Foto: Hasle Byting

Friske blomster og nye flag: Frivillige bruger foråret til at gøre byen pæn og indbydende

Multihytten og omgivelserne omkring den i Hasle Aktivitetspark er blevet rengjort, på Hasle Torv er der kommet nye blomster, bord- og bænkesæt er blevet malet, der er kommet nye hasleflag op i flagstængerne, og der fjernes ukrudt.

Den frivillige skare under Hasle Byting bruger foråret til at gøre byen pæn og indbydende, mens man venter på, at der atter skal blive åbnet for de mange aktiviteter, som normalt finder sted i området.

– Vi tager opgaverne i etaper. Vi var nede på havnen forleden for at sætte flag op, en dag satte vi velkomstskilte op, en dag ryddede vi op i parken og lavede en overdækning til dagplejernes barnevogne, og tirsdag var vi nogle hold i gang, hvor nogle har gjort rent i Rådhusets gård, nogle på fortovet, mens andre satte flag op, fortæller Kaj Erik Mortensen fra Hasle Byting.