Foto: Berit Hvassum

Møgsag i København ryster entreprenør: Barslund og Lind-Holm køber sig ind i Jens Møller A/S

Entreprenørfirmaet Jens Møller Gudhjem A/S er blevet delvist opkøbt af Ocean Prawns A/S og Thomas Lind-Holms selskab TL-H Holding ApS. De har købt henholdsvis 40 og 10 procent af aktierne i Gudhjem-firmaet, der har eksisteret i 73 år, og som afhængigt af sæson har mellem 70 og 80 medarbejdere.

– 2019 har været et år præget af udfordringer. Faldende aktiviteter på Bornholm og en uheldig sag i København har rystet selskabet, som derfor ser sig nødsaget til at opruste med en bredere ejerkreds for at bibeholde det igangsatte aktivitetsniveau på Bornholm og på Sjælland, oplyser PR-konsulent Maria Barslund på vegne af den nye ejerkreds.

Hos Jens Møller A/S fortæller administrerende direktør Morten F. Q. Iversen, at firmaet nu får arbejdsro og vil se fremad. Iversen vil med den nye konstruktion eje en fjerdedel af Jens Møller Gudhjem A/S, mens den sidste fjerdedel af aktierne vil være ejet af firmaets produktionsdirektør Jesper Møller Nielsen.

– Vi skal have lagt 2019 bag os og have mere fokus på vores kernekompetencer og salgsarbejde. Med den nye ejerkreds får vi arbejdsro og mulighed for at optimere virksomheden såvel på Bornholm som på Sjælland, siger Morten F. Q. Iversen.

Bag den nye partner TL-H Holding ApS står bornholmeren Thomas Lind-Holm, som har siddet i Jens Møller Gudhjems bestyrelse i små to år.

– I kraft af mit arbejde i bestyrelsen og som ekstern konsulent for Jens Møller Gudhjem har jeg et indgående kendskab til virksomheden og ser derfor frem til at bidrage til udviklingen af det uforløste potentiale, siger han.

Optimisme er der også hos Daniel Barslund, underdirektør i Ocean Prawns, der med den nye ejerkreds vil besidde 40 procent af aktierne i virksomheden.

– Jeg har stor respekt for, når en virksomhed udviser rettidig omhu og agerer derefter. Jens Møller Gudhjem har eksisteret siden 1946 og har gennem årene bidraget aktivt til udviklingen af Bornholm og ikke mindst en lang række arbejdspladser. Jeg er sikker på, at vi i den nye ejerkreds kan styrke og polstre virksomheden til fremtiden, siger han.

Entreprenør Jens Møller var 27 år, da han grundlagde firmaet. Sammen med sin far var han kommet til Bornholm fra Venø. I 1984 overdragede Jens Møller sit livsværk til den bornholmske entreprenør Hans Bech, der stod i spidsen for virksomheden frem til 2015. Året forinden havde Jens Møllr Gudhjem A/S fusioneret med Edgar Nielsen & Søn Vognmands- og Entreprenørforretning ApS.