Arkivfoto: Berit Hvassum

Ingen nye smittetilfælde

Antallet af smittede med covid-19 er det samme på Bornholm som lørdag – ialt er 60 personer på Bornholm indtil nu konstateret smittet med covid-19, viser den daglige opdatering af antal smittede, indlagte og døde fra Statens Serum Institut.

På landsplan er der nu ialt 8.575, som er registreret som smittede med covid-19. Det er 130 flere end lørdag. Til gengæld er der positiv udvikling i antallet af indlagte.
Der er på landsplan fem færre indlagte end lørdag. Ingen nye patienter er blevet indlagt på intensiv eller på intensiv med behandling i respirator.

På landsplan er tallet for, hvormange, der har været syge med covid-19 og overstået infektionen nu oppe på i alt 5.805. Det er 136 flere end lørdag.

I alt er der nu 422 i Danmark, der er døde, mens de var smittet med covid-19. Det er fire flere end lørdag.

Bornholm er fortsat over landsgennemsnittet, når der måles på den såkaldte kumulative incidens med tilfælde målt op mod 100.000 indbyggere. På landsplan er gennemsnittet 146,5 patienter, mens Bornholm ligger på 151,6.