Arkivfoto: Berit Hvassum

Rundspørge: Bliver det en genbrugsjul i år?

Julen er en højtid, det er ubestrideligt. Og når julegaveræset tager fart, er det også en højtid for salg i butikkerne.

”Min Faer hver Dag i Byen gaar, og naar han kommer hjem, jeg staar og ser hans store Lomme”, som der står i ”Peters jul”.

Men går vi også ekstra meget i genbrugsbutikkerne i denne tid for at købe julegaver og andre ting?

Vi har spurgt fire genbrugsbutikker om, hvordan det ser ud med salget her op til jul.

 

 

Salg af gavekort

Sct. Nicolai Genbrug, Nørregade, Rønne.

Erna Hansen var med til at åbne butikken for godt 30 år siden og har været frivillig i samtlige år. Hun tøver i forhold til at konkludere, at julen giver øget salg:

– Jeg synes egentlig, vi har pænt med kunder hele tiden, siger hun.

– Vi prøver selvfølgelig at sælge vores juleting, og vores nissedragt er blevet solgt. Duge og den slags får vi også solgt lidt mere af nu.

Hvad med tøjet?

– Der har vi for eksempel haft nogle pelse, vi har fået solgt, og huer og vanter er der også godt salg i. Vi har faktisk udsolgt af vanter, så hvis du har nogle pæne, uldne vanter liggende derhjemme, må du gerne smide dem ind til os.

I kan altså godt mærke, at der er lidt vinter- eller julesalg?

– Ja, jeg vil sige, at det er vintersalg. Selvfølgelig også lidt juleting, men det er ikke decideret julegaver, vi sælger her. Til gengæld har vi gavekort, og det køber folk sommetider. Så er der måske en, der får 100 kroner på et gavekort, og det kan man jo faktisk få en hel del for her hos os.

 

 

Ting til husholdningen

Lumi Genbrug Bornholm, Sdr. Hammer, Nexø: 

Kirsten Poulsen er tovholder i butikken.

– Vi har solgt rigtig mange juleting, siger hun.

– Men det har vi også haft i butikken siden den 1. november.

Altså, julepynt?

– Ja. Vi har solgt rigtig meget, og vi har lige sat resten ned til halv pris, så vi kan få solgt det sidste.

Sælger I andet?

– Ja, husmødrene kommer for eksempel og køber kødhakkere og vaniljekransetilbehør. De supplerer også op til julemiddagen med bestik, tallerkener og den slags. Men vi sælger jævnt godt hele tiden, synes jeg. Deciderede julegaver tror jeg ikke, vi sælger, men altså forskellige ting til husholdningen.

 

De unge kommer forbi

Danmission Genbrug, Smedegade, Aakirkeby: 

Butikken sælger kun tøj og sko, fortæller Else Jørgensen, som er frivillig i butikken. Hun tør ikke give et bud på, om folk køber deciderede gaver i butikken.

– Folk står jo ikke og fortæller, hvad de skal bruge det, de køber, til, siger hun.

– Men når de unge mennesker er hjemme på juleferie, kommer mange af dem ind og ser på tøj.

 

 

Flere gaver, mindre tøj

Mission Afrika Genbrug, Storegade i Hasle:

Ulla Engell oplyser, at hun, som er en blandt godt 20 frivillige i butikken, så absolut kan mærke på salget, at julen stunder til:

– Folk køber julegaver hos os, siger hun.

– Vi har solgt julepynt siden den 15. november og har haft ret mange forskellige juleting, så vi kan helt sikkert mærke det. Men vi kan til gengæld også mærke stilstanden i salget af tøj. Folk køber ikke så meget tøj, det er mere forskellige typer af gaver i form af figurer, porcelæn, julenisser og den slags ting, vi sælger.

Og det, tror du, er også til gaver?

– Ja, dét er det. Vi sælger mange ting til gaver.