Aslak Gärtner og Melanie Hagedorn overtog Soldalen i Olsker sidste år. De har netop fået LAG-midler til at lave et mere professionelt mosteri.

Humpende start for Soldalens nye ejere: Cirkus-folk må tænke anderledes

Denne sommer skulle have været en ny start i det naturskønne Soldalen lidt uden for Olsker. De nye ejere, ægteparret Melanie Hagedorn og Aslak Gärtner, skulle for alvor have bragt deres vision for den spraglede turistmagnet på skinner.

Men nu da en lumsk virus ved navn corona har lammet turistindustrien, er der stor indkomstusikkerhed for et sted som Soldalen, der blandt andet udlejer feriehuse, laver cirkusforestillinger og sælger æblemost.

Melanie og Aslak overtog sidste år Soldalen fra Aslaks forældre, Friedhelm Gärtner og Isa Dam, der startede stedet for omkring 40 år siden. Mostballaden, som blev grundlagt af Friedhelm i 2009, har altid haft adresse på Soldalen. Men efterspørgslen er ikke stor lige nu, og de nye ejere forventer ikke, at det vil ændre sig. De skuer frem mod en sommer med mindre aktivitet end normalt.

– Vi kan mærke det. Der er ingen af restauranterne, der kan sælge vores most. Der bliver ikke købt meget af den, konstaterer Aslak Gärtner, og bliver suppleret af Melanie Hagedorn.

– Og vi har kun bookinger fra tyske turister. De ved ikke, om de må komme, og de vil ikke aflyse, fordi de allesammen håber, at de godt må rejse på det tidspunkt, de har bestilt overnatning, siger Melanie Hagedorn.

Tror stadig på idéerne

Alle udfordringerne til trods, er de nye ejere glade for de skinner, der er blevet lagt for Soldalens fremtid. Nu kan det bare være, at toget ikke kører så hurtigt som forventet, og at det må tage nogle lidt andre vogne med sig.

Corona-krisen har for eksempel fået Melanie Hagedorn og Aslak Gärtner til at realisere en idé, de har haft et stykke tid: Picnickurve, som man kan spise sammen i den dejlige skov i Soldalen.

– Jeg tror, at rigtig mange i øjeblikket savner at kunne tage ud sammen. Her er en mulighed for, at man kan tage med sin familie ud og spise udenfor. Rundt i skoven er der nogle platforme, som vi også bruger i forbindelse med cirkus. Der sætter vi borde med duge og puder op, fortæller Aslak Gärtner.

Cirkus med plads til alle

Udover alt det andet er parret også cirkusartister på professionelt niveau. I nogle år har festivalen Cirkus i Soldalen trukket rigtig mange mennesker til Olsker under Bornholms Kulturuge. Hvad det bliver til i år, ved Soldal-parret ikke endnu. Sikkert er det dog, at en eventuel festival ikke bliver et lige så stort arrangement som sidste sommer. Til gengæld planlægger Aslak Gärtner en gang om ugen at optræde med akrobatik og ukonventionel dyretæmning i en kort ny cirkusforestilling

– Det skal foregå om onsdagen. Ligesom sidste sommer skal vi i år have onsdagscirkus, fortæller Melanie Hagedorn.

– Haven her er stor, og der er mulighed for, at folk kan stå langt fra hinanden. Så fra starten af juli regner vi med, at her hver onsdag skal være en cirkusforestilling på omkring 30 minutter.

Skal satse mere på danskere

Også når det kommer til gæster, må Soldalen i år tænke lidt anderledes. Stedet får hver sommer besøg af rigtig mange tyskere. Så når grænsen mellem Danmark og Tyskland er lukket, risikerer det at ramme hårdt.

– Det er måske lide pessimistisk, men der er bare ikke så mange danskere i forhold til antallet af tyskere. Af de turister, vi har med at gøre, er i hvert fald 90 procent tyskere. Men vi skal nok komme igennem, siger Aslak Gärtner, der har svært ved for alvor at fastholde sin pessimisme.

– Det bliver et lidt stille år, men måske er det også meget godt. Vi har lige overtaget Soldalen, og nu har vi mere tid til at reparere småting, kalke huset og alt det andet, man skal gøre med et stort sted, siger Aslak Gärtner.

Soldalen har søgt penge fra Folketingets corona-hjælpepakker, men venter stadig på at få svar på ansøgningerne.