Ødelæggelserne i Sletten i Rønne. Foto fra Bornholms Museum

Fællesskabet i krise: Påmindelser fra Bornholm i befrielsens dage

1945

Flag, fejring og jubel i gaderne – dette forestiller mange sig nok, vil være en passende reaktion, den dag vi for alvor kan komme ud af coronavirussens kløer og vende tilbage til hverdagen.

Det var sådan fejringen af den glædelige nyhed om befrielsen fra nazisternes besættelse i 1945 foregik. Mennesker stimlede sammen for at hylde modstandsfolkene, der gik i gaderne, og overalt hang flagene og vajede. Vores hverdag har været i undtagelsestilstand i noget tid nu på grund af coronavirus, lidt på samme måde som den var for den danske befolkning under besættelsen. Så prøv at forestil dig, at du endelig kan fejre, at det er overstået – at fjenden er besejret – men at det hurtigt står klart, at glædesbudskabet er blevet fejret for tidligt. Din hjemby skal først være slagmark for et endeligt opgør.

Forestillingen om, hvordan anden verdenskrig sluttede, står som en af vores klareste fortællinger om nationens overlevelse og triumf. Det er forståeligt nok den fortælling, vi drages af i disse coronakrisetider, hvor vi ønsker os, at en lignende festdag snart vil komme. Statsminister Mette Frederiksen udtalte på et pressemøde den 30. marts i år, at vi ikke har stået i en samfundskrise, som den vi står i nu, siden anden verdenskrig. Når vi bruger krigen til at sige noget om den krise, vi oplever i samfundet i dag, så fungerer det også som en påmindelse om det stærke nationale fællesskab, vi forestiller os, der herskede i Danmark under krigen.

Lys og fællessang

I en udtalelse til DR den 4. maj i år påpegede historiker Sofie Lene Bak da også, at der i år nok ville være rekordmange, der ville mindes befrielsen ved at sætte lys i vinduerne den 4. maj. Under coronakrisen er det at tænde et lys og sætte det i vinduet med til at forstærke fællesskabsfølelsen, når man sidder hver for sig. Ligesom vi under denne krise er blevet begejstrede for fællessang. Det er noget vi gør sammen, men hver for sig. Det er et udtryk for, at vi kan klare de hårde tider ved at stå sammen.

I den ånd udtalte statsminister Mette Frederiksen også på pressemødet den 30. marts, at vi i Danmark altid finder fælles løsninger på fælles problemer, fordi vi har en lang tradition for det. Og at det er ved at udvise samfundssind, at vi kommer ud på den anden side som et stærkere fællesskab. Mange af os forestiller os med forventningens glæde, den dag coronakrisen ophører og det kan erklæres, at krisen er overstået i Danmark. Vi kan igen fejre fjendens besejring og krisens afslutning under dannebrog i gaderne – Gid coronakrisen kunne erklæres slut en smuk sommeraften i juni.

Fjenden i dag er selvsagt ikke den samme, som den var under anden verdenskrig. Men alligevel står vi overfor en fjende – en virus, hvis magt vi endnu ikke kender fuldt ud. Parallellerne er mange – Danmark kæmper bravt, modige mennesker melder sig på frontlinjen. Vi ser til, mens det går hårdt for sig i resten af Europa. Under anden verdenskrig fik danskerne endelig, efter lang tid, besked om, at fjenden havde overgivet sig. Danmark var frit, kampen var slut. Landet opløstes i en sejrsrus.

I vores forestilling og vores nationale hukommelse sluttede anden verdenskrig den 5. maj – en festdag, hvor fjenden endegyldigt var besejret. Men bornholmerne husker det anderledes. Mindet om den 5. maj er en påmindelse om, at afslutningen på en krise sjældent er entydig. Vi holder af fortællingen om festdagen den 5. maj, men det er også en fortælling, der sletter manges erindringer om en krise i en tid, der skulle have været krigens afsluttende dage. Var fjenden besejret? Var krigen overstået? Var der grund til fest? På Bornholm var man ikke sikker. Krigens afslutning var forvirrende og mere indgribende og destruktiv for bornholmernes liv, end selve krigen havde været.

Da bomberne faldt over Nexø

Luftværnsleder K.M.V. Pedersen fulgte krigens gang i Europa i de sidste, skæbnesvangre dage før befrielsen. På Bornholm gik man og ventede på krigens endelige slutning: “Spændingen Steg Dag for Dag, paa Krigskortene fulgte man Frontens hastige Bevægelse i disse Dage, og saa oprandt den 4. maj med Glædesbudskabet, Tyskernes Kapitulation, den Aften var der sikkert ingen her i Nexø, der drømte om at vi havde det værste tilbage” (BØA 1976-40, læg 3).

Et par flyvere nærmede sig i horisonten om formiddagen den 7. maj. Der blev åbnet ild fra et par batterier på et tysk krigsskib i Nexø havn. Det hele varede kun et par minutter: “Kun de der direkte blev Vidne til hvad der i Virkeligheden skete fik en Anelse om, at det var galt, enkelte, men sikkert kun blandt de tyske Officerer vidste man hvad der nu var i Vente” Det skulle senere vise sig, at tyskerne skød mod sovjetiske fly. Von Kamptz, den tyske kommandant på Bornholm, havde fået ordrer om kun at overgive sig til britiske styrker, men de var endnu ikke kommet til øen. De tyske tropper på Bornholm havde derfor fået besked på at beskytte øen fra sovjetiske styrker.

Flere steder i Nexø by var der gjort klar til middagsmaden. Her sad man til bords uvidende om, at Nexø og Rønne skulle blive ofre for det værste bombardement i Danmark under anden verdenskrig d. 7. og 8. Maj, 1945. Bombardementet efterlod bunker af murbrokker, brand og bornholmere i ren fortvivlelse og uvished. For hvem var det, der bombede? Og var Danmark ikke blevet befriet?

Familien Brochs hus efter det første angreb den 7. maj. Om tirsdagen den 8. maj efter andet angreb lå alle tagsten på gaden. Billederne kan findes på bornholmskebilleder.dk sammen med en række andre billeder, taget efter bombningen af Nexø og Rønne.

Under spisebordet

Mælkehandler Schou sad med sin familie ved middagsbordet, da det begyndte.

Et pludseligt øredøvende brag ramlede ned fra den åbne himmel, og kraftige rystelser bredte sig i gaden som en steppebrand. Da der ikke var kælder i huset, gennede mælkehandler Schou hurtigt sin hustru, far og små børn ind under spisebordet. Herfra måtte han tage bestik af situationen. Tiden var knap. Han hentede, hvad han kunne forestille sig, måtte skærme familien mest muligt fra følgerne af et nyt bombenedslag: “… medens han fra Sovekammeret hentede alle Dyner og Madrasser, som han anbragte over Bordet og ned langs Siderne, og i den primitive Beskyttelse sad derpaa 5 Mennesker, og som ved et Mirakel kom ingen af dem noget til da Bomben et Øjeblik efter faldt paa Gaden udenfor Huset, kun ganske faa Meter fra deres Opholdssted, og frembragte et Krater i Gaden paa flere Meters Dybde og ca. 5 Meter i Diameter. Huset de sad i faldt til Dels sammen, bl.a. var Væggen ud til Gaden blæst bort, saaledes at de løb ud fra Stuen, direkte ud paa Gaden, da de efter Angrebet forlod Hjemmet. Huset hørte til de total ødelagte.” (BØA 1976-40, læg 3).

Familien Broch sad også samlet ved middagsbordet i deres hus tæt ved havnen i Nexø. De skulle have kalvesteg. Deres datter Lisbeth lå og sov fredfyldt i barnevognen, men vågnede, da de andre satte sig ved bordet. Fru Broch tog Lisbeth op på skødet for at made hende. Få sekunder efter lød en eksplosion i gaderne og lille Lisbeths barnevogn blev gennemboret af glassplinter fra ruderne i huset.

Familien Broch fandt et hjørne i huset, hvor de hurtigt afskærmede sig med divanen og puderne fra lænestolen i stuen. Faderen Henry Broch hentede dynen fra sengen og lagde over familien: “Her i Dagligstuen laa vi foran den store Bogreol og havde forskanset os med Puderne fra Lænestolene da første Brag hørtes og Vinduer og Urtepotter røg ind paa Tæppet over hele Gulvet… vi tog Divanen hen foran os og Henry kom med Sengedynen og lagde over os.” (BØA, 2019-50)

Billeder indvendigt i familien Brochs hus i Nexø efter bombardementet den 7. maj. Fra Bornholmskebilleder.dk

De blev evakueret

Nexø og Rønne blev efter det første bombardement evakueret og familien Broch fik, ligesom mange andre ofre for bombardementet, husly på en gård i oplandet, mens andre af byens borgere søgte ind i skoven – alt for at komme væk fra det truende bombardement:

“Der kom flere Angreb saa vi blev hvor vi var men da der blev en Pause fik jeg igen Lisbeth i sin Vogn som først maatte renses for Glasskaar og vi kørte ned i Skoven. Senere kom vi i Thorsens Kælder og sad der 4½ Time og derfra kørt til Gadegaard.” (BØA, 2019-50)

De første bomber på Bornholm faldt i Rønne og Nexø den 7. Maj. Man nåede at antage, at der ikke ville komme flere angreb, men det skulle vise sig at være en fejl. Den 8. maj blev Bornholm bombet igen – først i Rønne og senere i Nexø. Her nåede folk at mærke rystelserne i jorden, før bomberne faldt i deres gader: “Midt paa Formiddagen hørte man Bombeangrebet paa Rønne, de kraftige Detonationer hørtes tydeligt og de svage Rystelser mærkedes i Jorden. Alle var vistnok overbeviste om, at om lidt vilde Turen ogsaa igen komme til Nexø, og den kom. Kl. 14.30 lød Raabet “Nu kommer de”. I Nordøstlig Retning saa man langt ude over Havnen en Formation af Bombemaskiner med Kurs mod Nexø.” (BØA 1976-40, læg 3).

I Danmark så man i de sidste dage af krigen mod Europa, hvor krigen for alvor hærgede. Danskerne nåede at ånde lettet op efter frihedsbudskabet. Det værste syntes at være overstået. Men det viste sig, at Danmark alligevel ikke var fri for den krig, hvis afslutning blev fejret den 5. maj. Vi åndede lettet op for tidligt. Nu mærkede man nemlig på Bornholm, hvordan det var at være et af målene for opgøret mellem sovjet-russerne og tyskerne – krigen var altså ikke forbi.

Bøn om hjælp: Bevar Bornholm for Danmark

Efter budskabet om den tyske overgivelse den 4. maj var man på Bornholm euforiske over befrielsen og følte en national samhørighed:

“Som en Løbeild bredte sig den Aften over hele Byen Radiomeddelelsen om Tysklands Kapitulation i Danmark. Alt efter deres Naturel reagerede Folk paa denne Meddelelse, og alle følte vi os som een stor Familie og kunde ikke faa Meddelelsen bekræftet ofte nok.” (BØA 1976-40, læg 23)

Glæden ved befrielsen var stor. Forståeligt nok: “Alle maatte paa Gaden for at være med i den fælles Glæde, – En Højttalervogn kørte rundt og formanede Folk til at gaa pænt hjem i Seng, – nogle ældre tog vel mod Fornuft, men Ungdommen maatte have Afløb for begejstringen.” (BØA 1976-40, læg 23)

 

Glæden for frihedsbudskabet forvandlede sig til forvirring og derefter hurtigt til desperation

 

Frihedsbudskabet blev altså fejret – også på Bornholm. Man havde fået at vide af myndighederne, at fjenden havde overgivet sig og krigen var overstået. Men de tyske tropper manglede stadig at trække sig tilbage og overgive sig på Bornholm. De ville kun overgive sig til britiske styrker. Den 6. maj forsøgte amtmand von Stemann at råbe politikerne på Christiansborg op, for at få sendt britiske styrker til øen. Det skete ikke. Om aftenen d. 7. maj efter sovjetiske fly havde nedkastet en flyveseddel med en kapitulationsopfordring over Rønne, prøvede Frihedsrådets lokalkomite at ringe til udenrigsminister Christmas Møller, for at forklare ham situationens alvor. Han tog ikke sin telefon.

Glæden for frihedsbudskabet forvandlede sig til forvirring og derefter hurtigt til desperation over ikke at blive hørt midt i glædesrusen i resten af landet. Den. 8. maj aflyttede det bornholmske luftværn radioudsendelserne, men forgæves: “Kl. 12.15 aflyttede man Radioudsendelserne i Haab om herfra at faa at vide, om Tyskerne paa Bornholm vilde tage mod Fornuft og nedlægge Vaabnene, men vi hørte kun Jublen fra København over Freden, saaledes som det skulde gentage sig hver Gang i de følgende Dages Udsendelser.” (BØA 1976-40, læg 23).

Statsministerens tale

De sovjetiske tropper gik i land på Bornholm den 9. maj. Samme dag åbnede Rigsdagen i København, hvor statsminister Vilhelm Buhl holdt en tale for Danmark. Her priste han sig lykkelig på den danske befolknings vegne over, at Danmark havde undgået krigens hærgen. Han nævnte ikke bombardementet på Bornholm med et ord.

Regionschefen på Bornholm A. H. Jørgensen og Frihedsrådets lokalkomité på Bornholm påtog sig opgaven med at forhandle med de sovjetiske styrkers ledelse. Men de var ikke begejstrede for samarbejdet og ønskede Bornholm befriet hurtigst muligt. De rettede derfor deres bønner til Frihedsrådet i det øvrige Danmark. I et brev til modstandsmand og rådsmedlem af Frihedsrådet i København, professor Chievitz, skrev de den 16. maj: “For Bornholm er den politiske situation i dag mørk. Vær venlig at gaa til Danmarks Frihedsraad og bed det om paa alle tænkelige maader at støtte os i det, der hele tiden var vort maal: Bevarelsen af vor frihed og det demokratiske styre.” (BØA 1976-40, læg 4)

Regionschef Jørgensen og lokalkomiteen sendte også et par dage tidligere et brev til gesandt og medlem af befrielsesregeringen minister Henrik Kaufmann: “Danmarks Frihedsraads Lokalkomite og Regionschef på Bornholm anmoder herved ministeren om at gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt for at bevare Bornholm for Danmark.” (BØA 1976-40, læg 4) Kaufmann skulle deltage i forhandlinger i San Fransisco om De Forenede Nationers organisation.

Kongen svarede ikke

Frihedsrådet bad om hjælp, men også om svar; Er vi bornholmere en del af Danmark? Hvorfor kommer hjælpen ikke? Bornholmerne udkæmpede krigen side om side med resten af den danske befolkning siden 1940. Men pludselig var de overladt til sig selv. Frihedsrådets mål under hele besættelsen havde været at bevare det demokratiske styre og den danske frihed. Pludselig lod det til, at man endnu engang på Bornholm måtte gå på kompromis med frihedsidealet.

 

Lad os forblive en del af nationen og vis os, at vi også var med i krigen på lige fod med jer.

 

Jørgensen og lokalkomitéen henvendte sig så direkte til nationens fader Kong Christian den 10. af Danmark i et brev den 16. maj: “Den bornholmske Befolkning vender sig i en Stund, hvor Fremtiden tegner sig truende for Øen til sin Konge med Bøn om Hjælp. På Befolkningens Vegne allerunderdanigst. Frihedsraadets Lokalkomité og Regionschef. (BØA 1976-40, læg 4) Kongen havde sendt et telegram til bornholmerne med sin sympati efter bombardementerne. Men denne henvendelse fik man ikke svar på.

Fra Bornholm blev der altså gentagende stærkt appelleret til resten af Danmark med et samlet ønske: Lad os forblive en del af nationen og vis os, at vi også var med i krigen på lige fod med jer. Og at vi ønsker den frihed tilbage, som vi alle sammen fejrede for blot få dage siden.

Fællesskabet i krise

Coronakrisen gør, at vi som nation holder sammen – vi er fælles om noget. Vi har et fælles ønske og et fælles udgangspunkt for at handle, som vi gør. Vi vil tilbage til normalen. Tilbage til en tilstand uden angst og frygt for sygdommen, der hænger over os. Tilbage til en tilstand af frihed.

For danskerne under anden verdenskrig var situationen ikke meget anderledes. En af de historier, der går igen er, at vi var fælles om at bekæmpe fjenden, fælles om at ønske det demokratiske styre tilbage. Hvis vi ikke var en del af det fællesskab, blev vi udstødt og brændemærket. Fællesskabet kan ikke tages for givet. I alle krisens faser skal det vælges aktivt til eller fra. På Bornholm fejredes befrielsen og ytringsfriheden på lige fod med resten af landet. Der var modstandsfolk i gaderne og dannebrog vajede så langt øjet rakte. Men man havde slet ikke oplevet det værste endnu. Kampen var ikke slut, og man havde glædet sig for tidligt – afslutninger er sjældent entydige, selvom vi helst husker dem sådan.