Flyvevåbnets dannebrog-farvede F16-fly er en jævnlig gæst i luftrummet over Østersøen, men på den symbolske 4. maj-overflyvning blev der set bort fra Bornholm. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Efter F-16-kritik fra Pind: Forsvarsminister lover at markere Bornholm næste år

75 år efter befrielsen er Bornholm ikke glemt – i hvert fald ikke på det sociale medie Twitter, hvor mange de seneste dage har brugt årsdagen til at minde deres følgere om Bornholms skæbne.

Uden for den virtuelle Twitter-sfære blev Bornholm imidlertid overset, mener forhenværende Venstre-minister Søren Pind. Han er utilfreds med, at flyvevåbnet i går sendte to F-16-fly på vingerne – det ene i Dannebrogs farver – uden at lægge vejen forbi Bornholm.

“Det er i grunden ekstra sørgeligt, at flyet ikke passerer Bornholm. Det gør mig sgu ked af det,” skrev han og tilføjede disse hashtags: “#russiskebombninger #bornholmbesat #6000hjemløsefamillier #befrietogbesat”.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) besvarede hurtigt Pind og forklarede, at flyene er en del af den almindelige træning, hvorfor hele landet ikke kunne dækkes, når antallet af piloter samtidig begrænses af corona-restriktioner.

“Håber på forståelse for dette. Tager forslag om markering næste år med videre,” skrev Trine Bramsen, som af Pind blev kvitteret med dette svar:

“Den er svær derovre, Trine. Det var det samme i ‘45. Men tak for svar.”

I et andet tweet funderer Søren Pind over, hvad det siger om Forsvarets ressourcer, at Bornholm ikke var med på den ceremonielle overflyvning på 75-årsdagen.

“Dette er ikke hakkeri. Men det gør mig forstemt, at vores forsvar er så svagt, og vore fly så få i antal, at man i denne situation kun har kræfter til at overflyve resten af Danmark men ikke den ø, der blev bombarderet i ‘45 og først fik sin frihed i ‘46,” skrev den tidligere Venstre-minister.

Generelt blev bombardementerne 7. og 8. maj og Bornholms særstatus bragt op af mange meningsdannere og medier. Titusindvis af TV2 Nyhedernes brugere har formentlig læst artiklen om, hvorfor bornholmere sætter ikke lys i vinduet.