Foto: Jens-Erik Larsen

Små 750.000 kroner havner i kommunekassen efter hussalg

Regionskommunen har solgt beboelsesejendommen Harbovej 153 for 815.000 kroner. Det fremgik af økonomi-, erhvervs- og planudvalgets dagsorden onsdag.

Kommunalbestyrelsen besluttede i maj 2018 at sætte ejendommen til salg, idet udgifterne til istandsættelse ville blive for høje i forhold til den indtægt, kommunen efterfølgende ville kunne opkræve hos lejer. Ejendommen blev vurderet til en salgspris på 825.000–895.000 kroner og efterfølgende udbudt til 895.000 kroner.

Der har været enkelte købstilbud, som dog alle er fundet for lave. I oktober i år blev udbudsprisen nedjusteret til 825.000 kroner, og kort efter modtog kommunen et købstilbud på 815.000 kroner, som den har accepteret. Ejendommen er solgt til overtagelse den 15. december.

Salget udløser 744.900 kroner til kommunekassen, da salgsomkostningerne beløber sig til 70.100 kroner.