Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Anholdt på Køge-færgen: Par dømt i kokainsag

En 35-årig mand og en 27-årig kvinde fra Rønne blev onsdag i byretten idømt fængselsstraffe i en narkosag.

De har siddet varetægtfængslet i to måneder, siden de 27. februar tidligt om morgenen blev taget med 48,6 gram kokain på færgen Hammershus i forbindelse med ankomsten til Rønne.

– Jeg ved ikke, hvad de havde besluttet sig for at gøre med det, men det var nok med henblik på overdragelse, siger anklagerfuldmægtig Anne Moe.

Manden blev idømt fem måneders fængsel, hvoraf tre skal afsones, mens de to gøres betinget, og kvindens straf var fire måneders betinget fængsel. Han var kendt af politiet i forvejen, og dommen udløser en reststraf fra en tidligere sag.

Begge havde på forhånd erkendt deres skyld, og retssagen foregik derfor som en tilståelsessag med én dommer og uden domsmænd.

– Jeg lagde vægt på i sagen, at de var kommet med nogle oplysninger til politiet, der hjalp med sagens opklaring, fortæller Anne Moe.

Parret, der accepterede dommen og ifølge anklageren ikke vil anke sagen, blev desuden begge dømt til 80 timers ulønnet samfundstjeneste.