Amanda Stevne Pihl er arkivar på Bornholms Ø-arkiv. Foto: Anders Pihl

‘Alle de gader, jeg kan se fra mit vindue, blev bombet til ruiner’

DAGENS NAVN: Arkæolog Amanda Stevne Pihl er blevet arkivar, og i fritiden handler det om håndarbejde, natur og dans.

 

Jeg vil tage udgangspunkt i din artikel om de russiske bombardementer og spørge, hvad det er, der fascinerer dig ved den historie?

– Jeg kommer jo ovrefra, og der er det bestemt ikke en selvfølge, at alle ved, at Bornholm blev bombet og besat, da resten af landet blev befriet. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at sætte fokus på. Og så bor jeg i hjertet af Rønne, der blev hårdt ramt af bomberne. Alle de gader, jeg kan se fra mit vindue, blev bombet til ruiner. Det er tankevækkende. Den ejendom, jeg bor i, blev brugt som våbenlager for modstandsbevægelsen under krigen. Det er sjovt at tænke på, når alt i dag ånder fred og fordragelighed her. Og så er jeg simpelthen blevet så grebet af de personlige skildringer i breve og erindringer, skrevet af øjenvidner til bombardementet. De går lige i hjertet og fortjener at blive delt.

Du arbejder på Bornholms Ø-Arkiv. Det job kunne måske godt lyde lidt støvet… Men det er det vel ikke?

– Nej tvært imod! For hver en arkivæske jeg åbner, åbenbarer der sig et eventyr. Der er så mange skæbner gemt i kasser i kælderen, og jeg lader mig rive med af hver eneste, når jeg registrerer gamle fotoalbums, dagbøger, brevsamlinger, skøder og andet. Folk, der har levet og virket her på Bornholm, og formet Bornholm til det samfund, det er i dag, de vækkes til live igen i det arbejde, vi bedriver på arkivet. Det synes jeg er både spændende og vigtigt.

– Jeg møder mange mennesker i mit arbejde på arkivet. Det er bornholmere, der ønsker at aflevere billeder og dokumenter. Men det kan også være amerikanere, der nedstammer fra udvandrede bornholmere og ønsker hjælp til slægtsforskning. De bliver så lykkelige, når man kan vise dem et billede af deres oldeforældre eller give dem adressen på deres slægtsgård.

Hvad laver du i din fritid?

– Jeg er glad for håndarbejde – hækling, strik og meget andet. Derfor har jeg også stiftet en strikkeklub for jævnaldrende damer, hvor vi mødes et par gange om måneden (når coronaen ikke forhindrer det) med håndarbejde og hyggesnak.

– Jeg er glad for naturen. Jeg er gift med en arkæolog, der kender mange hemmelige kroge her på øen, og som altid er på jagt efter at opklare mystiske detaljer, han har iagttaget på gamle kort. Derfor går vores ture ofte off road på jagt efter hulveje, skelsten og gamle agre. Det fører mig en masse interessante steder hen, hvor naturen står vild og ubetrådt, og hvor man virkelig kan suge energi til sig fra klipper og træer. Hvis man træner sine øjne lidt, er det ikke svært at få et glimt af det Bornholm, der var engang.

– Jeg er aktiv i DGI, hvor jeg er næstformand i dans & musik udvalget. Desuden har jeg været aktiv i Danseklub 2000 både med bestyrelsesarbejde og som instruktør.

– Jeg nyder, at være omgivet af bøger, både på arkivet og derhjemme og finder stor sandhed i citatet: “Har man en have og et bibliotek, da mangler man intet”. Min have er ganske vist ikke stor, men jeg holder meget af den! Her kan jeg nyde en kop te og tænke store tanker, mens humlebier og sommerfugle flakker omkring mig. Det er en gave at have sådan en lille oase midt i byen.

 

 

Amanda Stevne Pihl

33 år, bosat i Rønne med min mand.

Tilflyttet i 2014 og fuldstændig vild med at bo her.

Uddannelse: cand. mag. i forhistorisk arkæologi.

Ansat som arkivar på Bornholms Ø-arkiv.