Bornholms Politi har tidligere beslaglagt mængder af narkotika. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Politiet tror, at importeret narko skulle sælges på Bornholm

Da en 22-årig mand fra Rønne i byretten fredag blev dømt til seks års fængsel for narkohandel, stod det ikke klart under retsmødet, om det var hensigten, at stofferne skulle afsættes på Bornholm eller sendes videre fra øen.

Manden (hvis identitet ikke må skrives på grund af navneforbud, red.) blev kendt skyldig i at have købt og modtaget mindst 1,75 kg MDMA samt ecstasy, kokain, hash og ketamin i mindre doser.

En mindre portion af stofferne endte hos en anden bornholmer, men det skyldtes ifølge den dømte mands eget udsagn, at hans faste køber – en dansktalende mand, han kendte fra bitcoin-miljøet – trak sig. Derfor afhændede den 22-årige, forklarede han, stofferne til en bornholmsk bekendt, som efter et tip blev anholdt i midten af januar. Da var han i besiddelse af 101 gram MDMA, 49 ecstasy-tabletter, 9,8 gram kokain og knap 20 gram ketamin 222 gram hash samt 27 gram amfetamin. Den 22-årige erkendte at have forsynet sin kammerat med stofferne, med undtagelse af amfetaminen.

Kort efter blev den 22-årige selv anholdt og varetægtsfængslet.

Mellemmand

Den dømte beskrev sig som mellemmand og fortalte – efter eget udsagn – at han købte stofferne på vegne af en dansker, hvis rolle og identitet anklageren fra Bornholms Politi ikke fokuserede på under retsmødet.

Efter retssagen spurgte Bornholms Tidende anklagerfuldmægtig Anne Moe, om det var anklagemyndighedens opfattelse, at de tilsendte stoffer skulle sælges til Bornholm

– Af hensyn til efterforskningen har jeg ikke noget at tilføje til det, jeg sagde i retten, svarede Anne Moe og henviste til politiets efterforskere.

Som sagt så gjort:

I retten var det svært at få indtryk af, om stofferne var tiltænkt det bornholmske marked. Er det jeres indtryk? Hvad ved I om det?

– Det bliver sendt til en adresse på Bornholm, og det virker tosset at sende det til Bornholm for så at videredistribuere det til Sjælland. Men jeg skal ikke kunne sige med sikkerhed, om han har tænkt sig at gøre det eller har gjort det. Jeg tænker, at det var til Bornholm, men kan ikke give et helt skarpt svar, siger efterforskningsleder Henrik Schou, Bornholms Politi.

Og en del blev fundet hos en anden mand på Bornholm.

– Ja, noget af det er fundet.

Henrik Schou ønsker ikke at oplyse, om politiets efterforskning af narkosagen har givet andre resultater.

Retssagen handlede om fire narkoforsendelser, som den 22-årige modtog fra udlandet med posten i december og januar. Bestillingerne skete på det mørke internet med den digitale valuta bitcoin som betaling.

 

Sagen kort

Den 22-årige mand fra Rønne blev dømt for at have modtaget fire pakker fra udlandet med mindst 1.753 gram MDMA, 450 styk ecstasy-piller, 897 gram hash, 40 gram kokain og 25 gram ketamin.

 

Bitcoins kan spores

Er bitcoins en typisk fremgangsmåde til køb af narkotika?

– I dansk politi har man mange eksempler på, at det er bitcoins, man bruger til betaling på det mørke net. Det er ikke en metode, vi ser særligt meget på Bornholm, men det er noget, vi ser ind i, for det er den vej, udviklingen går. Heldigvis synes jeg, at dansk politi er godt rustet til at håndtere de nye tekniske muligheder på nettet. Vi kan godt spore bitcoins, siger Henrik Schou.

Hvor udbredt er MDMA, og i hvilket miljø findes det?

– Det er det samme som ecstasy, så det er i festmiljøet.

Er det et stof, I ofte støder på her på Bornholm?

– Vi støder på ecstasy-piller, og hovedbestanddelen i ecstasy er jo MDMA. Vi ser også MDMA i anden form herovre, siger efterforskningslederen.

Et kraftigt signal

Handlerne fremstod i retten som en uafhængig sag, der ikke har sammenhæng med de store amfetamin-sager i 2019, hvor rockergruppen Satudarah var involveret.

Anne Moe bekræftede fredag, at politiet ikke kæder den netop overståede sag sammen sagerne med store amfetaminfund.

– Vi har i hvert fald ikke set nogen indikationer på det, sagde anklageren til Bornholms Tidende efter dommen.

Hun er tilfreds med, at retten valgte at tildele den 22-årige den straf, som anklagemyndigheden havde anbefalet.

– Seks år er en lang fængselsstraf og en hård dom. Det sender et kraftigt signal om, at det ikke kan betale sig.

 

MDMA og ecstasy

MDMA findes på det illegale marked i former. Det kan være klare, gråbrune krystaller, som hvide eller farvede tabletter ofte med et logo præget i tabletten, kapsler, som pulver eller i flydende form. I tabletform kendes MDMA som ecstasy. Den fulde betegnelse for det syntetiske stof er MDMA 3,4 methylen-dioxy-meth-amfetamin.

Ecstasy bliver optaget via mave-tarmkanalen og påvirker hjernens meget følsomme kemiske balancer. Det udløser bl.a. større mængder serotonin, som er det stof i hjernen, der styrer vores velvære og glæde.

MDMA og Ecstasy kan permanent skade den naturlige produktion af serotonin og dermed skabe grobund for depression.

MDMA virker stimulerende, syns- og høre hallucinerend, hvilket medfører ændret virkelighedsopfattelse.

Rusen indtræder hurtigt, 15-30 minutter efter indtag, og aftager tre-seks timer efter. Brug af MDMA kan medføre negative eftervirkninger som depression og angst.

Kilde: Bispebjerg Hospital