Ekkodalshuset overvejer at holde lukket året ud

Ekkodalshuset overvejer at holde lukket hele året. Også selvom restauranten må åbne igen i næste uge.

Det fortæller restauratør Christian Froberg Dahl i en mail til Bornholms Tidende. Her oplyser han også, at Ekkodalshuset forbeholder sig retten til både at ændre og helt slette reservationer resten af året. Restauranten venter 18. maj at beslutte, hvad den gør med resten af året.

– På den ene side er vi glade for, at vi nu kan se frem til en åbning. Men de endnu ikke offentliggjorte retningslinjer kan betyde, at vi vælger slet ikke at gøre det. Fundamentet for virksomhedsdrift er både for skrøbeligt og risikabelt, fortæller Christian Froberg Dahl.

Ekkodalshuset mener, at der stadig er for mange uafklarede spørgsmål om retningslinjerne for at måtte åbne igen. Samtidig kan det være farligt at gå i normal drift, når forudsætningerne er så anderledes, som de bliver.

– Forretningsmodellen i en restauration er en hårfin sondring mellem blandt andet kundegennemstrømning, priser, risici og fortjeneste. Men sandelig også ansvarspåkrav, lønninger og andet. Vi overvejer derfor i den næste uges tid meget nøje, hvordan vi skal navigere i det noget mere risikobetonede farvand, oplyser Christian Froberg Dahl.

– Allerede nu kan vi se konturerne af så amputerede forretningsmuligheder, at vi overvejer at skære 25 til 50 af vores bookinger for resten af sæsonen. Det er derfor højst sandsynligt, at vi til gengæld fortsætter med take-away hele sæsonen, og at vi reducerer både bookingtider og gæstetilgang med 50 til 60 procent.

Ekkodalshuset varsler derfor også gæster, der har booket bord i resten af sæsonen om, at deres tid kan blive ændret eller helt annulleret.

– Til de af vores gæster, som allerede har booket bord kan vi sige, at vi forbeholder os muligheden for præventivt at omrokere eller ligefrem annullere de eksisterende bookinger i sæsonen. Det vil vi se nærmere på den 18. maj. Det er nemlig alene myndighedernes kommende retningslinjer, som formentlig kommer inden for den næste uges tid, der afgør vores kommende åbningstider, kundegennemstrømning med mere, fortæller Christian Froberg Dahl.

– Derfor beder vi gæsterne væbne sig med tålmodighed og afvente at booke eller forespørge på bookinger indtil den 18. maj, hvor vi vender tilbage med nyt om Ekkodalshusets drift resten af sæsonen, siger han.

Ekkodalshuset meldte allerede 14 dage inde i coronakrisen ud, at restauranten ventede at miste halvdelen af sin omsætning i år.