Foto: Berit Hvassum

Nu må forældre gå med ind på stuen i børnehaven

Torsdag fortalte Nadia Frost, at hun er bekymret for sin datters indkøring i en ny institution på grund af de stramme forholdsregler, som er pålagt dagtilbuddene under coronakrisen.

Hendes bekymring gik blandt andet på, at hun som forældre ikke må komme med ind på sin datters ny stue, men kun må opholde sig på institutionens legeplads. En anden bekymring var, at hendes datter ikke må lege med de børn, hun kender i forvejen, fordi de ikke deler stue.

På landsplan har BUPL også udtrykt bekymring for indkøring under de stramme forholdsregler i dagtilbuddene, og til altinget. dk skrev pædagogerne Danielle Mercier og Tobias Nyegaard Jelkær Larsen den 16. april:

– Vi vægrer os på det kraftigste mod at skulle tage imod nye børnehavebørn her til maj og starte samarbejde med forældrene under coronasituationen, hvor forældrene reelt ikke må være i daginstitutionerne.

Stadig ingen leg på tværs

Det lader nu til, at de bekymrede forældre og pædagoger er blevet hørt, for ifølge Morten Riis (Enhedslisten), der er formand for børne- og skoleudvalget i Bornholms Regionskommune, er der nu fra regeringens side givet lov til at lempe forholdsreglerne for forældre til børn i indkøring:

– I går aftes kom der en lempelse på området, så nu må indkørende forældre gerne komme med ind. Også på stuerne. Det har allerede været praksis i nogle institutioner her på Bornholm, og nu er det altså officielt, sagde Morten Riis fredag til Bornholms Tidende.

Børn i indkøring må stadig ikke lege på tværs af stuerne i deres institution. Ifølge Morten Riis er det heller ikke en forholdsregel, der bør skabe bekymring.

– Jeg kan sagtens forstå, at man som forældre tænker sit og kan have bekymringer, når man afleverer sit guld et nyt sted, men idéen med at starte i børnehave handler jo også om at udvide sin verden og kendskab til andre børn, end dem man kender, siger han.

Han er ikke bekymret for, at forholdsreglerne får negative konsekvenser for børnene.

– Det gælder os allesammen, at vi skal opføre os anderledes, end vi plejer. Jeg tror, børnene hurtigt vænner sig til det, siger han.

Nadia Frost med datteren Sofia, der starter i børnehaven Søstjernen 1. maj. Foto: Jakob Jepsen

Del bekymringer

Formand i BUPL Bornholm Rie Hansen forstår godt forældrenes bekymring, men fastholder, at det er vigtigt at overholde forholdsreglerne om opdeling af børnene i dagtilbuddene for at undgå smittespredning. Hun foreslår, at man som forældre fra start snakker med institutionen om at placere sit barn i gruppe med børn, de kender fra deres vuggestue eller dagpleje, hvis man ser et behov for det.

Hun opfordrer også til, at forældrene deler deres bekymringer med pædagogerne, inden barnet starter.

– Det smitter, hvis forældrene er bekymrede. De kan komme til at projicere det over til børnene, så de også bliver bekymrede. Jeg kan sagtens forstå, det er svært for forældrene, og de skal selvfølgelig være trygge ved situationen. Det kan hjælpe at snakke om bekymringen og få stillet sine spørgsmål til pædagogerne. Så er jeg sikker på, det nok skal gå, siger hun.