Foto: Berit Hvassum

Steen Colberg Jensen sætter sig i højskolens formandsstol

Bestyrelsen for Bornholms Højskole har valgt tidligere viceborgmester Steen Colberg Jensen som ny formand. Han afløser Knud Andersen, som tirsdag aften trak sig fra posten med øjeblikkelig virkning. Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Vi er glade for den store opbakning, vi i bestyrelsen for Bornholms Højskole har modtaget det sidste par dage. Der er mange, der har henvendt sig med gode råd og tilbud om hjælp. Vi forfølger nu bestyrelsens langsigtede strategi om at skabe en mere levedygtig højskole med udgangspunkt i Bornholms kendetegn; kunsthåndværket, naturen og sammenholdet, siger Steen Colberg Jensen i pressemeddelelsen.

Peter Haase fortsætter som næstformand, og suppleant Louise Groth-Michelsen indtræder på den ledige plads i bestyrelsen.

Komme styrket ud

Bestyrelsen er i dialog med en række medarbejdere og vil inden for den næste uge få klarhed over personalegruppen og dermed sikre, at højskolen fortsat drives af kompetente folk.

Det er endnu uvist, hvornår højskolerne må åbne for elever igen, og om eller hvordan sommerkurser kan gennemføres. På Bornholms Højskole følger man retningslinjerne tæt og sørger også for, at tilmeldte kursister får en løbende orientering.

Indtil genåbningen vil bestyrelsen bruge tiden til at forbedre og udvikle skolen, blandt andet ved at invitere en del relevante personer ind til en snak om, hvordan de mener, at højskolen kan blive endnu bedre og komme styrket ud efter corona-lukningen.

Støtte til skolen

Højskolen glæder sig til at holde generalforsamling i Skolekredsen, lige så snart det bliver muligt. Den gør det samtidig klart, at et medlemskab af Skolekredsen er en god måde at støtte skolen på.

Derudover glæder bestyrelsen sig til igen at slå dørene op til fællessang, refleksion, fordybelse, mad ved langborde på både de lange kurser, ugekurserne og ved åbne arrangementer i højskolens rammer ved Ekkodalen.