Foto: Torben Ager
FOR ABONNENTER

Pinds perspektiv: Forvridning mellem provins og hovedstad

Pinds perspektiv
I hovedstaden foregår en interessant diskussion – den om, at byen også skal være for almindelige mennesker.

Det har altid været et politisk misbrugt begreb – almindelige mennesker. I en politikeres mund kan det definere hvem som helst. Men diskussionen her går på boliger. At der skal være råd til boliger til almindelige mennesker.

De, der kan huske Huset på Christianshavn vil også kunne huske, at der engang var boliger af alle slags. Men det var samtidig fattigt. Og usselt. Med lokum i gården. Og tæt bebyggelse uden lys og luft. Den usle tilstand, der kun blev værre, holdt sit tag i byen igennem mange år – på grund af en stram lejelovgivning, hvor det ikke kunne betale sig for udlejer at renovere. Derfor blev boligerne ikke istandsat. Et enestående forfald fulgte.

Og på et tidspunkt besluttede staten sig for, at nu var nok nok. Resten af landet måtte til lommerne og betale for, at man fik lys, luft og større, gennemrenoverede lejligheder i byen. Det har stået den danske skatteborger i over 20 milliarder kroner kunne boligministeren forleden oplyse Folketinget om. Alt sammen, fordi beboerne i hovedstaden ikke selv skulle betale for vedligeholdelsen af deres boliger – i stedet blev regningen sendt til andre. Også folk her fra Bornholm. For at sikre, at dette ikke skete igen, indførte den daværende socialdemokratiske Nyrup regering en regel, hvorefter udlejere fremover måtte lade de omkostninger, der var ved at renovere, betale over huslejen. Og man fristes til at sige – hvem skulle ellers betale?

 

 

Det er i grunden sært, at man i en tid, hvor vi taler om mere balance mellem hovedstad og provins, nu også begiver sig ind i, at man igen vil ændre denne regel. Det er pakket ind i at spekulanter siges at misbruge reglen – skønt boligministeren endnu ikke har kunnet levere et eneste overbevisende eksempel. Det betyder to ting: At huslejen kunstigt holdes nede i København – hvilket er det samme som en forvridning mellem provins og hovedstad. Og samtidig, at man inden for en kortere årrække igen vil skulle til lommerne fra provinsens side for at dække det forfald, der stensikkert vil følge i kølvandet på denne ændring af reglerne. Vi har set det før. Det vil ske igen.

Hvorfor i al verden skal Bornholm betale for, at det bliver kunstigt billigere at bo i København? Jeg tror faktisk ikke, det findes noget rigtigt godt svar på det.

Når påstanden derudover er, at byen skal være for almindelige mennesker, kunne man forestille sig, at man mente, der skulle bygges flere parcelhuse og ejerboliger. Men nej. Det er slet ikke tanken. Tanken er flere mindre lejeboliger, hvor endnu flere radikale, alternative og enhedsliste vælgere kan bo – kunstigt støttet af resten af landet. Det har intet med almindelige mennesker at gøre. Hvis jeg boede i provinsen, ville jeg spørge mit – socialdemokratiske – folketingsmedlem, hvorfor dog f.eks. en bornholmsk repræsentant skulle lægge stemmer til det. Det ville være et svar, jeg ville læse med stor nysgerrighed.