Bornholms Tidende bringer i dag et uddrag af Else Marie Juuls dagbog fra maj 1945.

Dagbog fra to dage i frihed – og starten på den nye besættelse

BEFRIELSEN

Mens resten af landet i dag fejrer 75-årsdagen for befrielsen af Danmark efter fem år under tysk overherredømme, har bornholmerne en anden historie.

Her nåede man at fejre befrielsen i to euforiske dage. Så kom de sovjetiske bombefly.

Bornholms Tidende bringer her et uddrag af Else Marie Juuls dagbog, hvor den 21-årige kontorassistent beskriver dagene op til og under befrielsen, bombningen af Nexø og Rønne og den efterfølgende invasion af sovjetsoldater og flygtninge fra Østpreussen.

Else Marie Juul boede i Aakirkeby og arbejdede som kontorassistent på Hørfabrikken på Lykkesvej. Dagbogen, som er en kort, men velskrevet beretning om en turbulent tid på Bornholm, slutter brat den 15. maj. Resten af dagbogen er ikke offentligt tilgængelig.

Bornholms Tidende bringer uddraget i samarbejde med lærer og foredragsholder Birgitte Borgen, som gerne modtager erindringer og fotos fra vidner til tiden omkring befrielsen og bombningen.

 

Else Marie Juul var kontorassistent på Hørfabrikken i Aakirkeby og førte dagbog under befrielsen og den efterfølgende sovjetiske invasion. Else Marie Juul var datter af hestevognmand Peter Juul på Hans Rømersvej. 
Else Marie Juul ses som nummer fire fra venstre i første række. Foto udlånt af Aakirkeby Lokalarkiv.

Else Marie førte dagbog i krigsårene

Af Birgitte Borgen

Tirsdag den 5. maj 2020

For 20 år siden besøgte jeg Else Marie Juul (1924-2014) på Frederiksberg. Hun var datter af hestevognmand Peter Juul (1893-1979), der havde vognmandsforretning på Hans Rømersvej 25 i perioden 1920- 1946.

Under krigen sad Else Marie Juul på kontoret på Hørfabrikken på Lykkesvej i Aakirkeby. Leverandørerne havde konti og hun kunne de enkelte gårdes kontonummer udenad.

Else Marie Juul førte dagbog i krigsårene og for 25 år siden fik hun lavet en udskrift af dagbogen, da en god bekendt af hende ville bruge dagbogsteksten i undervisningen i folkeskolen. Denne bekendte var Elsebeth Koefoed Ipsen (1922- ), der var datter fra Sparekassen i Aakirkeby og lærer ved Tranegårdsskolen i Gentofte.

 

Arbejdslejren i Aakirkeby Plantage var oprindelig bygget som statsungdomslejr. Efter befrielsen blev den brugt som opbevaringssted for internerede tysk-venlige, som blev kørt til lejren af bornholmske frihedskæmpere. Lokalt blev lejren omtalt som ‘Buchenwalde’.
Foto: Sylvest Jensen

Uddrag fra dagbog 1945

 

Lørdag den 5. maj 1945

Nu er Danmark atter frit, Hurra, hvilken stor og glædelig Dag i Dag. Det er så stort, at det næsten ikke er til at fatte. Men da Kirkeklokkerne begyndte at kime Kl. 8 og blev ved en Time, vidste man, at det var rigtigt, og man kom i en forunderlig Stemning, og Gudstjenesten bagefter, hvortil Kirken var ganske fyldt, og hvor Folk stod langt ud i Vaabenhuset, bidrog ogsaa til at øge denne Stemning.

Kl. 12 talte Kongen bevæget til sit Folk i Radioen og derefter Statsminister Buhl – og Pressen bagefter havde faaet en helt anden Lyd end i Gaar.

I Eftermiddag har Hornorkestret spillet Nationalsange på Torvet, og hele Menneskemængden sang, hvorefter Borgmesteren sagde nogle ord fra Bager Dams Trappe og udbragte et Leve for gamle Danmark. Til Slut blev der spillet og sunget “Det er et yndigt Land”. Men Folk gik ikke hjem endda for at bestille noget, nej, alle Forretninger var lukket , og alle virksomheder laa stille fra Kl. 8.

Frihedskæmperne har rigtig været i Funktion i Dag, alle de “tysk-venlige” blev i Biler af disse kørt til Arbejdslejren, som nu populært kaldes “Buchenwalde”. Der er kommet over 100 fra hele Øen.

Det har været en hel Fest at gaa i Byen – saa mange glade danske Mennesker og saa mange Dannebrogsflag – det smukkeste Flag i Verden. – Ja, det har været en stor Dag, den største i vort Liv, og vi vil aldrig glemme den. Men til tider kan man ikke helt forstaa, et vi er fri – blot nu Norge også var frit.

Nu er Danmark atter frit

efter alle disse forbandede Aar

med Tyskernes grusomme Terror.

Vi mindes i Dag de, der har lidt

og faldt for vort kære Danmark.

 

Søndag den 6. maj 1945

Det var næsten ikke til at gaa i Seng i Aftes. Folk var stadig paa Gaden, og da der kom en Politibetjent i Uniform, blev der raabt Hurra og klappet, og han kvitterede med et straalende Smil og Honnør. Lysene havde igen Lov til at skinne ud, og jeg gav mig god Tid til at sætte Papillotter i – selvfølgelig for oprullede Gardiner.

I dag har det ene Kompagni tyske soldater efter det andet gaaet ud ad Landevejen mod Rønne, kun nogle faa Kompagnier med Sang, de øvrige luskede af. Det er dejligt at se dem drage bort. Ogsaa i dag har jeg sat Dannebrog i Vinduet, for dette her kan ikke fejres paa een Dag. Hele Dagen og hele Aftenen var der ogsaa igen mange Mennesker paa Torvet, som ellers om Søndagen er som uddødt. Jeg har selvfølgelig ogsaa tilbragt en Del af min Dag der. – l Gaar saa jeg i øvrigt ham fra Badeanstalten i Lørdags – vistnok en Skovaspirant – paa Torvet.

Tyske soldater sjosker over Torvet uden vΌben efter befrielsen. Foto: Aakirkeby Lokalarkiv

 

Mandag den 7. maj 1945

Dagen begyndte saa godt, alle var i den glade Stemning, som begyndte i Lørdags, men ved 13-tiden fik det en brat Ende. Russiske Flyvemaskiner, som fløj over Øen, blev beskudt fra Neksø og Rønne, hvorefter de satte Kursen mod Øst og kom tilbage og kastede Bomber ned begge Steder. Flere Huse styrtede sammen, og en del Mennesker blev saarede, medens 8 blev dræbt i Rønne, deriblandt Kaptajn Holm med Kone og 2 Børn, han var lige blevet fejret et par dage før ved sin Hjemkomst, og een i Neksø, men af Tyskere gik der flere Hundrede med. Det er forfærdeligt, at vi nu, da vi troede, alt var forbi, skal udsættes for dette. Folk drager ud fra de to Byer, fuldt belæssede.

Kl. 19 blæstes her Luftalarm, og man hørte igen Bombning over Rønne. l Radioen forkyndtes, at Tyskerne havde kapituleret helt, og så dette her, men det er den 28-aarige Lømmel, v. Kamptz, som er fanatisk.

 

Tirsdag den 8. maj 1945

Kl. 5.00 Morgen bliver jeg vækket af Telefonens Kimen. Det er Hennings søster, Oda, der fortæller, at Inger og Henning ikke skal tage derud, da alle skal være ude af Rønne inden kl. 9.00, idet Russerne atter vil komme og bombe. Det er frygteligt at tænke på, at vor lille Ø, efter at Freden er en Kendsgerning, skal udsættes for dette. Nu kl. 5.15 blæses der Luftalarm, og jeg hører Flyene (skrevet i Sengen).

Da jeg staar og vasker mig, kommer Bodil og siger, at DKB skal i Funktion og skal møde ved Raadhuset. Jeg bliver i Hast færdig og får Tasken pakket, hvorefter jeg – efter at have slugt en halv Bolle – iler op til Esther for at alarmere hende, men jeg må løbe rundt om Huset og kalde og banke paa Vinduerne, før jeg faar Liv i dem. Og så render jeg til Torvet, hvor der allerede er en Del Mennesker forsamlede. Den første Tid har vi intet at bestille. Der kommer nogle Biler igennem Byen med evakuerede og nogle af deres Ejendele liggende bagpaa. Senere kommer der Biler og Vogne hertil med evakuerede og ved 8-Tiden kommer en hel Del med et Tog (alle kører gratis med i Dag). Vi hjælper til med at bære Bagagen og

faar dem indkvarteret. En gammel Kone, som ikke har gået i 5 Aar, sidder bag på en Lastbil. Det er forfærdeligt at tænke paa, hvordan de har maattet væk fra deres Hjem i Huj og Hast.

Ved 9-Tiden gaar vi igen til Toget for at hente gamle Folk. Da Toget er ved Viadukten, begynder det at dundre, og vi ser Flyene og ser, hvordan de dykker ned i Retning mod Rønne. Det drøner forfærdeligt, og dørene og Vinduerne klirrer. Vi tager os af de gamle mennesker og hjælper dem med Bagagen – og det drøner videre, medens vi gaar op ad Jernbanegade. Elsebeth og jeg bliver sendt ned paa Nybyvej med nogle, der skal indkvarteres der, selv om her er Luftalarm – vi har forøvrigt Alarmtilstand eller Flyvervarsel næsten hele Dagen – og endnu bomber de over Rønne. Derefter skal vi til Kirkeskolen, da vi er i Kirkegade, kommer der nogle mægtige drøn, vi farer sammen og griber hinanden i Haanden, og saaledes gaar vi midt paa Gaden, da vi ikke tør gaa paa Fortovet, fordi Vinduesruderne bølger frem og tilbage som i stærk Søgang (bl.a. det store Hjørnevindue i Mathea lpsens Butik), og da vi er bange for at faa dem ned over os. Det er frygteligt – alt ryster og klirrer. Vi naar Kirkeskolen og er ved at blive ekspederet, da hører vi Flyene nærme sig, og umiddelbart derefter hviner og suser det gennem Luften. Alle farer op, og jeg tænker, saa nu kommer Turen til os, og venter at høre en Bombe eksplodere – og så knalder det.

Man ved hverken ud eller ind, men Gud ske Lov er det ingen Bombe, men en tysk og en russisk Maskine i Kamp. Projektilerne pløjede Jorden op i Kolonihaverne ved Præstevænget, Valsemøllen blev perforeret og splinter faldt også ned gennem Tagene paa flere Huse paa Møllevej. Det var altsaa lige over. Da vi kom ud igen, så vi Røgen vælte op fra Rønne, det er saa uhyggeligt det hele.

Efter at have været i Bygaden med nogle ældre Mennesker (Konen i Rullestol – den var tung at trille op ad bakken), gik jeg hjem og spiste, da jeg begyndte at blive sulten, hvorefter jeg mødte igen.

Om Eftermiddagen blev Neksø bombet igen, og store Dele af Byen stod i Brand. Det er saa grusomt det hele og saa meningsløst, nu da der er kapituleret, og det hele skulde være forbi, og vi skulde være glade. Og Pressen i Radioen er næsten ikke til at holde ud at høre paa, da der blot tales om, hvordan der festes overalt, og man hører den jublende Menneskemængde, og der opfordres til at feste videre, og Dagen i Morgen skal være en hel Fridag for alle. Vi har jublet for tidligt, men godt var det, at alle Menneskene var kommet væk fra Byerne i dag, inden de genoptog Bombardementerne.

I Eftermiddagens Løb kom den tidligere Kommandant over Bornholm (tyske), Moratz for at afsende et Telegram fra Postkontoret, efter lige at være kommet til Bornholm med Flyvemaskine, Han fortalte,

at Englænderne kom til Bornholm og forhandlede kl. 19, og han skulle ud og være Tolk. Vi fik imidlertid intet Nyt at høre, men fik Besked om at vente til Kl. 24. Man troede hverken paa det ene eller det andet længere.

Hele dagen er Tyskerne strømmet mod Almindingen, og om Aftenen kom de trækkende med Cykler, Trækvogne, Varevogne, Legevogne, Barnevogne og Hestevogne, som de havde stjaalet, også her i Byen stjal de Cykler, bl.a. Sadalmagerm. Funchs.

Kl. 24 gik vi Lotter hjem. – Det har været en begivenhedsrig dag, men ikke af de gode og glædelige.

 

Onsdag den 9. maj 1945

er international Fridag som Følge af Freden, men saadan fejres den ikke her på Bornholm. I Radioen hører man kun Jubel, de regner slet ikke med Bornholm, man spørger uvilkaarligt sig selv og hinanden – har de helt glemt os.

Endnu strømmer Tyskerne mod Almindingen, men her er ogsaa over 20.000 tyske Soldater og 20.000 Flygtninge, så vor lille Ø er godt befolket i denne Tid – fordoblet.

I dag har Radioen dog omtalt Bornholms Skæbne ganske kort allerførst i Radioavisen og meddelt, at et Skib er på Vej med Levnedsmidler til Bornholm. Frk. Nørregaard er i de to sidste Dage kørt til Almindingen med Brød og Gryn til Tyskerne og Flygtningene, nogle havde ikke faaet Mad i 4 Dage. Ad Søndre Landevej kommer en stadig Strøm paa Flugt tværs over Øen fra Neksø til Rønne, og paa Brogaard koges der Kartofler i Gruekedlen til dem hele Dagen igennem.

I Eftermiddag hørte man atter Bombeeksplosioner og begyndte at blive ængstelige igen, men denne Gang var det tyske Skibe, der blev bombet ud for Christiansø. 74 Skibe med Flygtninge skal være gaaet under.

 

Torsdag den 10. maj 1945

Kristihimmelfartsdag er gaaet, uden at man har tænkt paa, at det var denne Dag. I Eftermiddag har vi Lotter været travlt beskæftiget med at sy Armbind, der skulde syes 500, da nogle Aargange af Bornholms Væbning er indkaldt for at afvæbne Tyskerne, som ikke vil afvæbnes af Russerne, og hjælpe Frihedskæmperne i øvrigt. Spejderne har været ude og samle røde og blaa Stoffer ind, og Folk har givet meget beredvilligt. Der kom baade Skjorter, Shorts, Kjoler m.m. samt helt nye Stoffer.

Flygtninge, mŒåske fra Østpreussen, går over Aakirkeby Torv. Foto: Billedarkivet i Aakirkeby

 

Fredag den 11. maj 1945

I Dag er der blevet udstedt Udgangsforbud fra kl. 21 – sikke en tid paa Dagen, og saa er Klokken i Virkeligheden kun 20 – hvorfor jeg maatte ud med Passersedler til Arbejderne. Da jeg ved 19-tiden var oppe hos Frihedskæmperne for at hente de Sedler, jeg skulle ud med i Byen, kom der en Motorcykel-Tank bemandet med fire Russere kørende fra Storegade op paa Torvet og ned ad Kirkegade. De Mennesker, der stod paa Torvet, glemte helt at raabe og kaste Blomsterne, som de stod med i Haanden, paa Russerne, men stod blot og maabede ved Synet af dette Uhyre og gav sig saa til at le, det saa ogsaa meget komisk ud, da Maskinen kom rullende op ad Gaden.

Man havde ventet Russerne hele Dagen, og sidst var det oplyst, at de kom Kl. 19, derfor var Folk parate med Blomster, og der var givet Ordre til, at man skulde flage overalt, vi skulde jo være henrykte og hylde vore Befriere. Imidlertid gik der blot et Øjeblik, saa kom Russerne snurrende op ad Eskildsgade, over Torvet og forsvandt mod Rønne, og denne Gang raabte Folk, og Ella Kjøller fik endda Lejlighed til at kaste sine Blomster efter Russerne. Da jeg havde været rundt med Passersedlerne og kom op på Torvet igen, var der kommet mange flere Mennesker til hidkaldt af Støjen. Mange Børn og unge løb med Bøgegrene og Blomster, ja Sygeplejerskerne havde endda Nelliker, hvilket jeg synes, var lidt flot, til Russerne. Vi skævede til Raadhusuret, det manglede kun 10 Minutter i at være 21, saa vi maatte nok hellere forlade Torvet, der skete nok ikke mere, selv om Borgmesteren endnu stod foran Raadhuset.

Men lige, da vi skal gaa, kommer en Bil kørende og standser ved Axel Petersens Butik. Russerne – bliver der raabt, og Ungdommen kommer løbende over Torvet, vi staar lige ved og farer helt hen til Bilen, ud fra hvilken der stiger nogle højtstaaende Russere samt Stehelkunoff, som fungerer som Tolk. Lige efter standser 3-4 Biler paa Torvet, hvori bl.a. Amtmanden sidder. Folk raaber og skriger og kaster med Blomster, og saa taler Obersten paa Russisk, og Tolken oversætter, derefter taler Borgmesteren – Talen oversættes til Russisk – og slutter med at udbringe et Leve for en god Fremtid for Bornholm og godt Samarbejde med Sovjetunionen (i anden Række). Vi raabte ikke alle Hurra, men nærmest UHA. Amtmanden sluttede, da Klokken var over 21 med at ophæve Udgangsforbudet, da vi havde opført os saa pænt, og på den Betingelse, at Frihedskæmperne ville holde Ro Og Orden i Byen og Omegnen – JUBLENDE BEGEJSTRING.

Da Bilerne var kørt, gik Gudrun, Elsebeth, Poul Bonde og jeg med Jensen hjem, og Gudrun leverede Vin og Cigaretter samt Grammofonmusik. Vi hørte imidlertid, at Frihedskæmperne havde sagt, at Forbudet ikke var ophævet, men vi vedblev dog med den hyggelige Sammenkomst – og kom ogsaa godt hjem.

 

Lørdag den 12. maj 1945

Udgangsforbudet er ikke ophævet, vi må pænt holde os inde efter Kl. 21.

 

Søndag den 13. maj 1945

Solen straaler fra en skyfri Himmel, var vi blot lige saa lyse og straalende i Sindet som denne dejlige Forsommerdag; men vi har endnu Begivenhederne fra den 7. og 8. i saa frisk Erindring, og desuden tror vi alle, at der er noget muggent ved hele Situationen. Hvad skal alle Russerne, som i dag kom med Damperen tilbage fra Kolberg, her, og de fører baade Køer, Faar og alt muligt gammelt Skrammel med sig. Det er noget underligt noget det hele. De siger nok, at de kun skal være her, til Tyskerne er helt væk, men man kan slet ikke tro noget i denne Tid.

I Eftermiddag har Far, Edith og jeg været cyklende til Neksø og set Ødelæggelserne. Der ser forfærdeligt ud. Hele Torvet og store Strækninger af Aasen er fuldstændig raseret og desuden mange andre Ejendomme, ja endog Kirken er ramt. Og hele Havnen er ødelagt, store Stykker af Kajerne er borte, og der findes flere Bombekratere. “Østbornholm” ligger paa Siden med et stort Hul i Bunden, to tyske armerede Skibe ligger med Dækket lige under Vandoverfladen, og mange Fiskerbaade er sunket. Vandet glinser af Olie. Der er uendelig meget at rette op igen – baade Sparekassen, Postkontoret, Toldkammeret, Brugsforeningen, begge Pakhusforeningerne, Apoteket, Dommerkontoret, Banken, Bryggeriet, Autocentralen og mange store Forretninger og Beboelsesejendomme er totalt ødelagt. Det røg endnu flere Steder fra Ruinhobene, og nogle Steder slog klare Flammer op.

 

Onsdag den 16. maj 1945

Da jeg i Aften —————-

 

Torsdag den 17. maj 1945

Jeg føler mig elendigt til Mode i Dag og har helt ondt i Maven, da det er blevet fortalt, at der i den svenske Radioavis i Aftes skulde være sagt, at Bornholmerne skal forflyttes til den tyske Del af Sønderjylland (Slesvig). Det er forfærdeligt at tænke paa, at vi maaske skal forlade alt, hvad vi ejer og komme over til det, Tyskerne har forladt. Men maaske er det trods alt det bedste for os, for hvis Russerne skal regere her paa vor Ø, bliver det ogsaa langt fra hyggeligt.

I Dag hænger Russerne Ledninger op i Byen og op mod Almindingen. Traadene gøres fast til Træer og Tagrender, eller hvor det ellers kan falde for, og hænger saa lavt ved Martin Ipsens, at de maa bukke sig for at komme ind ad Havelaagen. Hørbilen kunne heller ikke komme under, men kørte to Ledninger, som gik tværs over Gaden ved Jernbanehotellet, ned. Blot Russerne ikke optager det som Sabotage, for de er vist nogle barbariske og ukultiverede Væsener og kan finde paa hvad som helst.

Var man blot rejst til København før, men naar man talte om det, opløftede der sig et Ramaskrig, man skulle skam ikke rejse over til al den Uro og Ballade, naar vi havde det saa godt paa Bornholm. Ja – havde, for nu har vi det sandelig ikke godt længere, nu hvor der ellers er Fred og Glæde i det øvrige Land.

I Middagspausen, da jeg kørte over Torvet, kom ————–