Foto: Berit Hvassum

‘Et fantastisk godt tilbud til kunsthåndværkerne’

Maker’s Island Bornholm er klar med kompetenceudviklingsprogram for kunsthåndværkere. Maker’s Island Bornholm, der samler og præsenterer Bornholms kunsthåndværk, lancerede i denne uge i samarbejde med Business Center Bornholm et kompetenceudviklingsprogram, der er skræddersyet til bornholmske kunsthåndværkere.

Programmet er for alle kunsthåndværkere bosat på Bornholm, som arbejder professionelt inden for faget.

Kunsthåndværker og næstformand i styregruppen for Maker’s Island Bornholm, Timmi Kromann, siger:

– Kompetenceprogrammet er et fantastisk godt tilbud til kunsthåndværkerne på øen. Vi har arbejdet med at målrette det til kunsthåndværkerne ud fra de behov, som vi ved, de har, på baggrund af den analyse der blev udarbejdet af CRT og ACAB i 2017.

– Programmet er udarbejdet i tæt samarbejde med World Craft Council Europe og Design and Crafts Council Ireland, som har stor erfaring og succes fra Irland med programmer som dette. Udviklingsprogrammet er en af de første konkrete aktiviteter, vi sætter i søen i Maker’s Island samarbejdet, og vi håber på, at det bare er begyndelsen på en lang række aktiviteter.