Sven-Erik Sørensen og Nyker Pensionistforening har udskudt foreningens 50 års jubilæum. Foto: Jens-Erik Larsen

50 års jubilæum udsættes til efteråret

FORENING

– Stille. Meget stille.

Lyder svaret fra Sven-Erik Sørensen på spørgsmålet om, hvordan livet er i Nyker Pensionistforening i øjeblikket. Den nye formand for foreningen var kun lige blevet valgt på foreningens generalforsamling, før coronalukningen satte ind og også satte pensionisternes foreningsliv på stop.

– Vi havde planlagt tre arrangementer i foråret. To foredrag og vores 50 års jubilæumsfest, som skulle være holdt den 13. maj. Foredragene har vi aflyst, og jubilæumsfesten flytter vi til oktober, siger Sven-Erik Sørensen.

– Vores første arrangement efter nedlukningen bliver en udflugt til Bryghuset i Svaneke i august, og vi fastholder planlægningen for resten af efteråret. Vi håber, at landet nu åbner så småt.

Hvad siger jeres medlemmer til situationen?

– Stille og roligt. Folk har fuld forståelse for situationen. Men er bekymret for sit helbred, når man kommer op i alderen.

– Vi besluttede i går, at vi skriver et brev til medlemmerne og vedlægger den resterende årsplan. Det deler vi ud i denne uge, oplyser Sven-Erik Sørensen.