Katrine Brandt-Andersson – frivillighedskoordinator på Kvindekrisecenteret. Foto: Berit Hvassum.

‘Spændende at have med mennesker at gøre’

DAGENS NAVN: Kvindekrisecenter Bornholms frivilligkoordinator, Katrine Brandt-Andersson, glæder sig over, at de frivillige snart er tilbage i krisecentret

Hvorfor søgte du jobbet som frivilligkoordinator?

– Jeg syntes, det kunne være spændende at have med mennesker at gøre. Den empati og omsorg, der er på krisecentret, er inspirerende, og krisecentret tiltrækker mennesker, hvis værdier jeg deler. De frivillige er en spændende gruppe at arbejde med. De har et stort engagement.

Hvad er dine opgaver?

– At være et bindeled mellem frivillige og personalet for at sikre, at dét vi gør for kvinderne og børnene, gør vi bedst muligt og til glæde og gavn for dem. Så har jeg til opgave at digitalisere systemerne, bl.a. lave en digital vagtplan og intranet for de frivillige, og generelt gøre de frivillige så godt rustet til opgaven som mulig, så de har den nødvendige viden om vold og reaktionsmønstre.

Hvordan har corona-krisen påvirket frivillig-situationen?

– Det er helt naturligt at i en krisetid, stopper man op og tænker over, hvad man bruger sin tid på. Nogle enkelte frivillige er stoppet, men samtidig er nye kommet til. Folk får øjnene op for, at der er udsatte grupper i samfundet, der har det svært og har brug for hjælp. Så hvis der er nogen derude, der har lyst til at blive frivillige på krisecenteret, så er de meget velkomne til at kontakte mig.

Hvordan har coronasituationen påvirket søgningen til krisecentret?

– I starten regnede krisecentrene med, at vi ville få flere henvendelser, så der blev oprettet en del akutpladser på udvalgte krisecentre i landet. Der kom lidt flere henvendelser til at starte med, men så stoppe det helt, så der har været meget stille. Men nu får vi henvendelser igen. Det er ikke fordi vold mod kvinder er hørt op, men kvinderne har været hjemme i familierne, og det har nok været svært at få et ledigt øjeblik til at kontakte os. Der har også været en angst for at blive smittet med coronavirus, og så har det offentlige stort set været lukket ned.

Hvad har det betydet, at de frivillige ikke har været i huset siden samfundsnedlukningen 11. marts?

– Den omsorg, hygge og tryghed, som de frivillige skaber, er der jo ikke. Det har kvinderne givet udtryk for, at de savner. Det er også specielt, at vores samtaler med kvinderne skal ske med afstand. Man kan ikke lige lægge armen om skulderen på kvinden og trøste. Det er en speciel situation.

Fra 11. maj må de frivillige igen komme i huset. Hvordan kommer genåbningen til at foregå?

– Meget stille og roligt og med alle de forholdsregler som vi skal tage. Vi åbner for vagter enkelte eftermiddage og aftner. Det er meget vigtigt, at de frivillige føler sig trygge. Måske er de selv eller nogen i deres familie i risikogruppen. Så vi går forsigtigt frem, og så vil vi gradvist se, hvordan samfundet åbner op. Flere af de frivillige har givet udtryk for, at de savner kvinderne og børnene og savner at komme i huset. Og vi glæder os til at have de frivillige tilbage. Vi har fået penge fra Ole Kirks Fond som skal bruges til udsatte børn. Så vi har ansat en pædagog i tre måneder, som laver en masse gode aktiviteter med de fem børn, der bor her. Det er dejligt.