Gerhard von Kamptz, den sidste tyske kommandant på Bornholm, fotograferet i 1982 i forbindelse med et besøg på Bornholm. Arkivfoto

Han holdt Bornholm til det sidste

Nedenstående interview blev bragt første gang i Bornholms Tidende lørdag den 17. juli 1982. 

 

For 37 år siden var manden på dette billede en af hovedpersonerne i dramaet omkring befrielsen.

I maj 1945 var Gerhard von Kamptz den sidste tyske kommandant på Bornholm – manden, der ikke ville kapitulere til russerne før han havde ordre til det. Men det ville russerne ikke vente på, og så lagde bomber store dele af Rønne og Nexø i ruiner.

I dag er den forhenværende strunke flådeofficer en 80-årig pensionist med skrøbeligt helbred, hvilket ikke hindrede ham i forleden at være deltager i en turistrejse til Bornholm. Vi talte med ham, og i dagens weekend-tillæg beretter ex-kommandanten om sit syn på begivenhederne i 1945.

Her på billedet står han eftertænksom ved den sten i Storegade i Rønne, der minder om en anden besættelse og om den skæbne, der i 1658 ramte øens daværende kommandant, den svenske oberst Printzenskiöld, som faldt her. von Kamptz overlevede krig og ni års russisk krigsfangenskab. Også det fortælles der om i dagens avis.

Der er 37 år…

– Den 6. maj lod De en tysk oberstløjtnant henrette på Galløkken. Hvad var årsagen?

– Også i dette tilfælde var det et spørgsmål om for enhver pris at opretholde disciplinen. Obertstløjtnanten var kort forinden kommet til Bornholm fra østfronten, og nu fremsatte han udtalelser, der kunne opfattes som værende til gunst for fjenden og som opfordring til mytteri og plyndring. Hvis jeg accepterede en sådan optræden fra en erfaren soldat og stabsofficer, der burde have været et forbillede for mandskabet, hvordan skulle jeg så kunne gribe ind overfor andre officerer, for slet ikke at tale om de menige soldater. Det var nødvendigt omgående at statuere et eksempel, og det fald i min lod som øens øverste militære myndighed (og dermed rettergangschef) at skærpe krigsstandrettens afgørelse til dødsstraf. Afgørelsen og henrettelsen fandt sted før der var indløbet ordre om den endelige kapitulation, d.v.s. på et tidspunkt, hvor vi endnu måtte forudse krigshandlinger.

 

Læg mærke til, at det lykkedes at opretholde disciplinen til det sidste. Det tror jeg ikke mindst bornholmerne har grund til at være glade for.

 

Jeg kan tilføje, at denne sag under mit fangenskab blev undersøgt ved en russisk militærdomstol, der ikke fandt anledning til at bebrejde mig noget, og efter min hjemkomst til Tyskland er sagen prøvet ved domstole, som heller ikke skred ind over for mig.

Det må jeg opfatte som en erkendelse af, at jeg også på dette punkt har gjort min pligt – selvom det var en tung beslutning. Men læg mærke til, at det lykkedes at opretholde disciplinen til det sidste. Det tror jeg ikke mindst bornholmerne har grund til at være glade for.

Det hindrer mig ikke, at tyske soldater under og efter bombardementerne kan have rapset fødevarer fra ruinerne, men det er en kendsgerning, at soldaterne ofte – på eget initiativ – hjalp med til at redde dansk ejendom, f.eks. ved brandslukning på tidspunkter, hvor det danske brandvæsen endnu ikke var trådt i funktion. Og i en sådan situation er det vel forståeligt, at der tages et brød eller en pølse. Men tilfælde af egentlig selvtægt, f.eks. røveri under våbentrussel eller andre overgreb mod bornholmerne, mener jeg ikke forekom.

En umulig opgave

– Hvis vi går tilbage til februar 1945 – hvordan var så Deres opfattelse af opgaven som kommandant på Bornholm?

– På grund af forskellige problemer, der skulle klares forinden, kom jeg først til Bornholm i begyndelsen af marts, og derefter stod det mig hurtigt klart, at opgaven på længere sigt var umulig at løse. Garnisonen var ubetydelig og talte ikke kamptropper, og der var ikke forberedt et forsvar.

Jeg havde ikke mulighed for at opbygge et effektivt forsvar med de midler, jeg havde til rådighed, skønt jeg ved flere tjenesterejser til Tyskland og København søgte at skaffe mandskab, våben og forsyninger. Det lykkedes kun delvis, og selvom der blandt de hertil evakuerede tropper fra fronten fandtes visse kampduelige enheder, så det mørkt ud. Derfor måtte jeg hele tiden lade som om vi var stærkere end tilfældet var. Det var et forsøg på at bluffe russerne – og for den sags skyld også danskerne, og det lykkedes for så vidt som russerne afholdt sig fra landgangsforsøg.

– Hvis det var kommet til sådanne forsøg – hvordan ville De så have reageret?

– Det afgørende for os var havnene i Rønne og Nexø, og jeg ville derfor have gjort et forsøg på at holde disse byer samt en forbindelsesvej mellem dem. På et tidligt tidspunkt forestillede jeg mig også støttepunkter på Nordbornholm og andre taktisk vigtige steder, men det stod mig hurtigt klart, at de ikke ville kunne holdes overfor et beslutsomt angreb. Der var dog mest grund til at vente et sådant på den sydlige del af øen, og derfor måtte vi også etablere stillinger ved Rønne, vendt mod land.

Afgørende for Bornholms stilling var imidlertid, at Tyskland selv i krigens sidste fase havde søherredømmet i denne del af Østersøen. Luftherredømmet havde vi mistet, men en luftlandsætning ville være blevet en kostbar affære for russerne, og deres muligheder for et massivt angreb over havet var kun små. Men det indså de jo også klart og ventede med at komme til efter den endelige kapitulation. Og dermed var min opgave løst.

Gerhard von Kamptz ville kapitulere til russerne før han havde ordre til det. Men det ville russerne ikke vente på, og så lagde bomber store dele af Rønne og Nexø i ruiner. Arkivfoto fra 1982, da Gerhard von Kamptz besøgte Bornholm

Kapitulationsuligheder

– De har ganske vist tidligere besvaret spørgsmålet, men der hører med i helheden her. Derfor gentager jeg: – Ville De have nedlagt våbnene over for englænderne efter den 5. maj?

– Den tyske del-kapitulation i Danmark omfattede også Bornholm, og det siger sig selv, at jeg ville have fulgt ordren om overgivelse til briterne.

– Det er blevet fremført, at De måske kunne have kapituleret over for enheder af Den danske Brigade i Sverige. Hvordan ser De på den mulighed?

– Jeg kan ikke svare klart ja eller nej, fordi brigadens status var usikker. Men jeg var blevet overbevist om, at brigaden kunne betragtes som en befuldmægtiget vest-magt-enhed, der handlede i overensstemmelse med general Dewings beføjelser, kunne jeg efter den 5. maj have accepteret brigade-enheder på Bornholm til beskyttelse af den danske befolkning, og efter ordren den 7. maj om endelig kapitulation, ville det formentlig have været muligt, at vi nedlagde vore våben over for brigaden.

Chef til det sidste

– Hvilke tyske myndigheder var De som kommandant på Bornholm underlagt i maj 1945?

– I spørgsmålet om at forsvare Bornholm mod russerne, var jeg ansvarlig overfor storadmiral Dönitz, som på dette tidspunkt også havde overtaget regeringsledelsen. Der var tale om personlige ordrer, og kun en ny direkte ordre fra admiralen kunne ændre disse. Hvad de taktiske forhold iøvrigt angik, var min nærmeste foresatte Admiral Dänemark. men m.h.t. transporterne var der var også Marineoberkommando Ost og diverse andre kommandoorganer. Vedrørende forholdet til danskerne havde jeg desuden de tyske myndigheder i København at tage hensyn til, men på det tidspunkt forelå en ordre fra Dönitz til den rigsbefuldmægtigede, dr. Best og den militære chef, general Lindemann, om at undgå alle friktioner i forholdet til den danske befolkning.

 

De misforståelser, der har verseret om, at jeg blev afsat af en general, der var kommet til Bornholm fra østfronten, og at han gennemtvang kapitulationen, er grebet ud af luften og må skyldes manglende kendskab til militære forhold.

 

Allerede i marts havde jeg samtaler med Best og Lindemann, men det drejede sig hovedsageligt om forsyninger til øen og de tyske flygtningen.

– Og De fastholder, at De var ø-kommandant til det sidste?

– Ja. De misforståelser, der har verseret om, at jeg blev afsat af en general, der var kommet til Bornholm fra østfronten, og at han gennemtvang kapitulationen, er grebet ud af luften og må skyldes manglende kendskab til militære forhold.

På et tidspunkt anmodede jeg imidlertid general Wuthmann, der var kommet fra Østprøjsen (senere død i Tyskland efter hjemkomst fra russisk krigsfangenskab) om at overtage kommandoen over alle tyske tropper på Bornholm, og senere, da den endelige kapitulation var en kendsgerning, bad jeg ham føre kapitulationsforhandlingerne med russerne. Dels ønskede jeg ikke selv at forhandle med russerne, dels kunne jeg ikke med mit beskedne kommandoapparat magte denne opgave. Wuthmann havde sin stab, derblandt russisk-kyndige tolke, med sig. Men alt dette ændrede ikke min status som ø-kommandant med ansvar for tidspunktet for overgivelse.

Luftangrebene generede ikke

– Og de russiske luftangreb kunne ikke friste Dem til at give op på et tidligere tidspunkt?

– Nej. Militært set var angrebene ikke sirlig effektive. de tyske tab var begrænsede, og vor kampkraft blev ikke svækket. Derimod bestyrkede russernes angreb mig i opfattelsen af, at der var noget i gære. Et modsætningsforhold mellem de allierede syntes under udvikling. Det var en situation, der indgik i den tyske militære ledelses overvejelser, og som måske kunne føre til, at tyske tropper skulle kæmpe videre på vestallieret side for at stoppe russerne. I dag ved vi, at dette var ønsketænkning – selvom ideen også strejfede briterne – men dengang syntes alle muligheder at være åbne, og også dette måtte indgå i min vurdering af situationen.

Bornholm var omfattet af kapitulationen overfor Montgomery. Hvorfor kom briterne så ikke? Og hvorfor angreb russerne på et tidspunkt, da Tyskland havde underskrevet den endelige kapitulation også overfor dem? Man behøvede blot at vente i mindre end 48 timer, indtil den trådte i kraft. Fra det øjeblik skulle våbnene nedlægges – nøjagtig som det skete natten mellem 8. og 9. maj. Derfor var bombardementerne fuldstændig overflødige.

 

De russiske opfordringer til os pr. radio og flyveblad om at kapitulere blev slet ikke besvaret, fordi jeg ikke havde bemyndigelse til at forhandle med russerne.

 

– Men russerne hævder, at de opsnappede en tysk melding fra Bornholm om, at kampen ville blive fortsat!

– De russiske opfordringer til os pr. radio og flyveblad om at kapitulere blev slet ikke besvaret, fordi jeg ikke havde bemyndigelse til at forhandle med russerne. Formentlig hefter russerne sig ved en melding som Wuthmann tidlig på natten den 8. maj sendte til Armeeoberkommando Ostpreussen, hvorunder han sorterede. Heri meddelte han, at Bornholm var engelsk interesseområde, og at ethvert russisk landgangsforsøg ville blive bekæmpet. Men det er klart, at denne “interne meddelelse”, kun var en oplysning til ledelsen i Østprøjsen om, at Bornholm stadig var på tyske hænder, hvilket havde betydning for de fortsatte transporter. Naturligvis var det heller ikke Wuthmanns hensigt at fortsætte kampene ud over den endelige kapitulations ikrafttræden.

Bornholms interesser

Må jeg iøvrigt tilføje, at det i 1945 også var i vore tanker at varetage bornholmernes interesser. I modsætning til danskerne vidste vi fra østfronten, hvilken skæbne der ventede civilbefolkningen, når russerne kom – og vel at mærke ikke alene tyskere, men også civile i de såkaldt “befriede” områder. Ved at holde ud til englænderne kom til øen, så vi en mulighed for ikke alene at skåne vore egne, men også bornholmerne.

Jeg kan forestille mig, at en sådan oplysning vil blive modtaget med hovedrysten af Deres læsere, men ikke destomindre spillede disse overvejelser en rolle.

Til alt held slap bornholmerne for den oplevelse, takket være en åbenbart speciel sovjetisk politik over for Danmark, men jeg har dog indtryk af, at de første sovjettropper, der kom til øen, gav befolkningen en fornemmelse af, hvad de kunne have ventet, hvis soldaterne havde fået frie tøjler.

Set under ét må jeg fastholde, at jeg i 1945 gjorde min pligt under hensyntagen til de interesser, jeg var sat til at varetage – men også med videst mulig hensyntagen til bornholmerne. Som sagt forventer jeg ingen kærlighedserklæring fra bornholmerne i den anledning, men jeg håber, at mit eftermæle trods alt vil være, at jeg i en uhyre vanskelig situation opførte mig som anstændig soldat.

Mit ønske nu skal være, at Bornholm aldrig mere må komme i en lignende situation, men at befolkningen må få lov at leve i fred på deres smukke ø.

 

Da jeg indfandt mig i lokalet, hvor de andre ventede, rakte en russisk officer hånden frem. Jeg tog den ikke, men hilste militært med hånden til huen. Forhandlingerne fortsatte i en meget kølig stemning.

 

Han var russerne en besværlig fange

Selv i fangelejrene nægtede den tyske kommandant at kapitulere – og russerne respekterede ham for det og gav ham “i det store og hele en korrekt behandling”.

Havde russerne i majdagene i 1945 travlt med at forsøge at fremtvinge en tidlig tysk kapitulation på Bornholm, så havde de til gengæld ikke særlig travlt med at tage øen i besiddelse, da kapitulationen endelig trådte i kraft.

Det skete med virkning fra midnat 8.-9. maj, og den tyske garnison på Bornholm ventede nu hvert øjeblik russernes komme.

Men først den 9. maj lidt over klokken fem morgen løb seks russiske motortorpedobåde, dækket af fly, ud fra Kolberg med kurs mod Bornholm. Om bord var stabschefen ved den russiske flådebase i Kolberg, kommandørkaptajn Shavkov, hvis opgave det var at modtage tyskernes kapitulation, samt et infanterikompagni under ledelse af major Antonik – og en politisk kommissær.

Man sejlede langsomt, dels på grund af minefaren, og dels fordi soldaterne opholdt sig på dækket af de forholdsvis små fartøjer. Undervejs blev man opholdt af et møde med en tysk pram og fire eller seks motorbåde (formentlig motortorpedobåde). De blev opbragt og af en af de russiske torpedobåde ført til Kolberg, mens de øvrige fartøjer fortsatte mod Rønne.

I nærheden af Bornholm standsede man atter op. Russerne siger, at det skyldtes tæt tåge. Tyske kilder erindrer ikke nogen tåge, men mener, at stoppet skyldtes russisk usikkerhed om, hvorvidt tyskerne nu også havde nedlagt våbnene.

Ved 14.30-tiden løb torpedobådene imidlertid ind i Rønne havn og landsatte soldaterne uden episoder med tyskerne. Officererne begav sig til Galløkken for at forhandle med den tyske ledelse.

Kølig stemning

von Kamptz fortæller:

– Russerne blev modtaget af general Wuthmann og hans stab, men forlangte også mit nærvær. Jeg befandt mig i en batteristilling i nabolaget, hvor jeg blev afhentet af en russisk sergent. Da jeg indfandt mig i lokalet, hvor de andre ventede, rakte en russisk officer hånden frem. Jeg tog den ikke, men hilste militært med hånden til huen. Forhandlingerne fortsatte i en meget kølig stemning.

På et tidspunkt indfandt der sig nogle danske frihedskæmpere i lokalet, og deres leder henvendte sig til mig med ordene: – Hr. kaptajn – russerne plyndrer på havnen…

Jeg pegede hen på russerne og sagde: – Det må De hellere tale med d’herrer om.

General Wuthmann sagde nu til russerne: – Vi har ikke bedt dem (danskerne) komme her – men den eneste russiske reaktion kom fra en officer, som på gebrokkent tysk sagde: – Jeg vil undertrykke enhver provokation…

Hvem han tænkte på i den forbindelse stod os ikke klart, men kort efter indløb en melding om, at russerne havde skudt tre af deres egne for at opretholde ordenen.

Derefter meddelte russerne, at jeg sammen med general Wuthmann og nogle medlemmer af hans stab ville blive ført til Kolberg for at forhandle videre med briterne – en oplysning jeg med god grund tvivlede på.

 

Det ville russerne ikke tro på. De var overbeviste om, at briterne fra fly havde udlagt minespærringer ved Bornholm, og at jeg var vidende herom

 

Vi blev bragt til havnen, og ved 17.30-tiden forlod vi på to torpedobåde Rønne. Efter nogle timers forløb ankom vi til det fuldstændigt ødelagte Kolberg – hvor naturligvis ingen englændere ventede.

Jeg blev straks afhørt ved staben for 1. Baltiske flåde, og russerne begyndte omgående at udspørge mig om mine forhandlinger og kontakter med briterne. Jeg fastholdt, at jeg ikke på noget tidspunkt havde haft sådanne kontakter, men blot havde ventet på, at englænderne skulle komme til Bornholm for at vi kunne kapitulere til dem.

Det ville russerne ikke tro på. De var overbeviste om, at briterne fra fly havde udlagt minespærringer ved Bornholm, og at jeg var vidende herom. Russerne hævdede også, at de tyske kanonstillinger ved Dueodde, der blev påbegyndt kort efter besætttelsen i 1940, men aldrig fuldført, i virkeligheden var ramper til afskydning af V-våden (raketter) mod Rusland. I det hele taget sporede jeg en kraftig mistro mod deres vestlige allierede.

En samtale

Jeg havde også samtaler med den russiske general Korotskov (senere chef på Bornholm), der spurgte: – Hvorfor kæmpede I tyskere ikke videre?

Jeg svarede: – Efter min opfattelse ville den tyske ledelse kæmpe videre, men østpå var der for mange russiske kampvogne og mod vest for mange amerikanske flyvere – og dertil for mange tilfælde af forrædderi i vore egne rækker.

Hertil sagde Korotkov: – Nej, nej – det er ikke overbevisende grunde. Vi havde regnet med, at Berlin ville blive vort Stalingrad…

Herefter blev samtalen afbrudt, men jeg har senere tænkt meget over Korotkovs ord, og efter min opfattelse får de kun mening, hvis de dækkede over en russisk frygt for, at en alliance mellem tyskere og englændere/amerikanere pludselig skulle ændre hele situationen ved fronten.

Militært set var Tyskland slået i foråret 1945, men sandheden er, at også russerne var langt ude efter de enorme tab, de havde lidt. Hvis en tysk-engelsk-amerikansk alliance var blevet itl noget, ville russerne være kommet i knibe.

 

Så vidt jeg kunne konstatere blev “bornholmerne” gennemgående bedre behandlet i Kolberg end andre tyske krigsfanger.

 

von Kamptz fortsætter:

– Under mit ophold hos den russiske flåde i Kolberg, blev jeg korrekt behandlet, og jeg havde lejlighed til at iagttage ankomsten af nogle af vore tilfangetagne styrker fra Bornholm. Så vidt jeg kunne konstatere blev “bornholmerne” gennemgående bedre behandlet i Kolberg end andre tyske krigsfanger. De havde deres egne afdelinger i fangelejrene, og i hvert fald marinepersonellet fik lov at arbejde for bønderne i nabolaget. Russerne – og jeg selv – var iøvrigt meget betaget af “mine marineres” holdning. Da de blev landsat i Kolberg stillede de af sig selv op i formation og marcherede taktfast og syngende videre til fangelejren. Det syn glemmer jeg aldrig.

Forskelsbehandlingen gavnede også vore kvinder – både dem i uniform og de civile flygtninge. Det er min opfattelse, at de ikke blev udsat for overgreb, hvad der ellers var en normal foreteelse i det russisk-besatte Tyskland på det tidspunkt.

Et tilbud

Senere blev jeg fløjet til Reval i Estland og i et nærliggende badested anbragt i en næsten elegant villa, hvor behandlingen og forplejningen var god. En uges tid efter blev jeg opsøgt af en højtstående russisk marineofficer, der foreslog, at jeg skulle lede minestrygningen i den østlige Østersø. Naturligvis under russisk kommando, men med tysk materiel og mandskab. Russerne lagde ikke skjul på, at de betragtede mig som ekspert på området, og hvis jeg havde accepteret, havde jeg formentlig været sikret gode forhold og en forholdsvis hurtig hjemsendelse, men jeg havde ikke lyst til at træde i fjendens tjeneste og afviste forslaget.

Nu ændredes vilkårene. Jeg blev overført til en egentlig krigsfangelejr i Walk i Estland, og her forsattes afhøringerne under mindre behagelige omstændigheder. Jeg blev også afhørt om forholdene på Bornholm, men kunne ikke fortælle meget på grund af min korte tjenestetid på øen. Jeg havde da også nærmest indtryk af, at russerne på mange områder var bedre orienteret om bornholmske forhold end jeg var.

En dag blev jeg anklaget for at have ladet ti bornholmske gidsler skyde. Det afviste jeg naturligvis – sådanne forholdsregler havde end ikke været på tale på Bonrholm – og jeg nægtede at underskrive en “tilståelse” herom. Jeg har en fornemmelse af, at russerne undersøgte sagen på Bornholm, men at man – muligvis af amtmanden – har fået at vide, at sigtelsen var grebet ud af luften. Hænger det sådan sammen, er jeg danskerne taknemmelig for, at man ikke benyttede lejligheden til at bagtale mig. Det ville formentlig have kostet mig livet.

– I efteråret 1946 var det herhjemme på tale, at De som krigsforbryder skulle udleveres til Danmark og dømmes her. Kender De noget hertil?

– Det har jeg aldrig hørt – men jeg havde ikke haft spor imod at skifte til et dansk fængsel. Jeg kan ikke se, at jeg har gjort mig skyldig i krigsforbrydelser mod danskerne. Heller ikke russerne betragtede mig som krigsforbryder. De vidste godt, at jeg, bortset fra min opgave på Bornholm, under hele krigen ikke havde været i kamp med dem, men at min indsats kun havde omfattet de vestallierede – og også der er min sti ren.

Besværlig fange

De følgende ni år tilbragte von Kamptz i forskellige krigsfangelejre og fængsler i det europæiske Rusland – i et område fra Baltikum til Sortehavet. Selvom levevilkårene var barske og behandlingen undertiden hård, var den stort set korrekt, siger von Kamptz og tilføjer, at russerne tilsyneladende respekterede hans holdning. På sin vis var årene i Sovjet en oplevelse, og han mødte også eksempler på venlighed og forståelse fra fangevogternes side, siger han.

Dette til trods for, at han absolut ikke var nogen “nem” fange. Medfanger har udtrykt det på den måde, at von Kamptz aldrig personligt kapitulerede over for russerne.

 

Som krigsfange betragtede jeg det som min pligt at forsøge at flygte…

 

For nogle år siden fortalte en tysk turist på Bornholm, at hans far havde været i fangenskab med von Kamptz. Når russerne fejrede en af deres mange nationaldage, meldte von Kamptz sig punktligt om morgenen til den russiske lejrledelse og bad om at blive sat i arrest.

– Hvorfor, spurgte russerne de første gange.

– Jeg kan ikke fordrage at se alle de røde klude (flag), svarede von Kamptz.

Og så røg han i arrest.

Under von Kamptz’ besøg på Bornholm blev denne beretning forelagt ham, og han bekræftede den.

– Jeg gjorde det, fordi lejrens arrestbarak var den eneste bygning, hvorover der ikke vajede et sovjet-flag, sagde han…

Fra lejren i Estland foretog von Kamptz iøvrigt et flugtforsøg. Det lykkedes ham at passere vogtere og spærringer, og han tilbragte et par uger i skovene ved Peipussøen, hvor han prøvede at få kontakt med de estisk-lettiske partisaner, der i flere år efter krigen holdt til der. Men i stedet løb han i favnen på russerne og blev ført tilbage til lejren.

Russerne nægtede at tro, at han var undsluppet på egen hånd og hævdede, at den engelske hemmelige tjeneste havde hjulpet ham. Han kom i hårde forhør, fik prygl og brækkede flere ribben, ligesom han blev anbragt i en ganske snæver celle.

– Men det havde jeg jo på en måde selv været ude om, siger von Kamptz. – Som krigsfange betragtede jeg det som min pligt at forsøge at flygte…

I tre tilfælde gennemførte han hungerstrejker i indtil 14 dage. I to tilfælde gav russerne delvis efter, fordi der var en regel om, at sultestrejker ud over to uger skulle indberettes til højere myndigheder, og det gad man ikke have besvær med. Men tredie gang blev von Kamptz nægtet drikkevand, og så holdt han kun ud i tre dage, inden han måtte på lazaret.

50 års strafarbejde

I 1949 opholdt von Kamptz sig i Iwanowo-lejren øst for Moskva, og her blev han idømt 2 x 25 års strafarbejde for “terror, sabotage og fascistisk propaganda”.

– Anklagerne var opdigtede, siger von Kamptz. – Der var tale om skinprocesser, som jeg og tusinder af andre krigsfanger over hele Sovjetunionen blev ofre for. Det skyldtes, at Stalin efter pres fra vestmagterne omsider var begyndt at løslade krigsfanger, men han ville ikke give slip på alle, dels fordi de repræsenterede en arbejdskraft, men især for at have noget at “købslå med”, når der skulle forhandles med en genoprettet vesttysk stat. Derfor idømte man tilsyneladende helt vilkårligt krigsfanger straffe på 1, 2 eller 3 x 25 års strafarbejde. Teknisk set var der så ikke længere tale om krigsfanger, men straffefanger, og det kunne vestmagterne ikke blande sig i. Derefter meddelte Stalin, at alle egentlige krigsfanger var hjemsendt.

Hvorfor von Kamptz og andre alligevel blev løsladt i 1954, ved han ikke. Adenauers berømte rejse til Moskva, der resulterede i nye hjemsendelser, fandt først sted i 1955, men von Kamptz formoder, at Stalins død i 1953 har spillet en rolle.

Men selv til det sidste forsatte von Kamptz med at optræde som en ægte prøjsisk officer. – Når russerne hjemsendte fanger, foregik det på den måde, at et antal navne blev råbt op, og fangerne fik ordre til at gøre sig rejseklar. Men om man skulle hjem eller sendes til andre lejre, f.eks. i Sibirien, fik man først at vide i sidste øjeblik.

 

Den 1. januar 1954 vendte von Kamptz tilbage til Tyskland og slog sig ned i hjembyen Kiel

 

Da von Kamptz kort før årsskiftet 1954 blev råbt op, var han overbevist om, at han ville blive sendt østpå, men så blev det meddelt, at han skulle hjem.

Den eneste anden marinefange i dette lejrafsnit var en underofficer – hvis navn ikke blev råbt op. Hvorefter von Kamptz meldte sig til lejrledelsen og sagde: – I min marine er det skik, at kaptajnen er den sidste, der forlader skibet. Jeg ønsker ikke at rejse hjem, når en underofficer skal blive tilbage, men beder om, at han må rejse i mit sted.

Den tyggede russerne lidt på – og så føjede de storsindet underofficerens navn på listen – uden at stryge von Kamptz.

Den 1. januar 1954 vendte von Kamptz tilbage til Tyskland og slog sig ned i hjembyen Kiel, hvor han siden har levet som pensionist, plejende et skrøbeligt helbred, der er en følge af krigens og fangenskabets strabadser.

Ikke nogen hr. hvem-som-helst

Hvem var denne von Kamptz, der i nogle få måneder i 1945 kom til at spille en så væsentlig rolle i Bornholms historie?

Et blik på hans personalia-oplysninger og militære løbebane viser, at det i hvert fald ikke var en tilfældig marineofficer, storadmiral Dönitz valgte til opgaven.

Gerhard von Kamptz blev født i 1902 som søn af en godsejer i den daværende prøjsiske provins Posen, som efter første verdenskrig blev polsk. Allerede som 15-årig meldte han sig til det prøjsiske kadetkorps, men året efter sluttede krigen. Unge Gerhard ville egenlig have været forstmand, men mulighderne i det fag var små, og derfor meldte han sig som frivillig til den tyske rigsmarine i 1923. I 1927 blev han løjtnant, og så fulgte forfremmelserne med regelmæssige mellemrum. Da anden verdenskrig brød ud, var v. K. blevet Korvettenkapitän, svarende til orlogskaptajn i det danske søværn.

I løbet af tyverne og trediverne gennemgik v. K. en særdeles alsidig uddannelse, bl.a. på forskellige typer skoleskibe, ligesom han modtog en infanteri- og marineartilleriuddannelse. Det blev dog mine- og andre “spærre”våben, som blev hans speciale, og allerede i 1932 fik han sin første chefpost.

De første måneder af anden verdenskrig gik med minestrygningsopgaver i Nordsøen, og den 9. april 1940 var v. K. chef for en minestrygerflotille, der deltog i besættelsen af Esbjerg. Derefter fulgte indsats i farvandene fra Norge til Spanien og stationering i Royan i Frankrig med konvojsikringsopgaver i Biscayen og Den engelske Kanal. Herunder var v. K. med til at forberede det såkaldte “Kanalgennembrud” i februar 1942, da det lykkedes tyskerne at bringe slagkrydserne Gneisenau og Scharnhorst samt krydseren Prinz Eugen fra atlanterhavshavnen Brest gennem Kanalen for næsen af briterne og hjem til Tyskland. En bedrift, der ganske vist ikke fik større betydning for krigens gang, men som også af briterne anerkendtes som en fremragende sømandspræstation.

Under indsats i Kanalen blev v. K.s enheder ofte angrebet af englænderne, og i 1942 fik britiske fly ud for Cherbourg ram på hans skib, der blev sænket af tre bombefuldtræffere. Skibets kedler eksploderede, og fartøjet sank omgående. v. K. blev slynget i havet, men reddet af et andet skib. Hans trommehinder var sprængt, og han var hårdt kvæstet, hvilket bl.a resulterede i en stiv hofte.

 

Allerede i 1939 fik han jernkorset af 2. og 1. grad, og i 1940 jernkorsets ridderkors, som man ellers ikke ruttede med på det tidspunkt af krigen.

 

Så snart han var udskrevet meldte han sig påny til tjeneste. Han var nu blevet forfremmet til Fregattenkapitän (kommandørkaptajn) og havde modtaget høje udmærkelser. Allerede i 1939 fik han jernkorset af 2. og 1. grad, og i 1940 jernkorsets ridderkors, som man ellers ikke ruttede med på det tidspunkt af krigen.

I 1943 blev han stationeret i La Spezia i Italien som chef for en konvojsikringsflotille, der skulle vogte transporterne til Tunis og trafikken i Messinastrædet. i juli og august samme år ledede han marinens eftersøgning af den italienske “fører” Mussolini, som var blevet styrtet som forberedelse til italienernes afhopning fra alliancen med Tyskland. Hitler forlangte Mussolini befriet, men han var sporløst forsvundet. Det lykkedes dog v. K. at finde ud af, at Mussolini var fange på den lille ø La Maddalena ved Sardinien, men italienerne anede uråd og flyttede den faldne storhed til et højfjeldshotel i Abruzzerne på fastlandet. Dermed var marinen ude af billedet, og Mussolini blev senere befriet af SS-officeren Skorzeny og faldskærmsjægergeneralen Students soldater. I sine erindringer omtaler Student v. K. som “middelhavsområdets kløgtige vovehals”, der havde løst en række vanskelige opgaver.

“Vovehalsen” blev nu yderligere dekoreret med egeløvet til ridderkorset, ligesom han fik minestrygningsmedaljen med brillanter og medaljen for sårede.

Nu fulgte en roligere tid, idet v. K. i oktober 1943 udnævntes til chef for Sperrschule Sonderburg – d.v.s. marinens uddannelsessted i Sønderborg for bl.a. minevåben, hvori v. K. jo var specialist. Samme år kom udnævnelsen til Kapitän zur See (kommandør), og i oktober 1944 flyttedes han til marineoverkommandoen i Berlin som afdelingschef med ansvar for marinepersonellets kampmoral. Hermed kom han sin chef, storadmiral Dönitz, på nærmeste hold, og det sammen med hans tidligere præstationer, har formentlig været medvirkende til, at Dönitz i februar 1945 valgte v. K. til kommandant på Bornholm. Dönitz vidste, at han herved fik en officer, han kunne stole på, og som trods handlekraft og selvstændighed ville følge de givne ordrer til punkt og prikke.

 

Dönitz sendte ham et signeret portræt med tak for udvist pligttroskab.

 

Som man fik at se, blev admiralens forventninger opfyldt. Bornholm blev holdt til krigens sidste minut, og tyskerne kunne dermed bevare søherredømmet og fortsætte deres evakueringstransporter til kapitulationens ikrafttræden. På minussiden stod en bomberegn over Rønne og Nexø – og mange års krigsfangenskab for v. K. og de øvrige tyskere på Bornholm.

Dönitz huskede sin håndgangne mand. Da admiralen blev løsladt efter en årrække i Spandaufængslet, var v. K. vendt hjem fra Rusland, og Dönitz sendte ham et signeret portræt med tak for udvist pligttroskab.

– Det var, siger von Kamptz, min sidste krigsudmærkelse…

 

 

Krigsdetektiven

Af Peter Tiemroth

“Krigsdetektiven” kaldte forfatteren Jesper Gaarskjær Bornholms Tidendes tidligere chefredaktør Thomas E. Jensen i bogen “Bornholm Besat” fra 2012. Den seneste i rækken om Bornholm i Anden Verdenskrig.

Thomas E. Jensen, der døde i marts 2017, 88 år, var almindeligt anerkendt for sine artikler og bøger på baggrund af knap 70 års research, der anses for nogle af de vægtigste bidrag til belysning af øens særlige situation.

Indenøs var han mindst lige så kendt for sine syv årtier i Bornholms Tidendes tjeneste. En tilknytning som først gradvist aftog i de allerseneste år i naturlig takt med alderen.

Han voksede op i Nexø, hvor hans forældre drev boghandel. Han var kun 16-år og netop færdig med skolen, da Danmark blev befriet i 1945 og Bornholm bombet. Efter disse oplevelser slap krigens gåder aldrig sit tag i ham.

I 1946 begyndte han som journalistelev på Bornholms Tidende, der dengang lå i Pistolstræde, og efter ansættelser rundt i landet blev han i 1970 medredaktør på Bornholms Tidende for Ib Holst.

Ved dennes afgang i 1983 satte Thomas Jensen sig i chefredaktørstolen. Han trak sig tilbage i 1989. Men i de efterfølgende knap 30 år havde han tæt og næsten daglig tilknytning til avisen, hvor han svævede over vandene med redaktionelle bidrag.