Lars Kærulf Møller betragter en Vilhelm Lundstrøm på kontoret på Bornholms Kunstmuseum. Foto: Jens-Erik Larsen

Museumsdirektør får rejselegat

Museumsdirektør Lars Kærulf Møller fra Bornholms Kunstmuseum er blevet hædret med et stort rejselegat fra Museumsdirektør Eigil H. Brünniches Rejselegat. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kunstmuseet,

– Beslutningen er taget på baggrund af dit mangeårige virke som direktør for Bornholms Kunstmuseum, hvor du ikke alene har formået at realisere en imponerende transformation af museets fysiske rammer, men også har formået at skabe et vigtigt kulturelt knudepunkt, der rager op – ikke alene på Bornholm, men også viden om, hedder det fra legatet i begrundelsen.

– Det var afgørende for legatets stifter, at den danske kunsthistorie vedblev at være” forankret i en dyb og levende fortrolighed med den store europæiske kunsttradition”, og det er derfor stifterens ønske, at legatmodtageren anvender legatsummen til en (om muligt) længere rejse for ”ved selvsyn og fordybelse” at tage denne tradition i øjesyn. Det er bestyrelsens overbevisning, at netop dit faglige fokus i høj grad er foreneligt med stifterens visioner for legatet.

 

Eigil H. Brünniche

Museumsdirektør Eigil H. Brünniche (1906 – 1995) var barnebarn af tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung og han var i over 40 år leder af den Hirschsprungske Samling, ligesom han i årene 1968 – 73 var direktør for Skagens Museum.

Kilde: Bornholms Kunstmuseum

 

Lars Kærulf Møller er stolt og beæret, fortæller han i pressemeddelelsen.

– Det er jo ikke rejsetid lige nu, men jeg glæder mig til, når verden igen ser normal ud, at anvende det flotte legat helt i overensstemmelse med stifterens ønske, fortæller han.