Foto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

Kommunen overvejer mere fleksibel p-ordning ved campus

Regionskommunen har trykket på pauseknappen og udsat den ordning, som vil gøre det pligtigt at have en parkeringslicens, hvis man ønsker at parkere på vejen i området omkring Campus Bornholm. Ordningen er ikke opgivet, men på grund af en teknikalitet kaster kommunen et ekstra blik på den.

I begyndelsen af november indførte natur- og miljøudvalget en hastigheds- og parkeringszone omkring campus. Samtidig lancerede udvalget en ordning med parkeringslicenser og vilkårene for at opnå en sådan licens. Ifølge udvalgets beslutning skulle det koste 500 kroner at få en licens, og det var der, det gik galt.

– Vi begik en fejl. Vi må ikke vedtage takster i et udvalg, det skal i kommunalbestyrelsen. Vi må vedtage parkeringsordninger og regler og alt sådan noget, men vi må ikke vedtage taksterne. Det er sådan, at alt, der koster penge, skal i kommunalbestyrelsen. Det havde vi simpelthen overset, inklusive mig selv, så jeg skal ikke skyde skylden på andre, siger udvalgsformand Leif Olsen (SF) til Bornholms Tidende.

Formentlig samme pris

Efter planen skulle zonen være trådt i kraft i går, men sådan gik det ikke. Skiltningen var på plads, datoen var meldt ud, og det samme var vilkårene for at opnå en parkeringslicens. Men så trykkede kommunen altså på pauseknappen, og de opsatte parkeringsforbudsskilte vil være dækket til, indtil vilkårene for licenserne er endeligt på plads, og en ny ikrafttrædelsesdato er meldt ud.

Hastighedszonen med en fartbegrænsning på 40 kilometer i timen trådte dog i kraft som planlagt.

Hvis man som beboer i området drømmer om, at pausen kommer til at betyde, at licensordningen bliver billiger eller måske ligefrem gratis, kan drømmen sagtens nå at udvikle sig til et mareridt. Ifølge Leif Olsen er det stadig planen, at en licens skal koste 500 kroner. Det er bare kommunalbestyrelsen, der skal tage beslutningen i stedet for natur- og miljøudvalget.

Større fleksibilitet

Selvom prisen for en parkeringslicens formentlig forbliver uændret, kan der være andre ændringer på vej i forhold til de vilkår, kommunen meldte ud i forbindelse med den politiske behandling i natur- og miljøudvalget den 5. november.

Leif Olsen fortæller, at der er kommet forslag og ideer fra nogle, der ikke sidder i udvalget. Ideer til andre muligheder for at tildele en licens. Oprindeligt vedtog udvalget, at licensen skal knyttes til et bestemt køretøj, så den kun gælder for det.

– Man vil gerne have undersøgt, om man i stedet kan få den hæftet op på adressen. Det vil sige, at det er ligegyldigt, hvilken bil der holder der, hvis den bare har tilknytning til adressen, fortæller Leif Olsen.

Samme øgede fleksibilitet overvejer kommunen at indføre for virksomheder med arbejde i området omkring campus.

– Det andet er, om vi kunne lave en erhvervslicens, som heller ikke hænger på køretøjet, men hvor en virksomhed måske har én licens og ikke behøver at have en til hver af sine biler, hvis den har mange. Det er det, vi skal have undersøgt, siger Leif Olsen.

Ingen opkrævninger

Forud for den planlagte indførelse af parkeringszonen havde kommunen åbnet for, at beboere og erhvervsdrivende kunne ansøge om at få tildelt parkeringslicenser. Bornholms Tidende har ikke kunnet få oplyst, hvor mange der har søgt om at få en licens, men uanset antallet, så er behandlingen af deres ansøgninger sat på pause.

På sin hjemmeside fortæller kommunen, at sagsbehandlingen bliver stillet i bero, indtil vilkårene for licenser er blevet genbehandlet af politikerne. Det betyder også, at kommunen ikke sender en opkrævning på allerede udstedte licenser.

Kommunen beklager de eventuelle gener, ændringen måtte føre med sig.