Hans Jørgen Jensen er formand for Lag-Bornholm. Foto: Allan Rieck

15 iværksættere ville have støtte: Det er skønt med gåpåmod

– Det er skønt, at iværksætterne fortsat har gåpåmod, siger koordinator hos Lag-Bornholm, Hans Jørgen Jensen.

Lag-Bornholms bestyrelse har netop fordelt pengene i den seneste ansøgsrunde, og her havde rekordmange – ialt 15 ansøgere – søgt om støtte til deres iværksætterprojekter.

De mange projekter spænder vidt og dækker over både igangværende virksomheder, der udvikler nyt og helt nye virksomheder.

Lag-Bornholm tildeler ikke pengene, men indstiller projekterne til Erhvervsstyrelsen.

Mange penge på vej til Tejn

Den største indstilling sender Lag-Bornholm ind på vegne af Isværket i Tejn.

Isværket indstilles til en støtte på hele 656.000 kroner, oplyser Hans Jørgen Jensen.

Pengene skal gå til at udvikle det naturformidlingsprojekt med maritime oplevelser, som de to nyuddannede havbiologer, Magnus H. Andreasen og Marie Helene Birk, står bag i Tejn. Fra det tidligere isværk vil de formidle maritim natur først og fremmest målrettet børn og unge. Magnus H. Andreasen er en af tre sønner i Sandvig Is Kalas, som er ejer af bygningen.

– Vi synes, at det er superspændende, at de dermed knytter de unge til Bornholm, samtidig gavner projektet lokalsamfundet i Tejn, som trænger til udvikling, og på længere sigt vil de også tænke i udvikling af fiskeriprodukter, siger Hans Jørgen Jensen.

Projektet i Tejn indstilles til støtte fra de såkaldte Flag-midler, det vil sige penge, der er øremærkede til projekter, som vedrører hav, havne, fiskeri og lignende.

Job-, Udvikling og Fritidsudvalget støttede i januar projektet med 30.000 kroner og Lag Bornholm har tidligere støttet projektet med 200.000 kroner.

Landbrug vil prøve med tang

Fra den samme maritime pulje indstiller Lag-Bornholm et andet projekt til støtte.

–  Bornholms Landbrug Fødevarer vil gennemføre et forsøgsprojekt med at fiske tang, tørre det og anvende det som tilsætning til foder, oplyser Hans Jørgen Jensen. Projektet gennemføres i samarbejde med tang-ekspert Ole Hertz samt en lokal fisker og en lokal vodbinder. Projektet indstilles til en støtte på 250.000 kroner.

– Vi har gerne villet styrke produktion af proteinfoder her på øen, så man ikke behøver at importere sojabønner. Det er lykkedes at dyrke hestebønner, som til en vis del kan erstatte importeret soja, men man er også nødt til at supplere med en anden proteinkilde og her kan tang være en mulighed. Derfor gives der penge til et lavpraktisk forsøg med udgangspunkt i Tejn, fortæller Hans Jørgen Jensen.

Bornholm bliver en cider-ø

Lag-Bornholm har også indstillet en ny cider-producent til støtte på 75.000 kroner til et produktionskøkken.

Det lille firma Âvijll vil fremstille bornholmsk cider på ejendommen Dalshøj tæt ved Ekkodalen. Âvijll betyder Æbletræ.

Alex Bredkjær og Line Kramp står bag det ny ciderfirma. Udover cider vil de også have gårdbutik og café.

–  Bornholm er ved at blive til en cider-ø med flere producenter. Det synes vi er fint, de kan inspirere hinanden, mener Lag Bornholm koordinatoren. For udover denne ciderproducent har Lag-Bornholm også indstillet Soldalen ved Olsker til 150.000 kroner til at investere i et professionelt mosteri samt har indstillet Steffen Schou og Jannie Dalgaard-Jensen til 150.000 kroner støtte til deres ciderproduktion ved Tingsted.

De blev også indstillet

Udover disse indstillinger har Lag-Bornholm indstillet flere eksisterende virksomheder til støtte til udviklingsprojekter:

Det nye Matter – House of Craft på Nexø havn indstilles til 300.000 kroner til ombygning.

Østersøens Brænderi indstilles til en støtte på 105.000 kroner til en ny etiketteringsmaskine.

Som nævnt indstilles en ny lokalradio til en støtte på 50.000 kroner.

Gården i Melsted indstilles til 125.000 kroner til et formidlingsprojekt om fortællingen om smagen af Bornholm.

Iværksættermiljøet på Bornholm indstilles til en støtte på 50.000 kroner til et samarbejdsprojekt med iværksættermiljøet i Thy, hvor man kan inspirere og lære af hinanden. I Thy ligger blandt andet surfer-området Cold Hawaii.  Projektet har navnet Fra Thy til Bornholm – iværksætter på kanten.

Sluttelig har Lag Bornholm indstillet at et projekt under Makers Island til en støtte på 235.000 kroner. Pengene skal gå til at udvikle og styrke arbejdet med Makers Island og slå fast med syvtommer søm udadtil, at Bornholm er en kunsthåndværker-ø. Samarbejdet mellem turisme og kunsthåndværkere skal styrkes for dermed at styrke kunsthåndværkerns afsætningsmuligheder.

– Vi skal udnytte at der kommer 600.000 potentielle ”kunder” til øen hvert år, siger Hans Jørgen Jensen.

Nogle fik afslag

Ikke alle ansøgere til Lag-puljerne fik mulighed for at blive indstillet til støtte denne gang, og måske må de nu vente et stykke tid før de kan søge igen.

De mange indstillinger til øens iværksættere er måske de sidste i et stykke tid. De penge, som Lag-Bornholm kan indstille til lokale projekter, udloddes i 7-årige programperioder, og den nuværende periode udløber med udgangen af 2020.

Det er dog muligt, at den bliver forlænget med et år, og der derfor kan blive mulighed for at søge igen, men ellers vil der være en overgangsperiode mellem de nye og de gamle ordninger, hvor der ikke kan søges penge.

– Hvis ordningen forlænges, får vi besked i juni, og der kan så søges igen. Vi ved dog ikke, hvor mange penge, der vil blive til rådighed siger Hans Jørgen Jensen.