugle. Klokken 04.00 i morges satte de kursen mod Svinemosen i forventning om, at se storken fouragere.

– Der var meget dejligt, men der var ingen sort stork, fortæller Mogens TImand Kofod.

Derefter fortsatte parret til Ekkodalen, hvor fuglen var set dagen før. Og denne gang var der bid.

Den sorte stork stod i dalens sydlige ende, og det lykkedes Mogens TImand Kofod at skyde et par gode billeder, inden storken fløj væk.

– Den sorte stork er en nervøs fugl, den er altid på vagt. Da der kom en fiskehejre for at hilse på, fløj den længere ned i dalen, beretter Kofod, der også kan fortælle, at den sorte stork med det kraftige næb og de røde ben er en skovfugl, der normalt yngler i de baltiske lande.

– Det er en sjældenhed, at se en sort stork på Bornholm. Denne her er en strejfer. Men når vi får større vådområder og moser i de kommende år, kan det jo være, at den bliver.