Nexø brænder. Foto fra svensk recognosceringsfly / Bornholmskebilleder.dk

Den grænseløse skuffelse

BEFRIELSEN

”Det var den lørdag i maj, hvor foråret kom til landet. Om natten havde man nogle steder hørt nattergalen synge for første gang det år. De lyse nætter begyndte, og alt var forandret. Man havde ventet i fem år, og nu var det sket.”

Således husker den dengang 11-årige Rønne-dreng og senere direktør for Zoologisk Have Bent Jørgensen, der nu bor i Gudhjem, 5. maj 1945 – dagen for Danmarks befrielse efter den tyske besættelse under 2. Verdenskrig.

”Danmark var frit, og jublen ville ingen ende tage. Overalt festede man. Store Torv var fyldt med glade mennesker, der tiljublede mænd med armbind og maskinpistoler, og den første politibetjent i den savnede uniform havde svært ved at bane sig vej, for alle ville slå på skulderen.”

Den glemte ø

Men den politiske passivitet, der betød, at Sovjetunionen kunne tage initiativet og bombe og erobre øen, var både foruroligende og førte naturligt til, at bornholmerne følte sig glemt af resten af Danmark.

Frihedsrådet appellerede til kongen om at sikre øen som en del af kongeriget, og øens amtmand von Stemann prøvede at få regeringen til at tilkendegive over for Sovjetunionen, at Bornholm tilhørte Danmark.

Men hverken kongen eller regeringen ønskede at modsætte sig russerne, og Bornholms besættelse blev ikke engang nævnt ved Rigsdagens åbning 9. maj. Også Statsradiofonien var tavs om Bornholms skæbne i den almindelige fredsjubel og befrielsesfestivitas.

Danmarks isnende tavshed

Bornholms Tidendes daværende redaktør Holger Stenbæk noterede en grænseløs skuffelse over ”kun en tør meddelelse om evakueringen af Rønne og Nexø i forbindelse med bombardementerne – intet om grunden”.

Meddelelse om ulykkerne kom først i Aftenbladet et par døgn efter bombardementerne, skønt tavsheden blev omtalt på rette sted af øens folketingsmænd, der fik det afvisende svar, at “dette var storpolitik” – altså en bevidst taktik.

“Man var bange for at vække russernes irritation. Men ingen havde jo forlangt, at man skulle skælde ud på russerne. Det eneste, man ventede, var nogen medfølelse og ikke denne isnende tavshed,” skriver Stenbæk.

Sabotage

Da Tyskland havde overgivet sig, trådte blandt andet de hemmelige ledere af gruppen i Aakirkeby, møller Knud Jespersen, sadelmager Erik Rønne, Aakirkeby, og boghandler Sven Harild, Gudhjem frem i lyset.

Men Knud Jespersen har dog senere fortalt, at gruppen intet havde at gøre med sabotagen af hørfabrikken i Aakirkeby i 1943, som var arbejdsplads for Else Marie Juul, der sad på kontoret.

Natten mellem 5. og 6. april 1943 brændte fabrikken. Produktionen gik til Tyskland, og det var en almindelig antagelse, at branden var påsat af sabotører. Dagen efter branden vedtog bestyrelsen at genopbygge fabrikken. Der blev opsat hegn og sabotagevagter med hunde.