Line Thorsen og Maiken Tanderup i Blomsterkunstens midlertidige ekstra lokale. Foto: Jens-Erik Larsen

Mors dag sætter rekord: Vi har aldrig oplevet noget lignende

– Vi har aldrig oplevet noget lignende.

Sådan lyder det samstemmende fra bornholmske blomsterhandlere, der melder om rekordhøje antal bestillinger af blomsterbuketter til mors dag i morgen søndag.

To af blomsterbutikkerne i Rønne har lejet sig ind i ekstra lokaler for at få plads til at binde de mange buketter. Ekstra medhjælp er kaldt ind for at hjælpe, og når man skal holde afstand til hinanden på grund af risikoen for coronasmitte, så er der brug for god plads.

Blomsterkunsten i Snellemark har lejet sig ind i det tomme butikslokale ved siden af, og Lottes Blomster på Lille Torv har lejet ekstra plads i industrikvarteret på Lillevangsvej ved siden af Born Trans, hvilket er ganske praktisk, da det er Born Trans, som bringer blomsterne ud i løbet af søndagen.

En fordobling

– Mors dag er i fremgang, og nu gør coronaen, at den får yderligere et hak opad. Folk tænker på hinanden og sender lidt kærlighed. Jeg har ikke på mine 11 år med butik oplevet noget så vildt. Jeg tror, at vi fordobler salget i forhold til mors dag sidste år, siger Wicki Bruun Kofoed fra Blomsterkunsten.

– Jeg var lidt nervøs for, om folk skulle glemme risikoen for smitten, for denne dag plejer man at stå på nakken af hinanden inde i butikken. Men folk har været fantastiske i dag. De stod pænt i kø ned ad Snellemark helt hen til bageren, så det gik rigtig fint, roser Wicki Bruun Kofoed, der har været nødt til at lukke for flere bestillinger af buketter til udbringning.

– Jeg har trukket så mange hjælpere ind, som jeg kunne. Jeg tror ikke, at vi kommer i seng, men der skulle gerne blive tid til et bad, inden vi skal åbne igen i morgen, siger Wicki Bruun Kofoed.

– Vi kører selv ud. De faste chauffører bliver suppleret af flere hjælpere, så vi kan komme ud i nogenlunde tid, siger Wicki Bruun Kofoed.

Blomsterkunsten har søndag syv biler klar til at bringe det rekordhøje antal buketter ud.

18 er i sving

– Vi har index 200 på bestillinger til mors dag, oplyser Lotte Hjorth fra Lottes Blomster, der lørdag eftermiddag er ude i Lotte 2 (eller Lotto), som den midlertidige filial på Lillevangsvej er blevet døbt.

Det vil sige, at man fordobler antallet af buketter til udbringning i forhold til sidste års mors dag.

18 medarbejdere og medhjælpere er i sving i det store lokale, som tidligere har været bogbinderi. Binderi er der igen for en stund – nu handler det bare om blomster.

Det bliver sent

Lilliendal Plantecenter på Sagavej i Rønne lukkede lørdag kl. 15, og så gik man i gang med at danne sig er overblik over bestillingerne på blomsterbuketter til mors dag.

– Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Når folk ikke kan komme ud på besøg, sender man en blomsterhilsen i stedet, og vi så det samme i påsken, siger Flemming Munch, ejer af Lilliendal.

– Vi har alle folk inde, og der er ikke flere at få fat i. Nu går vi i gang med buketterne, og jeg ved ikke, hvornår vi bliver færdige i aften, siger Flemming Munch.