Håndværker og tidligere skorstensfejer Peter Svart møder stor interesse for sin opfindelse. Egne fotos

Klar med ny opfindelse mod rotter: Jeg har allerede solgt en del

Tidligere skorstensfejer og nuværende håndværker, 47-årige Peter Svart i Nexø, står bag en ny opfindelse, et rotteværn, som kan monteres i husets nedløbsrør og stoppe rotternes adgang til huset ad den vej.

Peter Svart er uddannet skorstensfejer, og har tidligere opfundet tagtrin, som er monteret på mange af de teglbelagte tage på både Bornholm og resten af Danmark. Tagtrin gør det muligt for skorstensfejeren at komme let op på taget uden at beskadige teglene.

Ideen til rotteværnet er netop blandt andet inspireret af hans erfaring som skorstensfejer og senere mange års arbejde med forskellige håndværkeropgaver, blandt andet at lægge tage.

– Mange bruger hønsetråd for at holde rotterne ude, men det stopper nemt rørene til, og det sammenlagt med almindelig logisk tankegang, gav ideen til den ny opfindelse, fortæller Peter Svart, som har brugt mange timer i sit værksted i Nexø på at forfine sin ide.

Hans opfindelse er helt enkelt et lille stykke gaffel-lignende metal, der kan monteres med et lille snit i nedløbsrøret på få minutter.

Vedligeholdelsen bagefter er meget enkel og kan foregå uden brug af stige, fortæller han.

Rotteværnet er enkelt og effektivt, mener ophavsmanden til ideen.

Tusindkunstner

Peter Svart er ikke begyndt at markedsføre sin ide endnu, men her på øen har bl.a. Bornholms Boligselskab fået monteret flere hundrede rotteværn på mere end 50 huse.

– Jeg har ikke rigtig reklameret endnu. Det er mere gennem mund-til-øre metoden, at jeg allerede har solgt en del, fortæller han.

Peter Svart har også en hjemmeside på vej for sin opfindelse og har også fået designbeskyttet ideen.

Det er vigtigt for ham, at produktionen foregår i Danmark – og allerhelst på Bornholm. Trio Nexø har været en aktiv del af udviklingen af produktet og står for noget af produktionen. Resten foregår i hans egen smedje i Nexø.

– Jeg er lidt en tusindkunstner. Jeg svejser, snedkerer og opfinder, siger han, der også foreløbig selv står for produktionen af sin opfindelse.

– Skulle efterspørgslen stige, har Ingvard hos Trio lovet, at han nok skal hjælpe med at få effektiviseret produktionen, siger Peter Svart.

Stor interesse

Byggemarkeder og grossister landet over er interesseret i produktet, oplever han.

–  Der er et behov, og interessen er enorm. Vi er i forhandlinger med flere af de store grossister om at forhandle produktet, fortæller Peter Svart.

At der kommer flere ideer fra værkstedet, kan han bestemt ikke afvise.

– Jeg har mange idéer. De popper hele tiden nogle op, men det koster jo penge at udvikle dem. Jeg tror på, at det her får succes. Det er enkelt, simpelt og effektivt, mener idemanden bag det nye rotteværn.