Foto: Jens-Erik Larsen

Bunke af sager om bopælspligt er blevet fortid

Arbejdet med at håndhæve bopælspligten i de otte byer med bopælspligt har siden 1. september givet 15 boliger flere, hvor enten ejer eller lejer nu er tilmeldt folkeregisteret og dermed både betaler kommuneskat og indgår i befolkningsstatistikken på Bornholm.

Det oplyser regionskommunens jurister i et notat om arbejdet med bopælspligten i det seneste kvartal. Ledet af borgmester Winni Grosbøll (S) har økonomiudvalget bedt om nyt om arbejdet med bopælspligten netop hvert kvartal.

Ud af cirka 60 færdigbehandlede sager siden september har yderligere ni sager endt med, at en bolig med bopælspligt er blevet sat til salg. Dermed er i alt 24 af sagerne siden september mundet ud i en eller flere nye skatteydere og en større befolkning på Bornholm.

Samtidig er kommunens jurister nu meget tæt på at have arbejdet sig gennem den tidligere meget store pukkel af sager om bopælspligt. Kun to af de gamle sager er fortsat ikke løst, fordi husejere har sat advokat på sagerne.

”Det er næsten lykkedes at få afsluttet de sidste gamle igangværende sager, hvor der kun er to tilbage. Grunden til at de to tilbageværende sager ikke er afsluttet endnu er, at der stadigvæk bliver korresponderet mellem ejeren, herunder dennes advokat og Bornholms Regionskommune”, oplyser kommunens jurister.

68 nye sager er startet

Med de gamle sager næsten ekspederet har regionskommunen siden september rettet blikket mod at starte nogle nye. Helt præcis 68 nye sager er blevet sat i gang.

Det er sket, efter at Nexø, Svaneke, Gudhjem/Melsted og Allinge er blevet screenet for boliger, hvor ejeren i dag muligvis overtræder kravet om bopælspligt. Det har ført til 68 nye sager, mens boliger i Rønne tegner sig for de yderligere 30 nye sager.

Kommunens jurister arbejder nu i en rytme, hvor man hele tiden vil ”oprette 20 nye sager, når antallet af igangværende sager kommer ned på 40”. Samtidig vil også borgerservice inden længe blive mere involveret. Borgerservice ligger inde med informationer, der vil kunne afgøre nogle sager efter CPR-loven.

Desuden er der tegn på, at borgere på Bornholm også selv er begyndt at reagere på det oprustede arbejde med at håndhæve bopælspligten. Uden at det fører til nye sager behandler juristerne cirka 10 henvendelser fra borgere om ugen.

Folk spørger typisk ind til deres muligheder, enten for at opfylde bopælspligten eller for at få deres ejendom undtaget fra den.