Peter Povlsen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Stor fremgang på nettet

”Vi kan tjene ind på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen”, sang Preben Uglebjerg i 1967 i Tivoli Varieteen, og den tekst bliver for tiden aktualiseret hos William Dam på Store Torv i Rønne, hvor der bliver solgt både bøger og andet, såsom ting til boligindretning.

For vel går det stille for sig i butikkerne for tiden, fordi folk holder sig hjemme på grund af coronakrisen – ”der sker intet!”, som Peter Povlsen fra William Dam udtrykker det – men anderledes forholder det sig med nethandelen, hvilket forretningen oplever på williamdam.dk.

– Der er mere gang i vores internetafdeling, siger han.

– I starten af de restriktioner, der blev indført, oplevede vi 70 procents fremgang på vores internethandel. Nu er det faldet lidt, så fremgangen i forhold til sidste år nok ligger på 40-50 procent.

Og hvad med den fysiske butik?

– Da vi skiftede kæde sidste år og forlod Bog & Idé, valgte jeg at smide tallene ud, så jeg kan ikke sige det helt præcist. Men jeg vil skyde på, at vi er 30-35 procent bagud i forhold til sidste år, så vi er ikke dem, der er hårdest ramt i den fysiske butik.

Du må prise dig lykkelig over, at I har jeres internetbutik til at holde jer oppe?

– Ja, vi er heldige, for vi kan jo heller ikke få støtte til noget som helst, fordi den fysiske butik og vores internetbutik hører under samme cvr-nummer.

Hvis salget nu var faldet begge steder?

– Ja, så kunne vi, men det er det heldigvis ikke.

Den store fremgang på internethandelen tæller da også godt i det samlede billede, eftersom William Dams omsætning på internettet i forvejen er cirka tre gange så stor som i den fysiske butik.

Har du tidligere oplevet så stor en stigning fra det ene år til det næste?

– Så er det i hvert fald mange år siden, siger Peter Povlsen med reference til dengang, internetdelen af William Dam var nyetableret.

Godt med danske turister

William Dam har cirka 18 ansatte fordelt på begge afdelinger, og i forbindelse med den store nedgang i aktiviteterne i den fysiske butik og den stigende aktivitet på internettet, er der medarbejdere, der er flyttet fra butikken i stueplan til internetbutikken på førstesalen. Andre medarbejdere har fået afviklet en del af deres afspadsering.

– Også der er vi heldige, fordi vi kan rykke rundt på medarbejderne, så der stadig er noget at lave for dem, siger Peter Povlsen.

Betyder turistsæsonen noget for jer i den fysiske butik?

– Ja, det gør den. Her kommer selvfølgelig flere folk. Men hvis det ender med, at der i år kommer flere danskere frem for eksempelvis tyskere, end vi er vant til, så er det faktisk godt for os. Så kan vores sæson blive udmærket. Turisterne køber ikke rigtig noget hos os – måske en souvenir til 5,95 kroner, og det rykker jo ikke rigtig noget – mens danskerne er mere tilbøjelige til for eksempel at købe bøger, når de er på ferie herovre, siger han.