Foto: Palle Kure
FOR ABONNENTER

De laver bustur til forunderligt tysk arrangement

Jane og Palle Kure fra Aakirkeby er faldet over en forunderlig sydtysk begivenhed, som de nu vil lokke lokale med ned til: De gigantiske passionspil i byen Oberammergau, der er på størrelse med Aakirkeby.

Siden år 1634 har den lille bys indbyggere hvert tiende år lavet et stort skuespil, der viser historien om den påske, hvor Jesus blev korsfæstet.

– De har en stor udendørsscene, hvor der på nogle tidspunkter skal være 800-900 mennesker på samme tid. Der er nogle massescener, blandt andet da Jesus bliver dømt til døden. Samtidig er der et kæmpe kor og et symfoniorkester.

– Man skal have boet i byen i en del år, før man må deltage. Vi talte med en kvinde, der flyttede til for tyve år siden, og det er først nu, hun kan få lov at spille en rolle. Det er vigtigt for dem, at alt bliver lavet af borgerne i Oberammergau, som er en lille by på størrelse med Aakirkeby. På scenen ser man den lokale hotelvært, skolelæreren og sygeplejersken, fortæller Palle Kure.

Involverer hele byen

Han og fruen havde kun hørt om arrangementet, da de besluttede sig til, at de ville være værter ved en bustur fra Aakirkeby til Oberammergau. For at forberede sig tog de i foråret ned til stedet, hvor der allerede var gang i forberedelserne.

Der blev indkaldt til casting, da de var der. Blev man antaget til en rolle, kunne det have vidtrækkende konsekvenser – udover, at man trofast skal stå på scenen fem dage om ugen fra maj til oktober.

 

Foto: Jens-Erik Larsen

 

– Alle mænd skal lade skæg og hår gro fra askeonsdag 2019 (6. marts, red.) indtil den sidste forestilling sidst i oktober 2020. De skal jo ligne jøder fra Jesu tid. Er man heldig, får man en af de populære roller som romersk legionær. De er karseklippede.

– Det var lidt af en oplevelse at komme til et lille bysamfund, der havde kastet sig over sådan en ting, fortæller Palle Kure.

Svært at lave i Aakirkeby

Forestillingerne varer omkring fem timer med en pause i midten, og der er plads til, at mere end 4.000 mennesker ser dem. Der er tale om en begivenhed, der virkelig trækker turister til lokalområdet.

Nu er Oberammergau jo på størrelse med Aakirkeby. Kunne du forestille dig, at Aakirkeby kunne komme af sted med at lave noget lignende?

– Jeg har umiddelbart svært ved at forestille mig det her setup i en anden sammenhæng. Det er en århundreder gammel tradition. Men det er jo også derfor, den er interessant at opleve, siger Palle Kure.

Der er omkring 1.000 kilometer til Oberammergau i Sydtyskland, og Aakirkeby Turist- og Selskabskørsel lægger bus til. Turen finder sted til maj, og den går fra Aakirkeby med mellemstop i Rønne og Københavns Lufthavn. Rejsen er arrangeret sammen med det jyske selskab Felix Rejser.

 

 

Passionsspillene

Passionsspillene i Oberammergau involverer halvdelen af den lille bys indbyggere. De er aktive på og bag scenen som skuespillere, statister, musikere og tekniske medarbejdere i det store spillehus, når de opfører påskehistorien om Jesus.

De lokale borgere har opført spillet siden 1639, i taknemmelighed over at byen blev befriet for pesten, som på det tidspunkt hærgede Europa.

Man regner med, at spillet i 2020 vil tiltrække tæt på 500.000 tilskuere.