Foto: Berit Hvassum

Byforening om byttehandel: Det er en god idé

Rønne Byforening har fra starten været opmærksomme på, at byen skal have noget igen, hvis pladsen i Kanondalen, som til daglig bruges af hundeluftere, og om sommeren huser cirkus og sankthansfest, skal indlemmes i havnen – sådan som Rønne Havn har foreslået.

Overordnet set er formand Niels Holger Larsen derfor tilfreds med den byttehandel, som Rønne Havn lægger op til.

– Den generelle holdning er, at det er en god idé. Vi var selv med til at føde den, siger han til Bornholms Tidende.

– Vi er bestemt tilhængere af at få det mageskifte, når nu havnen har planer om at bruge Kanondalen/Lossepladsgrunden, siger Niels Holger Larsen, der ser frem til at få mere viden om detaljerne i forslaget.

– På onsdag (i morgen, red.) er der møde i dialoggruppen for Rønne udviklingsplan, og der hører vi nok mere om planen, siger Niels Holger Larsen.

Rønne Havn har fra et tidligt tidspunkt orienteret Rønne Byforening om havnens ønsker. I foråret lød det, at udvidelsen først ville blive aktuel om tre år, men siden da er havnens behov ændret sig, hvilket havnens bestyrelsesformand, Thomas Thors, ønsker at minde byforeningen om:

– Man skal overveje, om man skal de udnytte muligheder, som man nu har. Og med den beplantning, vi foreslår, vil jeg mene, at mnan nedbringer generne for beboerne i området, siger Thomas Thors.