Foto: Jens-Erik Larsen

De holdt mors dag i det grønne

Der er både håndsprit og vådservietter ved siden af madvarerne og drikkevarerne, da familierne Itenow og Johnsen har slået sig ned med frokosten ved et bord- og bænkesæt på skovlegepladsen i Almindingen.

Overraskende nok er der ikke andre på netop denne store plads, på mors dag ved frokosttid, på en af årets vel hidtil smukkeste dage.

– Vi kan jo ikke sidde derhjemme, så vi blev inviteret af vores datter, svigersøn og barnebarn til at komme herud og holde mors dag, fortæller Ingrid Johnsen.

Man har passet godt på hinanden i familien, og datteren Mette har handlet ind for sine forældre. Nu er man glade for at kunne være sammen, på afstand, ude i det grønne.