Her plejer at være tusindvis af mennesker, larm og postyr. Nu er der helt stille og helt tomt. Foto: Betty Maibøll


Betty fra Pedersker i New York: ‘Det minder om en filmkulisse’

Betty Maibølls mor er født og opvokset på Bornholm, og igennem ni år har også Betty boet på øen. Nemlig siden hun var 12 år og nærmere betegnet i Pedersker, hvortil de flyttede fra København. Og hvor moren da også oprindeligt kom fra.

Betty, som i dag er 21, gik på Rønne Privatskole, ligesom moren i øvrigt gjorde, da hun var barn. Betty valgte at fortsætte på 10. klassecenteret i Rønne, og efterfølgende har hun boet lidt frem og tilbage mellem København og Bornholm – og i øvrigt taget en dyrepasseruddannelse i Roskilde.

Men hele vejen igennem har hun haft en drøm.

Hun ville til New York.

– Helt alene, uden at kende nogen herovre, siger hun i telefonen fra den store by på østkysten af USA denne eftermiddag, hvor klokken er cirka 17 om eftermiddagen på Bornholm og 11 om formiddagen hos hende.

– Min mor rejste også sammen med nogle veninder til New York, da hun var ung.

Var det en speciel pointe, at du ville tage af sted alene?

– Jeg syntes, det kunne være spændende bare at tage af sted og selv skulle finde ud alt. Jeg er også meget introvert og elsker at være alene, også at rejse alene. Det, synes jeg, er ret fedt.

Sidste år i august skulle den gamle drøm realiseres.

– Da rejste jeg herover for første gang, siger hun.

Du kan godt li’ at være alene, men kommer du ikke på en rejse i kontakt med folk, eller har behov for at komme det?

– Jeg synes egentlig, det er hyggeligt nok at være alene. Og jeg føler mig ikke ensom, fordi jeg har det godt med mig selv. Men i New York er der jo så mange mennesker, og man falder alligevel i snak med folk på gaden, og det er synes jeg også er meget fedt.

Betty Maibøll og Gable Lonning. Hun er fra Pedersker, men strandet i New York under coronakrisen.

Betty skulle som udgangspunkt opholde sig i New York i en måned og indlogerede sig i bydelen East Village i en “meget lille” Airbnb-lejlighed.

Men så begyndte skæbnen at skrue lidt på knapperne – og det dér med at være glad og tilfreds i ophøjet ensomhed holdt ikke.

– Jeg mødte ret hurtigt Gable og endte med at være her i tre måneder, siger hun.

– Indtil mit visum udløb.

De to mødtes på en bar.

– Han kom bare over og snakkede, siger Betty.

– Han er meget udadvendt, meget … amerikansk, ler hun.

Din modsætning?

– Ja, præcis, haha.

Gable Lonning er hans fulde navn, han er musiker – og jo, Bettys kæreste.

– Det er lidt sjovt, for vi spiller begge to banjo. Det er meget underligt, at vi begge to ejer sådan en, det er ikke så ofte, man møder en anden person, der gør det, siger hun, som sammen med Gable har etableret en banjospillende duo.

Da den planlagte måned var gået, og Betty egentlig skulle vende snuden hjemover, ville hun hellere blive sammen med ham.

– Så vi fandt et nyt sted at bo, og så kunne vi jo deles om huslejen, siger hun.

Da hendes tremånedersvisum var ved at udløbe, lagde de to unge mennesker hovederne i blød.

– Vi talte om, at han måske skulle tage med til København eller Bornholm, eller at jeg selv skulle rejse og så vende tilbage til New York hurtigst muligt. Men så fik vi den idé, at vi skulle tage til Asien, ler hun igen.

– Og det gjorde vi så i løbet af vinteren. Et par måneder trekkede vi rundt i Thailand og Cambodia.

Var det første gang derude for jer begge to?

– Ja, det var det.

Hvordan var det?

– Det var helt vildt. Først var det bare en joke, at vi ville tage til Asien, for det virkede egentlig helt sindssygt bare at gøre det. Men det gjorde vi altså, og det var meget spændende.

Chinatown, der normalt er en myretue af gadeboder, handel og fyldt af mennesker med mål, ligger nu tomt og lukket hen. Foto: Betty Maibøll

Jeg føler mig tryg

Skulle du så igen søge om visum for at kunne returnere til USA?

– Det bliver fornyet automatisk, når man har været ude af landet, så jeg kunne bare vende tilbage, og så havde jeg igen tre måneder.

Betty returnerede til New York i februar, så her i maj skal hun igen forlade landet.

– Inden da havde vi været smut i København. Så tog først Gable til New York, og jeg fulgte efter, siger hun.

Da du igen rejste til New York, var der endnu ikke al den her coronaballade?

– Nej, vi havde bare hørt lidt om det, men tænkte ikke, at det var noget, vi skulle bekymre os om, det nok var bare i Kina, ler hun.

– Vi regnede slet ikke med, at det ville berøre os og tog det ikke så alvorligt. Vi tænkte, at det nok var lidt ligesom med sars eller fugleinfluenza – noget man hørte om, men aldrig rigtig kom i nærheden af. Men det kom jo ikke helt til at passe, for så begyndte alt muligt pludselig at lukke ned.

Forsøgte du at vende hjem til Danmark, da den danske regering opfordrede til det?

– Ja, også dronningen sagde det jo – alle sagde det, faktisk – så jeg tænkte, at jeg hellere måtte vende hjem, og jeg prøvede også. Men mit fly blev aflyst næsten 10 gange, jeg prøvede igen og igen, men det blev hele tiden aflyst. Til sidst tænkte jeg, at jeg jo egentlig også føler mig tryg i New York, når jeg er sammen med Gable, så hvorfor ikke bare blive, nu det var så svært.

– Da havde jeg været i kontakt med udenrigsministeriet – de sagde “kom hjem!”. Jeg var også i kontakt med ambassaden i New York, som sagde “rejse hjem!”. Men jeg kunne jo ikke få billet, og så besluttede jeg altså til sidst at blive. Jeg har en god sundhedsforsikring og følte mig tryg og boede dejligt, og nu ville Gable og jeg udstå den her coronakrise sammen i New York. Så den seneste tid har været ret vild, vi vandrer lange ture i en by, der minder om en filmkulisse. Her, hvor der plejer at være tusindvis af mennesker, larm og postyr, er der nu helt stille og helt tomt!

– Inden den 13. marts, da Mette Frederiksen og Udenrigsministeriet rådede alle danskere i udlandet til at komme hjem, havde stemningen i New York slet ikke været præget af corona. Her var lige så levende og mangfoldigt, lige så sprudlende og fantastisk som altid. Foråret nærmede sig, luften var mild, og vi skulle spille med vores lille duo på en lokal cafe ugen efter, så vi øvede og øvede og tænkte, at vi lige ville se det hele an et par dage. Men det hele virkede da også enormt usikkert, og vi vidste ikke rigtig, om der ville blive optøjer og skyderi i gaderne, fordi folk blev desperate over at have mistet deres job eller blive ruineret af store hospitalsregninger.

Hvad siger din familie – og ikke mindst din mor i Pedersker – til det hele?

– Hun er jo glad for, at jeg føler mig tryg, men er da også stadig lidt nervøs, og hun synes egentlig også, jeg skal komme hjem.

Lige nu bor Betty sammen med Gable i lige smørhullet i Elizabeth Street om hjørnet fra den spændende bydel Soho.

– Normalt er det et virkelig dyrt område at bo i, men vi bor igen i en Airbnb-lejlighed, og fordi nærmest alle har aflyst deres rejser og afbestilt deres lejligheder, kan man få det utrolig billigt, siger Betty.

– Så nu bor vi her i et af de fedeste kvarterer.

Holder afstand

Du har både oplevet New York uden og med coronakrise, hvad er forskellen?

– Det er vildt underligt nu. Her plejer at være vildt mange mennesker overalt, og nu er gaderne bare helt tomme. Her er meget stille, det er helt mærkeligt. Men det er også flot at opleve byen nærmest forladt.

Hvordan synes du, newyorkerne tager det?

– Umiddelbart fint nok, selv om det jo er svært for dem, der mister deres arbejde. Alle er gode til at holde afstand og bære maske, men alligevel snakker man også lidt sammen. Bare med afstand. Det er faktisk dejligt at mærke, at næsten alle her tager den her mærkelige situation fredeligt og fornuftigt. Det er ret godt gået. Her kan næsten være helt almindelig sjov New York-stemning af og til – når solen er fremme og alle holder afstand, men går rundt og drikker deres to go-kaffe, snakker og spiller musik i parkerne. Og hver dag klokken 19 klapper og hujer alle ud af vinduerne, så det giver genlyd ned ad avenuerne, for at hylde alle dem, der arbejder i sundhedsvæsenet, siger Betty og og fortsætter:

– Forhåbentlig kommer der snart en løsning på krisen – en vaccine måske – og forhåbentlig vil vi alle sammen fremover sætte mere pris på hinandens selskab, åbne grænser og igen få frihed til at bevæge os, hvorhen vi vil. Jeg håber også snart, jeg kan få Gable med hjem til Bornholm, som han endnu kun har hørt om.

 

Nu ville Gable og jeg udstå den her coronakrise sammen i New York. Så den seneste tid har været ret vild, vi vandrer lange ture i en by, der minder om en filmkulisse

 

 

Kan I komme ud? Hvad med restauranter, spillesteder og så videre?

– Alt er lukket. Vi kan kun gå ture i byen med maske på og handle ind, ellers er alt lukket ned. Man kan godt købe kaffe to go, men ikke sidde på en café og nyde den. Vi har ikke kunnet få fat i masker, og nu er der påbud om, at man skal have dækket mund og næse, når man går ud, så vi bruger tørklæder.

Newyorkere er vist ikke just kendt for at lave så meget mad derhjemme, men det gør I to vel nu?

– Ja, nemlig. Heldigvis er jeg ret god til at lave mad, så det sørger jeg for. Og ellers går vi ture, spiller musik og dyrker yoga inden for i vores lille lejlighed, ler Betty.

Dit visum udløber i maj, og så skal du vel finde ud af at komme hjem?

– Ja. Ellers kan det jo blive et problem. Men vi er nok mange i samme situation, så jeg tror, at hvis det ikke lykkes mig, er det nok okay.

Man bliver ikke straffet?

– Nej, jeg tror det ikke. Men jeg vil da også prøve at komme hjem.

Hvad er din plan, hvis det lykkes, for du vil vel også gerne tilbage til New York igen?

– Ja, det vil jeg. Og jeg vil også rigtig gerne have Gable med hjem, og han vil også gerne til både Danmark og Bornholm, men lige nu er der lukket for ham. Ellers er min plan så vidt muligt at tage hjem og så følge med i, hvad de sker i New York. Det er jo også federe at være her, når det hele er genåbnet. Så lige så snart, det er muligt, vil jeg gerne herover igen, siger Betty i telefonen fra New York.

 

 

New York kontra Pedersker

• Indbyggertal:

Pedersker: 232.

New York: 8,399 millioner.

• Restauranter:

Pedersker: 1 (Vingården Lille Gadegård lige uden for byen).

New York: 26.697 (cirka).