Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

Keramikfabrik kommer ud med minus – men forventer fremgang

Bornholms Keramikfabrik i Nexø er kommet ud med sit første regnskab, og det er med røde tal. Underskuddet er på 552.527 kroner, mens der er en negativ egenkapital på 427.527 kroner.

Regnskabet dækker dog kun fabrikkens første fem måneder fra 29. januar 2019 til 30. juni 2019.

Iværksætter og investor Frans Grønholdt Truelsen købte i januar 2019 den konkursramte Den Danske Keramikfabrik og videreførte den under navnet Bornholms Keramikfabrik.

Allerede dengang slog han fast, at der var behov for at gøre virksomheden mere udadvendt med branding og salg, gøre produktionen mere salgsfokuseret og strømlinet, og at gøre fabrikken mere synlig.

I juli åbnede Bornholms Keramikfabrik en sommerbutik på havnen i Nexø, og har også et lagerudsalg på selve fabrikken.

Fabrikken producerer blandt andet Ø-koppen fra fabrikkens egen signaturserie, Ø-stellet, og har blandt andet museumsbutikker som kunder og sælger også til en række livsstilsbutikker.

Vil investere

Fabrikkens ledelse anser resultatet af det første halve års drift for utilfredsstillende, men peger på, at det ikke giver et retvisende billede af fabrikkens økonomi, da det første halvårs regnskab skal ses i sammenhæng med, at det er selskabets første regnskabsår.

Samtidig tror ledelsen på et bedre resultat næste år, for man forventer en væsentlig forøget aktivitet i indeværende regnskabsår, oplyser Frans Grønholdt Truelsen.

Ejerkredsen har givet tilsagn om finansiering af den daglige drift de kommende 12 måneder fra regnskabsafslutningen, og årsregnskabet er udarbejdet under forudsætning om fortsat drift. Ledelsen har besluttet, at kapitalen på sigt vil blive reetableret ved konvertering af nuværende gæld eller kapitaltilskud, fremgår det også af regnskabet.

I Den Danske Keramikfabrik var der 19 ejere. Bornholms Keramikfabrik er ejet af Frank Truelsen Holding Aps og Frans Grønholdt Truelsen er direktør i firmaet.