Det lille vandfald ved Risebæk ligner et eventyr.

På weekendtur med Sillehoved: Det røde vandfald er en naturperle

NATUR

Weekendens tur ud i naturen kunne gå til vandfaldet ved Risebækken på Sydbornholm. Vandfaldet blev engang kaldt det ”røde vandfald”, da vandet var rødt af okker. Men selv om vandet i vore dage er blevet rent, er å-lejet og skiferen ved vandfaldet stadig røde af okker.

Den røde farve skyldes et vejarbejde på landevejen for mange år siden, hvor store maskiner gravede ned i jorden og kom til at ramme skiferen, der udløste dens indhold af okker. Vandfaldet er kun to et halvt meter højt, men er en lille naturperle. Det samme område har samtidig mange blomster, og både geologiske og kulturhistoriske seværdigheder.

På Søndre Landevej mellem Rønne og Snogebæk findes en lille parkeringsplads ved 14 kilometer-stenen. Stedet kaldes Skelbro efter broen over Risebæk, og nær ved det findes et gammelt kalkstenbrud med 500 millioner år gamle fossiler. Herfra fører en sti på venstre side af åen ud til kysten og det smukke vandfald.

 

Kalkstenbruddet ved Skelbro er en kendt geologisk lokalitet. Det er fredet.

Stenbrud med kalksten

Den hårde kalksten er dannet af muslinger, kiselsvampe, krebsdyr og dele af blæksprutter på havbunden for cirka 500 millioner år siden. I de vandrette kalkstenslag kan der findes fossiler, men stenbruddet er fredet så der må ikke hugges i den, men gerne i de løse kalksten fra bunden af bruddet.

Stenbruddet har samtidig en spændende kulturhistorie. Gennem middelalderen hentede man kalksten herfra til anlæg af øens gamle kirker samt borgene Lilleborg, Gamleborg og Hammershus. Selv om den gamle kalksten har et videnskabeligt navn, blev den engang kaldt ”limsten”. Den kunne bruges som cement efter knusning og brænding i kalkovne.

Kalkstenen bliver stadig brugt til vedligeholdelse af Hammershus, men fra et andet stenbrud i Limensgade.

 

Stien til kysten passerer ved gården en gammel ”brøddegrav” hvor man i midten af 1800-tallet brændte hør til linned.

Vandretur til vandfaldet

Fra stenbruddet følger man stien ud til kysten og passerer Risegård, der ejer området, men der er offentligt adgang.

Før gården er der på højre side af stien en dyb grav, kantet af kalksten og et gammelt møllehjul. Det er en såkaldt ”brøddegrav” fra midten af 1800-tallet, hvor man med ild kunne udvinde hørrens fibre, der bagefter kunne væves til klædestof af linned.

Ude ved kystskrænterne ses til venstre høje skrænter, formet som en gryde. Den er dannet af 200 millioner år gamle plastiske lermasser, der er skredet ned, og senere vil blive skyllet i havet. De røde og grønne farver skyldes forskellige jernforbindelser.

 

I maj er der mange blomstrende orkideer. Her ses en smuk tyndakset gøgeurt.

Mange smukke blomster

Flere bænke indbyder til pause. Dermed kan man sidde og nyde naturen, og om eftermiddagen vil modlyset fremhæve terrænets former, og små træer vil ligne skulpturer. Der er samtidig en smuk udsigt mod syd og mange blomster. Om foråret er der mange orkideer, tyndakset gøgeurt, hvis spidse blade kan være med eller uden sorte pletter. Hele sommeren vil botanikere kunne finde mange sjældne planter, og folk med lyst til en kryddersnaps kan finde hjertegræs, der er rigtig god. Stedet bliver naturplejet med græssende får.

En gammel hulvej fører ned til stranden, men desværre har vinterstorme ædt sig ind i klinten, så man må hoppe ned. Der ses ofte farvestrålende gravænder og hvide knopsvaner. For at komme til vandfaldet skal man følge stranden cirka 200 meter mod højre til åens udløb. Den er svær at få øje på, men de rustfarvede sten viser stedet, og derfra går en sti op til vandfaldet i skoven.

Desværre har vinterstorme også ædt af skrænterne her, så man må kravle op. Det kan være ret svært for dårligt gående. Herefter følger man bare stien op over de skovbevoksede skrænter til det lille vandfald, som saligt plasker ned over de røde skiferformationer. Der er mest vand om foråret og samtidig mange flotte blå anemoner. Fra midt i maj synger nattergalen, og der er blomstrende hvide kirsebær. Hele sommeren lever det lille vandfald sit eget stille liv med små dryp, men træernes grønne blade vil til gengæld skabe et mørke, der får stedet til at ligne en urskov i en tropisk jungle.

Nede i åen under vandfaldet kan man finde fossiler i de små flade skifersten. De ses som lyse striber og er aftryk af 400 millioner år gamle svævende havdyr, der geologisk kaldes for graptolitter.

God tur.