Sådan ser det nye testcenter på landsstævnestadion ud fra oven. Dronefoto: Beredskabsstyrelsen, Bornholm

Testning for covid-19 runder milepæl på Bornholm – tre er testet på Christiansø

Over 2.000 bornholmere er nu blevet testet for covid-19. Milepælen blev rundet i mandags, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut.

Mandag eftermiddag var status, at 2.009 personer med bornholmsk adresse var blevet testet, mens tre beboere på Christiansø ifølge statistikken har afgivet prøver for virussygdommen.

Andelen af positive prøver er lidt under landsgennemsnittet, der ligger på 3,8 procent. Blandt bornholmere er 3,4 procent testet positiv for covid-19. Smitteandelen har været faldende, i takt med at flere bliver podet, og myndighederne i sidste uge begyndte at indkalde personer uden symptomer til test på Statens Serum Instituts nye testcentre – det bornholmske ligger på landsstævnestadion i Rønne.

På Bornholm har de mange prøver resulteret i 69 positive resultater, siden testningen blev sat i gang i begyndelsen af marts. Af hensyn til beskyttelse af privatlivet oplyses ikke, om virussen er konstateret på Christiansø eller andre områder med få eller ingen smittede.

De fleste podninger er foretaget på Bornholms Hospital, der i sidste uge af april i gennemsnit testede 100 personer om dagen. I hele april podede hospitalet 1.374 personer.

For at blive testet skal man fortsat henvises af egen læge eller 1813, indkaldes af hospitalet forud for et planlagt ophold eller – hvis testningen skal finde sted på det nye testcenter – af Statens Serum Institut, der udsender invitationer via e-boks.

I går opdaterede Sundhedsstyrelsen sine retningslinjer for tandplejen. Fremover kan tandlæger og tandplejere henvise patienter til test for covid-19 i de regionale testcentre forud for procedurer, som efter en konkret vurdering skønnes at udgøre en særlig risiko.