Landsstævnestadion i udkanten af Rønne blev i weekenden omdannet til en teltby. Testcentret er opbygget, så man kan blive podet uden at stige ud af ens bil. Foto: Jens-Erik Larsen

Tre patienter konstateret smittet med covid-19

Endnu tre patienter er det seneste døgn konstateret smittet med covid-19. Bornholm er dermed oppe på totalt 64 laboratoriebekræftede tilfælde af sygdommen.

På landsplan er i alt 443 coronasmittede i Danmark nu døde, oplyser Statens Serum Institut. Det er ni flere end tirsdag.

Antallet af indlagte falder fra 284 til 267.

66 er på intensiv, hvilket er det samme antal som tirsdag. Det er ligeledes fortsat 50 af dem på intensiv, som er i respirator.

Flere end 180.000 personer er testet. Onsdag er 9008 bekræftet smittet med coronavirus. Heraf er det registreret, at 6366 har overstået infektionen.

Danske myndigheder noterer ikke raskmeldte. En overstået infektion betyder, at man 14 dage efter konstateret smitte med coronavirus ikke er indlagt eller død.

Kilde: Statens Serum Institut