Foto: Berit Hvassum

Ejerne har lyttet til kritikken: Grønbechs Hotel kan måske godt få lov at vokse

Ejerne af Grønbechs Hotel i Allinge vil gerne udvide med en ekstra etage. Og ønsket om at udvide hotellet lever stadig efter kommunalbestyrelsens møde torsdag aften.

Her vedtog et flertal af Socialdemokratiet, Venstre, SF og Bornholmerlisten (i alt 15) at holde en dør åben for, at hotellets ejere kan komme til at udvide. Fordi ejerne med et nyt projekt har tilpasset arkitekturen, så den passer bedre til resten af Allinge end de tegninger, som hotellet først sendte ind – og nu også planlægger at ændre byggeriet, så hotelgæster på den planlagte tagterrasse ikke vil kunne se ind til naboerne.

– Vi synes, at bygherrens nye forslag har været pæne, sagde gruppeformand Søren Schow (V), der dermed var egen med sin kollega Thomas Thors (S).

Derfor vil hotelejernes nye forslag om et større hotel og dets udseende nu blive til et lokalplanforslag for Grønbechs Hotel og et forslag om et tillæg til kommuneplanen. Begge dele vil være nødvendigt, fordi der i dag højst må bygges i to en halv etage i området, hvor hotelejerne ønsker at forstørre hotellet til fire etager – og fordi det vil bringe bebyggelsesprocenten op på mellem 130 og 150 i et område, hvor den højst må være 85 efter den gældende kommuneplan.

Allerede i dagens udgave har Grønbechs Hotel en bebyggelsesprocent på 117, og at bygningen vil blive for stor og ikke passe ind i Allinge er da også den gennemgående kritik i de 17 svar, der kom ind, da regionskommunen spurgte offentligheden om forslag og ideer i en periode på 14 dage i marts.

Hotellets ejere reagerede på kritikken ved at sende et nyt projekt ind. De lægger nu op til at lade hotellets facade mod Nørregade forblive mere tro mod, hvordan bygningen hidtil har set ud. Ejerne vil med det nye projekt også skærme tagterrassen af med en valmet tagflade til alle sider – og en cirka to meter bred beplantning sikre naboerne mod at kunne blive set af hotelgæster på tagterrassen.

Hvor Socialdemokratiet, Venstre og til sidst også SF og Bornholmerlisten var blevet så beroliget af hotelejernes nye forslag, at de kunne godkende at sende sagen videre i systemet, holdt Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne fast i at være imod.

– Med otte nye værelser vil der også komme flere biler til, og det kan vi godt være bekymrede for, om Allinge kan bære, sagde Linda Kofoed Persson (DF).

– Jeg vil godt medgive, at ejerne har lavet nogle meget store ændringer. Jeg vil bare også gerne minde om, at vi lige har vedtaget en bevarende lokalplan for Allinge. Så det ændrer ikke ved, at vi ved at vedtage det her kommer til at vedtage noget, der strider mod det, som vi lige har vedtaget, sagde Morten Riis (EL).