Tegning: Jørn Villumsen

Weekendens leder: Dada! Corona-Korset går til…

Hvilke personer har været med til at løfte dit humør under coronakrisen? Prøv at tænke godt efter, for i de kommende linjer vil tegner Villumsen og jeg uddele Corona-Korset som en fejring af de mennesker, vi pludselig er begyndt at lægge mærke til, fordi vi har opdaget, at de gør noget nyttigt for os – som vi måske ikke altid huskede at sætte så megen pris på i den almindelige travle hverdag.

Normalt når dronningen dekorerer, så er det ofte for en indsats i en lidt anden skala end den, vi her arbejder efter. Se bare, hvem der har fået kors og bånd og stjerner fra dronningen på det seneste. Margrethe havde for eksempel medaljeskuffen trukket helt ud den 16. april, hvor hun generøst dryssede dannebrogsordner, kommandørkors og belønningsmedaljer ud over undersåtterne. Cirka 50 fik den store ære.

Departementschefer, konsuler og ambassadører fylder godt op på listen – men ret skal være ret. Der er faktisk også uddelt glimmer og stads til en rengøringsassistent og en … taffeldækkerassistent.

Hendes Majestæt Dronningen er altså selv inde på sporet. Folk i mere ydmyge positioner kan også gøre megen gavn. Og det er præcist det spor, Villumsen og Deres signatur forfølger i det følgende.

 

Jeg havde aldrig drømt om, at
svensk paskontrol kunne have
positiv indvirkning på mit humør

 

Da redaktøren har store børn i Nordsjælland, sker det ret ofte, at han tager turen over broen mellem Sverige og Danmark og retur igen.

Jeg har opdaget, at jeg pludselig er begyndt at glæde mig ekstra meget til at møde den svenske paskontrol efter Øresundsbroen.

Mennesket i den gule refleksvest kigger hurtigt og smiler og ønsker god dag. Faktisk ville jeg ønske, det hele tog lidt længere tid. For sekundet efter er jeg igen alene på motorvejen.

Jeg havde aldrig drømt om, at svensk paskontrol kunne have positiv indvirkning på mit humør, men det har det. På grund af udvist varm højlighed. Så det første Corona-kors går til svensk paskontrol.

Efter en lille times kørsel møder jeg endnu et folkefærd, jeg normalt ikke lovpriser direkte. Bilen kører op ad rampen og jeg skal dirigeres på plads på færgen. Kender I det? Altid skal man lidt tættere på bilen foran, end man selv havde tænkt sig – indtil en myndig hånd bremser dig.

De her kvinder og mænd, også mange ganske unge, står og vinker dagen lang. Normalt ænser vi dem ikke, eller synes måske ligefrem deres gestik er lidt teatralsk overdreven og selvbevidst. Det har jeg selv tænkt.

Nu er de bare guttermænd og -kvinder. Fordi de minder mig om hverdagen. Den gode gamle med orden i sagerne. De skal have Corona-Korset.

Hver eftermiddag kommer manden med rengøringsvognen forbi og tømmer papirkurven på mit arbejde. Han tørrer også de få flader af, jeg har fået ryddet. Støvsuger redaktionsgangen og resten af mediehuset.

Vi har altid haft en god og humoristisk tone. Jeg har diskret flyttet mig, så han kunne komme til. Men under krisen er han rykket op i en helt anden kaliber.

Jeg ser ham nu som et menneske, der sikrer mit helbred.

Han gør ikke bare rent. Han fjerner smittefare. Han er første led i den kampagne, der fejer hen over landet, og skal sikre os som nation. Han skal have Corona-Korset.

Jeg har forældre i en anden landsdel, der ikke kan passe sig selv, men som samtidigt lever et isoleret liv.

Jeg får bulletiner om hvordan de har det, fra både plejehjemspersonale og hjemmepleje. Alle signaler tyder på, at den ældste generation i vores samfund måske er dem, der har det sværest, men som vi kollektivt tænker mindst på, og som samtidigt knyr mindst. De gamle er totalt seje!

Corona-Korset går til alle, som byggede det her land op, og alle dem, der i hvide kitler passer på dem til en lav hyre.

 

Lærere og pædagoger. Hold da op,
hvor er vi mange, der til hverdag
mener noget om dem

 

Lærere og pædagoger. Hold da op, hvor er vi mange, der til hverdag mener noget om dem. Har de ikke alt for lukrative arbejdstider og for lange ferier? Og hvor svært kan det være?

Nu, hvor vi selv har skulle passe de mindste, og hvor vi har opdaget, hvad det betyder for kvaliteten af vores børns liv, at de i skolen er sammen med kompetente voksne – der ikke er os selv – har vi opdaget, at dette folkefærd har mange funktioner og kvaliteter.

Vi har set, at det er svært at adsprede og danne de mindste. Hver dag. I otte timer. Og vi har set, at undervisning, det er et håndværk, man skal lære for at mestre det.

Ydermere: Pædagoger og lærere sikrer, at vi andre i fred og ro kan passe vores meget, meget vigtige arbejde. Så hvem er egentligt vigtigst?

En hel trækvogn Corona-Kors går til pædagoger og lærere.

Vi kommer ikke uden om alle jer, der sidder ved kassen i butikkerne, eller farer rundt mellem hylderne og servicerer os det bedste I har lært.

Ved kassen er I i stigende grad spærret inde bag plexiglas. Jeg tror, vi er mange der glemmer, at en del af glæden i jeres arbejde, det er det åbne og frie møde med andre mennesker. Det er ikke at køre varens stregkode hen over scanneren – selv om det for os kunder er den praktiske funktion af jeres arbejde.

Nu sidder i der buret inde – eller spurter i stor smittefare rundt mellem kunder, der ikke giver plads – og i skal samtidigt smile og servicere som før. Selv om intet er som før.

I er måske de mennesker, der er mest eksponeret for smittespredning overhovedet. Og alligevel sidder i der. Dag efter dag. Så vi kan få vores mælk, maling og andre nødvendigheder indkøbt i en travlhed, hvor vi glemmer at tage hensyn til jer.

I skal have Corona-korset.

 

Nogle er nævnt – ingen er glemt

 

Renovationsarbejdere. Hvor er det pludseligt skønt at vågne tidligt til lyden af vognens kværn og skraldespande, der trækkes hastigt hen over asfalten. Måske aner vi lige skæret af en roterende gul lampe. Og hvis vi kigger ud, kan vi se, hvordan I i stor travlhed arbejder jer gennem gaden.

Skorstensfejeren, der efterlader sit slæbespor af aske.

Sygeplejersken, der gemt bag værnemidler, tilsidesætter hensynet til sig selv.

Dig, der står i en bod og langer fast-food eller kaffe ud til os.

Nogle er nævnt – ingen er glemt.

Og hvis Villumsen og jeg skal sammenfatte i streg og ord, så skal Margrethe fremover huske, at desto længere væk fra en kontorstol et menneske sidder, og desto mindre tid, der bruges på at gemme sig bag en skærm, desto vigtigere er man ofte for andre her og nu. Det har vi lært af corona.

Tillykke med korset!