Klippebo i Gudhjem. Foto: Jens-Erik Larsen

Ansat på Klippebo testet positiv for covid-19 – nu skal alle testes

En ansat blandt plejepersonalet på Klippebo Plejecenter i Gudhjem er testet positiv for covid-19. Det bekræfter centerchef for Center for Ældre, Birgit Mortensen til Bornholms Tidende. Bornholms Tidende har forsøgt at få et interview, men det har på nuværende tidspunkt kun været muligt at få et skriftligt svar fra ældrechefen.

Hun fortæller i en mail, at testresultatet på den pågældende medarbejder kom lørdag den 2. maj om aftenen.

– Vi har orienteret beboere og pårørende og alle medarbejderne. Vi følger sundhedsstyrelsens vejledning for, hvordan man på plejecentre med videre handler i denne situation. Alle har en skærpet opmærksomhed på symptomer hos sig selv eller borgerne, skriver Birgit Mortensen i en mail til Bornholms Tidende.

Birgit Mortensen kan ikke svare på, hvor mange borgere, medarbejderen med covid-19 har været i kontakt med, men hun fortæller, at alle beboere og ansatte på Klippebo nu skal testes.

– Der benyttes værnemidler i henhold til seneste vejledninger for at begrænse eventuel smittespredning, og alle medarbejdere og borgere testes. Vi iværksatte dette tidligt søndag morgen, skriver hun.

Ifølge Birgit Mortensen vil situationen ikke have større betydning for borgernes hverdag på Klippebo.

– Ud over at alle bliver testet, og at der udvises en særligt, skærpet opmærksomhed, betyder dette ikke noget, skriver hun.

Der er indtil videre ikke kendskab til flere ansatte, der skulle være testet positiv for covid-19 på hverken Klippebo eller kommunens øvrige plejecentre.