Jørgen Hammer glæder sig over en smidig overgang til en ny programperiode for LAG-Bornholm. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Jubler over millioner

IVÆRKSÆTTERI

– Jeg ringer til dig for at klappe i hænderne, fordi erhvervsminister Simon Kollerup helt ekstraordinært har besluttet at prioritere 93 millioner kroner til de lokale aktionsgrupper (LAG-grupper) i 2021.

Formanden for den lokale forening, LAG-Bornholm, Jørgen Hammer er begejstret for regeringens tiltag. Den kommer netop som en syvårig programperiode er ved at udløbe og en ny programperiode for aktionsgruppernes indsats skal starte i 2021.

– I alle de år, jeg har været med siden sidst i 1990’erne, har det været et mareridt at gå fra den ene programperiode til den anden, fordi når en programperiode udløb, var man hverken i Bruxelles eller nationalt klar til at bevilge penge til en ny programperiode. Det tager typisk et år til halvandet, før EU og nationalstaterne finder ud af, hvad de vil i den nye periode, og i den tid går vi for lud og koldt vand. Det vil sige, at vi hver gang ved en programperiodes udløb stod med et kæmpe problem over for Hans Jørgen Jensen, som er vores trofaste koordinator igennem alle årene. Vi måtte sende ham hjem eller holde ham på deltid, hvis vi havde nogle opsparede midler. Vi vidste heller ikke, om vi havde midler til husleje, siger Jørgen Hammer.

Det er usmart

– Vi har flere gange påpeget, at det er usmart, fordi det går ud over kontinuiteten, og det er svært at fastholde gode medarbejdere. Folk kan heller ikke forstå, hvorfor de det ene øjeblik kan låne penge til gode ideer, og det næste øjeblik kan man ikke.

– Nu har Simon Kollerup efter pres fra Landdistrikternes Fællesråd åbnet for, at vi i 2021 får de samme midler som i 2020. Det er penge, der bliver modtaget med stor taknemmelighed, fordi det sikrer kontinuitet og det arbejde, LAG-Bornholm præsterer, og som har skabt gode resultater hen ad vejen med at sætte fødevarerne og kunsthåndværket på dagsordenen. Det vil sige, siger Jørgen Hammer.

Formanden håber, at det vil betyde, at LAG-Bornholm har omkring 1,7 mio. kr. i 2021 til nye initiativer på fødevareområdet og oplevelsesøkonomi.

– Vi har fået 220.000 kr. fra Bornholms Regionskommune i ekstra årligt tilskud fra kommunen. Det havde kunnet bringe os nogenlunde tørskoet over udfordringerne i 2021, men når vi får det samlede beløb, bliver det endnu sjovere, det vi kan præstere. Kommunen holder hånden lidt under os, fordi man ser en interesse i, at vi har vores egen LAG og ikke er en del af et større fællesskab, siger Jørgen Hammer.

Vigtige for udviklingen

Erhvervsminister Simon Kollerup siger i en pressemeddelelse:

– De midler, vi prioriterer til de lokale aktionsgrupper, er virkelig vigtige for udviklingen i Danmarks landdistrikter. De skaber liv og aktivitet og er med til at fastholde arbejdspladser overalt i landet. Det er en vigtig prioritet for regeringen at skabe et sammenhængende Danmark, og her spiller LAG-midlerne en stor rolle.