Hoteller, restauranter og caféer kan bremses af regler og lukkede grænser

Restauranter og caféer har efter statsminister Mette Frederiksens melding onsdag udsigt til at kunne åbne igen inden længe. Det er positivt, men der knytter sig også flere jokere og uafklarede spørgsmål til at kunne genåbne.

Det siger Benny Schou, formand for Horesta Bornholm og direktør på Hotel Balka Strand.

– Det er da positivt, at der i horisonten øjner sig en mulighed for, at vi kan komme i gang. Det er positivt, at der kommer noget liv i gaderne og gang i butikkerne, og at folk kan få lov at købe en kop kaffe eller en sandwich. Jeg er bare stadig lidt afventende i forhold til, hvad kravene og betingelserne bliver, siger han.

God forretning ikke sikkert

At måtte åbne igen gør det ikke alene, siger Benny Schou. For hvor god den mulighed er, afhænger også af hvad der sker med flere andre initiativer, som regeringen har taget for at dæmme for for corona. Forsamlingsforbuddet, de lukkede grænser og mulighederne for at få lønkompensation for hjemsendte ansatte spiller altsammen direkte ind på, hvor god en forretning restauranter, caféer og hoteller kan regne med ved at åbne igen.

– Den store joker er forsamlingsforbuddet: Skal det stadig højst være tilladt at være 10 samlet? siger Benny Schou.

– Hvis de fastholder, at højst 10 personer må være samlet i et lokale, er der ikke meget forretning i at genåbne en restaurant eller en café. Hvis du hiver dine folk tilbage på arbejde efter at have haft dem hjemme med lønkompensation og kundesegmentet, så bliver der heller ikke megen forretning i det, siger han.

Benny Schou regner med, at restauranter, caféer og hoteller vil reagere ret forskelligt.

– Jeg tror, at nogle vil vælge at åbne, og at andre vil være mere afventende for at se, hvor stort kundesegmentet er. Her er der også en joker i, hvordan staten stiller sig til at have ansatte hjemsendt med lønkompensation, siger han.

– Bliver ordningen forlænget, og rykker man grænserne? Lige nu kan man jo kun få lønkompensation, hvis mindst 30 procent af medarbejderne er hjemsendt, men bliver det ved at være sådan?

– Det er heller ikke sikkert, at du har brug for alle dine ansatte, hvis du begynder at nærme dig grænsen for at kunne få lønkompensation. Og skal man så kalde alle de ansatte tilbage, eller skal man kalde nogle af dem tilbage, og hvor mange af dem, som man har lovet ansættelse, har man egentlig brug for? siger Benny Schou.

– En genåbning skal også ske, så vores kunder og gæster kan have tryghed ved at tage på hotel og gå på restaurant og café. Ellers begrænser vi også det antal mennesker, der kommer. Hvis vores kunder og turister stadig frygter smitte, kommer de ikke.

Pres for at åbne grænserne

Flere partier i Folketinget reagerede onsdag ved også at presse Mette Frederiksen for at få åbnet Danmarks grænser igen. For turistbranchen spiller også spørgsmålet om grænserne afgørende ind på, hvor positivt det er, at man snart må åbne igen.

– Vores største udfordring i turistbranchen er, hvornår grænserne bliver åbnet. Vi kan ikke lave nogen særlig god forretning, hvis der kun kan komme danske turister. Det kommer bestemt ikke til at redde sæsonen, siger Benny Schou.

– Hvis der ikke ret snart kommer en dato for, hvornår grænserne åbner, er både det danske og det tyske turistmarked væk for den her sommersæson. Jeg synes også, at det virker ulogisk, hvis vores nabolande kan åbne deres grænser, og vi ikke kan, siger han.

Omkring betingelserne for at måtte genåbne kan også krav til ekstra rengøring spille ind på, hvor attraktivt det bliver at kunne åbne igen.

– Rengøring bliver indirekte også en faktor. Forretningen bliver jo heller ikke bedre af det, hvis vi bliver pålagt at ansætte en eller to ekstra til at gå og spritte af for at måtte genåbne, siger Benny Svhou.

– Vi er opmærksomme på, at man skal spritte af oftere. Der er bare også møbler som lædersofaer og andet, der ikke kan tåle at blive sprittet af 10 gange om dagen, siger han.

Under alle omstændigheder kommer hotel- og restaurationsbranchen til at se et helt andet genåbningsbillede end de erhverv, der åbnede igen i første fase.

– Det er fint, hvis vi snart må åbne igen. Det er bare ikke ligesom hos frisøren, hvor folk stod i kø med det samme. For os bliver det nærmere som en snebold, der langsomt skal rulle sig større. Og lige nu er der stadig flere spørgsmål end svar, siger Benny Schou.