Øjvind Hesselager. Foto: Berit Hvassum

Leder: Bøde til mor for at sidde med sit barn

Lad os spole tiden tilbage til den 11. marts. Dagen, hvor statsminister Mette Frederiksen appellerer til kollektivets fornuft. Mette Frederiksens budskab var simpelt:

”Vi skal undgå, at for mange bliver smittet på én gang.”

Det er snart syv uger siden.

Siden har vi som nation vist, at vi kan ændre adfærd over nat – fordi vi kan se fornuften i det og er enige i statsministerens budskab. Kun små sprækker har der været i den fælles ansvarsfølelse. Og resultatet har været en langsom genåbning af samfundet.

Det er så langt et forløb med en indbygget og klar logik: Pas på! Javel! Problemet minimeres. Vi løsner op.

Forleden besluttede myndighederne så at gå den stik modsatte vej. Forbuddet mod at forsamles i grupper på mere end 10 blev erstattet af et egentligt opholdsforbud. Det skete vel og mærke samtidigt med, at Danmark internationalt stadig fremstår som en forbilledlig nation, hvor vi taler os til rette – ofte uden forbud og sanktion. Og på et tidspunkt, hvor vi er langt, langt væk fra det skrækscenarie den velkendte røde kurve vil udgøre.

Foreløbigt har politiet på Bornholm stort set kun udstedt ros og anerkendelse af vores adfærd. Der er ikke indført zoner med forbud for ophold på Bornholm. Forbuddet er i stedet konkret rettet mod blandt andet et område omkring havnefronten på Islands Brygge i København og gælder fra den 25. april til 1. maj.

Baggrunden for stramningen er, at en voldsom tilstrømning til området i det gode vejr har udløst ophold, der strider med myndighedernes anbefalinger, forklarede politiet. Derfor blev der indført et opholdsforbud i området, hvor man dog gerne fortsat må gå, løbe og lufte sin hund.

Mon ikke vi stadigvæk kan se fornuften – trods stramningen?

 

Problemet er, at moderen og børnene
ikke har bidraget til risiko for smittespredning
ved at opholde sig på bænken

 

Men på den baggrund fik en mor, der sad på en bænk ved en legeplads med sin datter og dennes veninde, lørdag en bøde på 2.500 kroner.

Det er angiveligt i overensstemmelse med lovens bogstav. Men er det også fornuftigt og med appel til folkesjælen – og dermed i overensstemmelse med de signaler fra myndighederne, vi hidtil har rettet os efter og som har drevet smitten på afstand?

På den ene side er det let at sige: Hun skal selvfølgelig følge loven. Det skal alle! Hun kender jo godt reglerne!

Omvendt kan man jo også gøre sig den ulejlighed at overveje, om den adfærd moderen udviste, var en af grundene til, at sanktionen blev strammet. Altså om fornuften er i behold.

Lad os derfor kort dvæle ved udgangspunktet for hele forløbet. Hvad var det Mette Frederiksen sagde, da hun skød det hele i gang: ”Vi skal undgå, at for mange bliver smittet på én gang.”

Problemet er, at moderen og børnene ikke har bidraget til risiko for smittespredning ved at opholde sig på bænken. Her er tale om en mor, der drager omsorg for sit barn ved at sikre adspredelse i en tid, hvor for eksempel legeaftaler er sat ud af spil. Hun repræsenter ganske enkelt ikke det problem, der har udløst stramningen. Hun er snarere en del af løsningen.

Derfor risikerer bøden at få den modsatte effekt af det ønskede. Vi kan miste tilliden til ”systemet”, fordi den valgte sanktion ikke understøtter det overordnede formål: At undgå adfærd, der spreder smitte.

Der er dermed opstået en revne i det fundament statsministeren bygger sin regulering af befolkningen på. Den fælles kontrakt er udfordret. Og det kan på sigt blive et større problem for smittespredningen end en mor på en bænk.

Når sætningen: ”Bøde til mor for at sidde på bænk med sit barn” er blevet til virkelighed, samtidigt med at smittetrykket falder, så vi gået for langt og forkert.