Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Dyrenes Beskyttelse: Mange misforstår rålammenes adfærd

– Mange folk misforstår, hvornår et rålam er i nød, og hvornår det bare opfører sig som et normalt rålam i naturen. Det er helt naturlig adfærd, at små rålam ligger det meste af tiden alene. Når nogen kommer tæt på, trykker det sig blot ned mod jorden for at skjule sig selv.

Sådan siger Michael Carlsen, biolog ved Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse, hvor organisationen opfordrer til, at man bedst hjælper et rålam ved at lade det være i fred.

– Det er ikke i nød, fordi det ligger alene i buskadset eller går og kalder. Det er bedst at forlade området, så dets mor tør nærme sig, fortæller Dyrenes Beskyttelse.

Dyrenes Beskyttelse har gennemgået sidst års opkald til vagtcentralen 1812, og på den baggrund lyder opfordringen, at medmindre man ser et tydeligt såret rålam, så skal man altså undgå at nærme sig det.